#Unfollowgate

2 Replies

På Twitter kan man se, hvor mange followers, man har, lige så vel som man kan se, hvor mange man selv følger. Begge dele kan udbygges med diverse værktøjer, som fortæller hvor mange nye followers eller unfollows, man får. Nogle af disse værktøjer fortæller endvidere, hvem det er, der unfollower/affølger din profil. Og her starter balladen.

I går var der nogen, som nævnte med navn, hvem der havde affulgt. Og det viste sig hurtigt, at det ikke er comme il faut at tale højt om det på Twitter.

Se antal tweets, followers og following.

Se antal tweets, followers og following.

Personligt holder jeg ikke øje med, hvor mange der følger mig. Jeg får besked i mit feed, hver gang jeg får en ny follower, men jeg får ikke at vide, når nogen vælger at affølge, og det er ikke noget, jeg holder øje med. 

For de fleste er det en positiv ting på Twitter, at fokus er ikke på, hvor mange eller hvem, der følger en, men på indholdet. Derfor er tweets om, at Ditten eller Datten har affulgt nogen for det første ikke interessante. For det andet svarer det til at pege på Ditten og Datten i skolegården og råbe, at de ikke ville følges hjem fra skole.

Det er unyttigt, ingen har gavn af den information, og så er det ufikst. Det skabte ret hurtigt røre, og mange tweets i løbet af eftermiddagen handlede om, at det var fjollet at nævne navne, og lige så mange handlede om, at det var fjollet at brokke sig over andres brug af Twitter.

Jeg synes sådan set, begge fløje har ret. Ingen bestemmer jo, hvad man skriver på Twitter, og sådan bør det være. På den anden side synes jeg ikke, nogen bør hænges ud, fordi de vælger at følge eller affølge nogen. Jeg gad ikke selv deltage i det i går, fordi jeg synes, det bliver metatåbeligt at brokke sig over, hvad folk skriver, jeg vil langt hellere bare ignorere det.

Derudover har Twitter altså en bug, som gør, at den nogle gange affølger for en profil, og så er det jo endnu dummere at pege fingre og udråbe ‘Unfollow!’. Så kan man sende vedkommende et direkte svar med @brugernavn, hvis det er så vigtigt, og spørge, om det mon var meningen. Det er hændt for mig flere gange, og det er en fin måde at løse det på.

Summa summarum; du bestemmer naturligvis selv, hvordan du bruger Twitter, men det bliver aldrig fin stil at pege fingre, ligesom det heller ikke bliver fin stil at forsøge at presse andre brugere ind i konventioner om opførsel. Uanset hvor flertallet ligger.

 

 

Gratis arbejde tilbydes – ikke her

Leave a reply

Da jeg startede på det grafiske kursus i Aarhus, kom lederen af kursusstedet og holdt en introduktion for holdet. Blandt andet sagde hun, at når vi havde lært lidt på kurset, var blevet fortrolige med egne evner udi grafisk design og gerne ville videre med det, skulle vi ikke gå af vejen for at arbejde gratis.

Så vi fik noget erfaring, ikke. Hår på brystet. Viden om Den Virkelige Verden. Dét, der virkelig tæller, jah! Min første indskydelse var “Nej.”

Ikke “Nej, tak.” Bare helt stille og roligt “Nej.”

For det første. Min tid, mit arbejde og jeg er meget mere værd end gratis. For det andet. Hvis folk arbejder gratis, hvorfor skulle andre folk så nogensinde være eller blive interesseret i at betale  penge for arbejdet? Og for det tredje. Hvad skal jeg leve af, når jeg ikke får løn for mit arbejde? Også ulønnet arbejde skal modregnes dagpengene, hvilket snildt giver røde tal et sted i regnskaberne.

Og mere til. Det holder ikke at bede folk om at arbejde gratis. Hvis du vil have en opgave udført, må du betale nogen for at udføre den. Det lærer Zenia Stampe nok også en dag.

 

Pamjulefis

Leave a reply

Jeg er blevet vejet. Jeg er blevet målt. Og jeg er blevet fundet passende. Uh.

