De stærke mennesker i Rusland

Ind imellem er der forlag og boglader, som udlover et eksemplar af en bog mod at få en anmeldelse. Og da Arnold Busck viftede med Leif Davidsens nyeste roman om Rusland, var jeg ikke sen til at række hånden op og råbe “Pick me!”

Dels fordi jeg er vild med Rusland, dels fordi jeg elsker at læse, og (mesten)dels fordi jeg godt kan lide udfordringen ved at skrive forskellige genrer. Og nu, hvor jeg arbejder med litteratur på biblioteket, er det oplagt at få stivet anmelderevnerne af.

Uden mere snak bringer jeg her min anmeldelse af Leif Davidsens roman Patriarkens Hændelige Død. Fortæl gerne, hvad du synes om bogen, hvis du har læst den.

patriarkenshændeligedød

Leif Davidsen er altid en fornøjelse at læse. Hæsblæsende plot, smukke beskrivelser og personer, man kan mærke indeni, er noget af det, der gør hans bøger gode og levende.

Ved romanens start er hovedpersonen i Grønland; Adam er en overfladisk tv-meteorolog, som filmes i heltepositur til et program, der er vand på møllen for klimapanikkerne. Han er flot, knalder lidt til højre og venstre, er klar over sine commitment issues og keder sig i sit job i fjernsynet. Han får at vide, at hans tvillingebror, som arbejder for den russisk ortodokse kirke i Moskva, er død, og han må rejse til Rusland med sin mor for at ordne sagerne efter dødsfaldet.

Efterhånden som begivenhederne ruller sig ud, og Adam vikles ind i de mere og mere suspekte hændelser, som omgiver tvillingebrorens død, bliver han klogere. Han lærer, at han ikke er all that all the time. Han er blot en brik i et større spil, og den viden er med til at udvikle ham. Ikke mindst igennem forholdet til de to russiske kvinder, politibetjenten og den unge pige, som er så forlibt i Adams hellige bror, bliver han smerteligt klogere på livet og sig selv.

Og som læser og tilskuer til det hele bliver man klogere på Rusland. Morens fortælling danner god grobund for alle misforståelser og de vilkår, som er så svære for almindelige vesterlændinge at sætte sig ind i. Ikke alt bliver forklaret, det er jo ikke en historiebog, men vi er med på, hvad det er, moren flygtede fra i sin tid, og hvorfor det er så svært at vende tilbage både for hende og for Adam.

Desværre er der i starten af bogen et par sproglige fejl, som skæmmer læsningen for en pedant som mig. Et russisk gadenavn skrives forskelligt blot fire linjer fra hinanden, og rock’n'roll skrives forkert, men de fleste vil måske blot læse udenom, så det skal ikke dryppe malurt i bægeret over en roman, der er en vellykket thriller såvel som et fint personportræt og introduktion til Rusland.

 

Man skal være lidt selvfed, ikke?

Sådan sagde en mand ved mit bord til frokosten på #DM13dk, da hans sidemand nævnte Twitter. Jeg blandede mig straks, for selvom han har en pointe, er jeg ikke enig.

I udgangspunktet er de fleste nok på Twitter, fordi de forestiller sig, at de har noget at byde ind med. Hvad enten det er sjovt (for sjov har vi også brug for), alvorligt eller begge dele. De fleste, jeg følger, veksler fint imellem de to og alle gråtonerne ind imellem.

En af præmisserne ved Twitter er netop, at det nogle gange bare er varm luft og pjat, det ved vi alle sammen, og det er formentlig sådan, de fleste kan lide det, eftersom vi bliver hængende. Andre gange kan vi lige vende emner som Livstestamente og do-not-resuscitate-ordrer eller holdningen til civil ulydighed. Dér handler det ikke ret meget om selvfedme.

Du kan sammenligne det med at sidde ved frokostbordet. Der handler det heller ikke om at være selvfed, når man deltager i samtalen og fortæller, at man da ellers kun havde hørt godt om Gran Canaria. (Tænkt eksempel, jeg har aldrig været på Gran Canaria. Desværre.) Det handler bare om at være med i samtalen og det sociale fællesskab. Og det er det samme på Twitter. Selvom fællesskabet om frokostbordet er fysisk, så vi kan se og røre hinanden, og vi på Twitter sidder med lidt større afstand. Konceptet er grundlæggende det samme. Nogen siger noget, og andre svarer. Social snak.

Og så er der det med Twitter, at man bare aldrig kan vide, hvordan et tweet modtages. Nogle gange synes jeg, jeg virkelig får hudflettet en træls sag eller får ramt hovedet på sømmet i forhold til en skarp politisk debat. Jeg sender et tweet, læner mig tilbage og venter på, at de andre reagerer på min åbenlyse genialitet. Og så sker der ikke en skid. Ingen svar. Ingen reaktioner.

