Folk spørger ofte, hvorfor jeg er på Twitter, hvad jeg får ud af det, hvordan det kan være, jeg overhovedet gider!? En af mine kolleger spurgte for et par måneder siden, hvad det kan, som facebook for eksempel ikke kan, og jeg gik straks i gang med at svare ham.

Og jeg er ikke holdt op endnu. For Twitter kan så meget, og så meget forskelligt. Det er, hvad man lægger i det, og det er alt muligt, man aldrig havde troet fandtes.

Da jeg skrev speciale, var jeg ind imellem utroligt træt af lortet og hældte vand af ørerne, bad om tips og var generelt teenagtigt præget af weltschmerz og det-går-aldrig. Men hver gang jeg skrev om det på Twitter, var der skuldre, som tog imod, ører, der lyttede (ok, øjne, der læste!), og ikke mindst var der ofte gode råd at hente. Og selv, når der ikke var konkrete råd eller vejledning, var der folk, som sagde “Gu kan du så, bare kom i gang!”

Når jeg lander et vikariat på biblioteket, lærer noget grafik på et kursus eller ser en blændende film og deler det med Twitter, er responsen overvældende. Skulderklap, ros, deling af egne erfaringer og videre anbefalinger udi eksempelvis kultur er der masser af på Twitter.

Jo, der er også en del, der bare er støj og ligegyldigt. Jo, der er meget, som jeg ikke er enig i. Men der er også alle de relevante nyhedslinks. Alle de underholdende og nogle gange horisontudvidende YouTubevideoer. Der er hadet mod speltfolket, glæden ved lchf eller palæo, som folk jo må dyrke, så tosset de vil, så længe de ikke pådutter. Der er fuldetweets, fødselstweets, lykønskninger til fødselsdage og bryllupper. Der er faktisk alt det, der er i alle andre sociale relationer. Bare forstærket og videregivet via Twitter.

Og så er der jo netværket! Nogen får job via kontakter på Twitter, nogen er helt sikkert også blevet gift via kontakter på Twitter, der er i hvert fald nogen, der har friet og svaret ja i tweets. Og, som jeg nævnte forleden, kommer der nogle gange helt konkret ud af kontakterne, i dette tilfælde billeder.

Jeg skrev på Twitter, at jeg trængte til ordentlige portrætbilleder af mig selv, som jeg kan bruge i jobsøgning; som profilbillede på facebook og LinkedIn, som jeg kan vedhæfte mit cv, når jeg sender det med en ansøgning, i det hele taget et billede, som viser mig på en ordentlig måde. Og ganske hurtigt svarede @Udkantsadam (ved @jeppeengells mellemkomst), at det kunne han da tage for mig.

Et par dage efter havde vi aftalt at mødes her i Randers, og som sagt (jaja, skrevet!), så gjort. Onsdag i sidste uge mødtes vi på Café Jens Otto, delte et par fadøl og talte en times tid, før Adam fandt kameraet frem, bad mig stille op med smil (“Ikke alle skal smile lige meget på billeder, men du smiler jo hele tiden, så du skal smile!”) og ellers slappe af og bare strike a pose på en afslappet og naturlig måde.

Spændingen var stor, da jeg dagen efter modtog  dette link, og lige med det samme blev helt begejstret for billederne, som er præcis så gode og professionelle, som jeg ønskede, samtidig med, at de bare viser mig på en fin og rolig måde.

De af jer, som følger mig på diverse sociale medier, har formentlig allerede set, at jeg har skiftet profilbilledet ud over hele linjen og såmænd også herinde på min ‘Om Kommunikatøren‘-side. Nu mangler jeg blot at sende det med en røvsparkeransøgning og se, om det gør en forskel fra det vinterblege buskort-billede, jeg ellers har haft på cv’et.

…og det er bare én af de gode ting, jeg knuselsker ved Twitter!