Jeg har været til samtale omkring et undervisningsjob med mulighed for både vikartimer og faste timer på skemaet. Jeg har jo ikke den store erfaring med undervisning, men jeg er virkelig glad for det, og jeg gik ind til panelet af fem ansatte med løftet pande og et bredt smil. Jeg var nervøs, men brugte min retoriske baggrund og slappede af, talte tydeligt og svarede grundigt på spørgsmålene. Og rettede ryggen. Det sidste, tror jeg især, vil glæde min mor. 

Efter samtalen stressede jeg af med veninder og solskin, og bedst som vi sad og spiste pandekager på byens kræmmermarked, ringede telefonen, og den venlige forstander fortalte, at de gerne vil have mig tilknyttet til både vikar- og faste timer. Yay. Jeg gik hen til veninderne og lavede faktisk en yes-arm og gav de gode nyheder videre. Det var en rimelig god start på en weekend.

I denne uge har jeg fået planen for min introduktionsuge, hvor jeg skal følge med andre undervisere rundt og se, hvordan de plejer at køre undervisningen, og hvordan det hele hænger sammen, så jeg selv kan tage over senere. Jeg glæder mig til at møde de andre. Til at finde helt ud af, hvor mange timer det faktisk er. Til at komme i gang.

Og jeg er dødsens angst. For hvad nu, hvis jeg nu failer hidsigt? Falder til jorden med et brag? Ikke formår at holde ro og lære nogen noget!?

Men det er bare mit hoved, der fucker med mig. Det er ok, det holder mig på tæerne. Jeg er en dygtig underviser, så det kommer til at gå skidegodt! 

Oven i hatten har jeg fået svar fra et praktiksted, jeg sendte en ansøgning til, et lokalt reklamebureau. De har desværre ikke plads til en praktikant for tiden, men de synes, jeg ser spændende ud, så dem skal jeg ud at tale med i næste uge. Jeg håber, der kan skabes noget netværk og måske endda en mulighed for freelanceopgaver som tekstforfatter, når undervisningen nu ikke bliver på fuld tid.

Og måske også hvis den gør, for jeg har stadig lyst til at prøve kræfter med reklamerne, selvom det ikke kan blive et day job lige nu.

Det betyder, som jeg også skrev på LinkedIn forleden, at min mail er stadig åben for de projekter, som du lige mangler en dygtig tekstforfatter til. Skriv bare. Eller ring. Eller send en brevdue. Ude i højremenuen kan du se mit cv og læse mere om, hvad jeg kan.

Førstehåndsindtryk

Leave a reply

Jeg har lige fået en ny ven på et socialt netværk. Det er ikke én, jeg kender ude i virkeligheden, og han lader heller ikke til at være én, jeg kender fra et af de mange andre sociale netværk, jeg bruger. Men han lignede ikke umiddelbart en øksemorder, og jeg er generelt åben af sind, når det kommer til nye bekendtskaber online, fordi det oftest falder ud til min egen fordel og giver mange gode oplevelser, grin og visdom. Så jeg godkendte ham. Og læste hans bio.

Bio’en er der, hvor vi lige kort skriver, hvem vi er. På Twitter står der i min bio, at jeg er ‘bouncy in the head’, hvilket er lidt naivt og fjollet, selvom det for så vidt er sandt. Og nu har der stået sådan siden 2008, og det er efterhånden blevet en del af mig og mit online brand. Og da folk ofte bemærker, at jeg tænker skævt eller krøllet, ser jeg ingen grund til at ændre det. Heller ikke, selvom jeg har tilføjet, at jeg er jobsøgende og smidt et link til bloggen her. Jeg står ved at være mig, også når det er en lidt fortærsket selvbeskrivelse som bouncy in the head.

Men fyren her skriver som det første i sin bio, at han ikke har meget at byde på, men elsker det med at møde folk og hygge sig. Og jeg fik straks lyst til at skrive en besked til ham. Og sige, at han sgu aldrig må skrive sådan om sig selv. For det duer ikke at skrive sådan, når man henvender sig til andre. Og så iøvrigt for at ruske ham lidt for overhovedet at tænke sådan om sig selv.

Vi kan sammenligne det med at være til fest; de mennesker, vi gider snakke med, er ikke dem, der forsøger at gå i ét med tapetet, fordi de selv mener, de ikke er sjove. Det er dem, der går i ét med discokuglen, som tiltrækker sig opmærksomhed fra publikum. Fordi de udstråler, at de har alverdens gode ting at tilbyde andre.

Og det er det samme, når du færdes på nettet. Folk vil hurtigt nok dømme dig uinteressant og ingen tid værd, vi har begrænset tid til rådighed og vælger til og fra i ét væk, sådan er det. Men der er ingen grund til at hjælpe folk med at vælge én fra allerede ved første øjekast. Skriv i stedet bare, at du elsker at møde folk og hygge dig. Det er jo dét, du har at tilbyde folk.

Go forth and reklamér for dét, du har at bidrage med.

 

Nyt online cv

2 Replies

Der er lidt stille på bloggen for tiden (indsæt .gif af en vindheks, der triller gennem gaden i en mennesketom westernby), og det skyldes at jeg henne i virkeligheden knokler med at få lavet en del ansøgninger og ikke mindst et fint og fikst cv, som jeg kan vise frem i forbindelse med jobsøgning og praktikansøgninger.

Jeg mangler lige en tur forbi en dygtig fotograf, så jeg kan vedhæfte mit genkendelige kontrafej og lade publikum slippe for at skulle helt herind på bloggen for at finde et billede af mig. Men indtil da er jeg glad for at vise dette cv, som er udgivet på Issuu, ligesom jeg gjorde med #Twitterspecialet.

Og jeg bliver kun gladere og mere tilfreds, hvis du kommer med dit bud på, hvad der fungerer, og hvad der fungerer mindre heldigt, så kom glad med konstruktiv kritik.

 

Storytelling i Netto

Leave a reply

Mennesker har altid fortalt historier; rundt om et bål, i stuens tusmørke, og på biografens lærred. Historier er en af de kulturelle ting, som går igen, og som knytter mennesker sammen. Vi identificerer os med helten eller prinsessen (eller måske skurken, som alligevel altid er lidt sej), og vi synes, det er spændende at opleve verden gennem historier.

Netop derfor er Nettos nye reklameserie til tv en god idé; Netto har fødselsdag og i stedet for bare at råbe “FØDSELSDAGSTILBUD” så højt, de overhovedet kan, har de søsat en kampagne, hvor en reklamefilm viser historien om Netto.

Vi starter i 1981, og den rare stemme fortæller os, at folk i begyndelsen var flove over at gå med den gule og sorte Nettopose. Vi får at vide, at butikken i begyndelsen kun havde de mest basale varer som mælk og brød, og vi hører, hvordan de kom på at sælge spot-varer, som efterhånden blev deres kendetegn, og den bløde fortæller siger, at nu er der ingen, der skammer sig over at gå med den kendte, gule Nettopose.

På knap et minut får vi fortalt helt Nettos historie, før der, naturligvis – for det handler om salg, reklameres for en eller anden vare, der i anledning af fødselsdagen er sat hysterisk ned og bare MÅ købes. Men på det ene minuts fortælling om Nettos udvikling får seeren også en anden historie; historien om sig selv.

“Jeg kan godt huske…”, “Ja, det er da rigtigt…” og så videre. De tanker, enhver på mere end 30 år får, når de ser reklamen og opdager, at selvom de måske ikke har tænkt så direkte på det, så var det ufedt at gå med en Netto-pose og signalere billig mad og toiletpapir i 1985, i det tiår vi ellers uden blusel kalder fattigfirserne.

Og de mindes om deres egen udvikling sideløbende med butikkens, og det er her, magien sker. Genkendelsen skaber en samhørighed, publikum vil føle, at de har en fælles historie med butikken, og det påvirker deres syn på Netto.

Jeg er ikke sikker på, der køres mere smør eller flere kyllinger på transportbåndet, bare fordi folk oplever et fællesskab med en discountbutik, men det er helt sikkert værdiskabende på længere sigt, fordi butikken møver sig ind og bliver en del af sin kunde, den del som leder kunden i Netto frem for i andre butikker.

Kend din målgruppe

Leave a reply

Nu har jeg et par gange sagt, at du for at få succes på eksempelvis facebook blot skal se, hvad andre gør og så gøre det efter. Og det er også rigtigt, men det er ikke hele sandheden.

I kommunikation er en af kardinaldyderne, at man kender sit publikum. Sælger du stationcars til familiefædre, nytter det ikke noget at lave markedsføring med ord og billeder, som viser en livsstil eller et engagement, som ikke ligner målgruppens. Sælger du rejser til Sunny Beach, går det ikke, hvis du reklamerer med rolig afslapning og udflugter til ruiner dagen lang. Det er ikke dét, målgruppen ønsker, og hvis du reklamerer for det, rejser de i stedet til Ibiza eller andre strandparadiser, som lover sprut og lir. Står du med købsaftaler på Farmands Nye Stationcar må du have fat i viden om, hvad det er, familiefædre reagerer på, så du fanger hans interesse med din kampagne.

Og sådan er det med alle varer. De har hver deres målgruppe eller målgrupper, for der kan snildt være flere målgrupper til én og samme vare, og så må du rette dine kampagner ind efter dét.

Er du for eksempel grønthandler, kan du henvende dig til flere målgrupper; der er børnefamilierne, som har fokus på, at poderne får sund kost; der er træningsfolket, der har fokus på at få deres seks grøntsager/frugter om dagen; og så er der alle de helt almindelige mennesker, som lige spiser et æble eller bager en banankage i ny og næ. Og selvom sidstnævnte gruppe måske nok køber grønt i forbindelse med deres almindelige indkøb, kan det betale sig at tilgodese alle tre grupper i din markedsføring, hvis du vil have, at de køber deres sunde varer hos dig.

Men der er endnu en gruppe, du kan nå med din markedsføring af frugt og grønt. Det er dem, der gerne vil være som træningfolket; de personer, der måske ikke udlever det helt til punkt og prikke, men alligevel gerne vil – og synes, de kan – identificere sig med det pågældende segment, som strutter af energi og sundhed.

Det er gylden og grundlæggende viden i markedsføring, og det skal anvendes lige så vel på sociale medier, som det anvendes i traditionel markedsføring med annoncer og tv-reklamer.

Kend din målgruppe, tal til den og sælg din vare.

Om sovs og sociale medier

Leave a reply

Jeg er lige gået i gang med forberedelserne til aftensmaden i dag, og midt imens jeg hakkede løg, tænkte jeg, at kommunikation på sociale medier kan sammenlignes med en årelang, erfaringsbaseret udvikling af opskriften på den perfekte tomatsovs, som jeg netop var i gang med. Det er måske nok lidt våset og temmelig søgt, men det ér faktisk rigtigt.

Da jeg lige var flyttet hjemmefra, brugte jeg ingredienser og fremgangsmåder, som jeg havde luret af min søster og min mor, når jeg havde set dem være i køkkenet. Senere lærte jeg at stole på egne instinkter og idder, og den sovs, jeg laver i dag, ligger alenlangt fra den, jeg komponerede i 1997. Dels fordi min smag og mine behov har ændret sig siden dengang, og dels fordi jeg ved mere om, hvordan råvarer og tilberedning spiller sammen. Og det er netop sagen med social media.

Pointen er, at du og jeg og alle andre, som arbejder med facebook, Twitter og så videre, må lære af andres erfaringer, gøre vores egne, og få begge dele kogt ind til vores egen, gode sovs. Vi lærer det ved at se, hvordan De Store Succesfulde gør, vi sætter flueben ved visse metoder, streger andre sager over, og blander de gode ting sammen i en gryde, tænder for blusset og satser på, at det ender med at smage godt.

Og herefter gentager forløbet sig, vi lærer af egne erfaringer, sætter flueben og streger ud, holder stadig øje med De Store, Succesfulde, imens vi ligeledes skæver til de Fremadstormende, Nye Succesfulde og lader os inspirere af deres gøren og laden, alt imens vi blander flere sager i vores egen gryde, som får lov at stå og boble og simre. Før eller siden ender vi med en god sovs, som smager dejligt, mætter og er sund og fornuftigt sammensat.

Det tager noget tid, men som de fleste kokke kan fortælle, tager gode ting lang tid. Ligesom min tomatsovs, der får lov at stå og koge i fire-fem timer. Og ligesom dit sammenkog af erfaringer og visdom om strategier på sociale medier bør få lov at koge ind og udvikle sig, mens du smager på retten og udvikler dig med den.

Alternativt kan du jo ringe til mig, så skal jeg nok hjælpe, så du ikke starter helt på bunden med at finde ud af, hvordan løg smager, og hvor meget tomat, der skal i sovsen.

Eller hvordan du skal få dit budskab ud til publikum.

Strategi på sociale medier

Strategi på sociale medier