Andre gange kan jeg tweete noget fuldkommen ligegyldigt, som mest af alt får mig til at ligne en sjuskedorte, der er lidt for ærlig og tweeter tomhed ud i æteren, som ikke vil gøre meget væsen af sig.

bhtweetOg så går der tyve minutter, og jeg får to retweets, 12 mennesker favourite’r tweetet, og der kommer fem nye followers. En stor succes.

Men lad mig slå fast; det er sgu svært at være selvfed med røven bar og nederdelen oppe om brystet!

Nyhedsbrev 101

Onsdag var jeg til #DM13dk i Holstebro sammen med en kollega. Vi hørte forskellige oplæg om alt fra SEO og linkbuilding til pressestrategi og tekst til nettet. Jeg lærte mange nye ting, og dagen efter lærte jeg lidt mere.

Det første oplæg, jeg så, blev holdt af Nikolaj Mogensen, der ved nogenlunde alt om SEO, hvordan man kommer i gang med det, og hvordan man arbejder videre, når man har fået det basale på plads.

I begyndelsen af oplægget opfordrede han os til at tilmelde os hans nyhedsbrev for blandt andet at få både de slides, han brugte i oplægget, og den whitepaper, han har skrevet om brugen af SEO. Da oplægget var slut, var jeg både tilmeldt nyhedsbrevet, havde adgang til whitepaperen og fulgte NikolajTwitter.

I går morges, da jeg mødte på arbejde, ville jeg printe whitepaperen, men før jeg kom så langt, fik jeg en mail fra Nikolaj. Nyhedsbrevet. Og det var fedt af flere årsager.

For det første viser det alle os, som tilmeldte os nyhedsbrevet, at vi er vigtige. Vi får et hurtigt tak for interessen ved at få tilsendt slides allerede morgenen efter. Og så er det en lille genistreg af Nikolaj, at han lige prikker til os og sender mere information efter så kort tid. Så glemmer vi ham ikke, og han gør sig selv mere nærværende og aktuel for modtagerne.

Jeg har ikke hørt fra andre oplægsholdere, og selvom jeg kan huske dem alle, så er det Nikolaj, jeg husker bedst. Simpelthen fordi han var hurtigst.

Første lektion i nyhedsbrev; send det med det samme!

Fandme fremragende

For en uge siden havde vi et arrangement på biblioteket omkring bogen Verdens Hårdeste Job, der fokuserer på den stigmatisering, man som arbejdsløs i dagens Danmark udsættes for. I oplægget fortalte forfatter (og meget andet) Pernille Marott, at blot en ud af syv i landet arbejder med noget, de faktisk brænder for. Det er trælsomt få.

Jeg kan godt tage mig selv i at tænke med længsel på den periode, hvor jeg kunne sove til kl. 8 hver eneste morgen, når jeg nu skal op lidt over halv syv. Og i weekender uden planer elsker jeg at rutte med tiden, ligge på sofaen med en bog og være længe om at koge gele eller bage rugbrød.

Men faktisk elsker jeg min hverdag. Lige fra jeg slår øjnene op, og til jeg lukker dem igen. Jeg er nemlig den ene af syv, og jeg føler mig utroligt heldig for det.

Hver dag går jeg hen på biblioteket og boltrer mig i sprog, formuleringer, projekter, puljeansøgninger, oplæg til kolleger, oplæg til (udenlandske) gæster (i dag på russisk!), sociale medier, planlægning af indholdsformidling, pressemeddelelser, koordinering af markedsføring, grafisk design, bestilling af juletræer (!), skrivning af julekort, annoncering, aktiviteter i Kulturhuset, Biblioteksklubben, blogindlæg, brevpapir, facebookopdateringer, tweets og Instagrams.

Nogle opgaver er lette, nogle af dem er svære, og nogle opgaver er så svære, at jeg går lidt i panik, når jeg skal i gang med dem. De fleste af opgaverne gør mig klogere, og samtlige gør mig gladere. Jeg elsker virkelig mit job.

Jeg får udfordringer dagligt, der er mange ting, jeg ikke har erfaring med og må lære forfra. Det kræver energi og vilje, og jeg knokler løs, for viljen har jeg, og energien får jeg af at løse de svære opgaver. Jeg lærer virkelig, hvad jeg kan, og hvad jeg nemt kan lære, og jeg kan mærke, at jeg styrkes fagligt og personligt hele tiden. For slet ikke at nævne de gode kolleger, som giver anledning til smil, latter og hovedbrud gang på gang på gang.

For nyligt blev mit vikariat forlænget for anden gang, og jeg kan nu se frem til at være #BibloIbs helt frem til marts, og dét vil jeg nyde. Også når vækkeuret gør væsen af sig i mørket kl. 6.40 i morgen.

Kom og vær med

Ude i den store verden har de længe vidst, at networking var vejen frem, og efterhånden er vi også ved at være godt opmærksomme på det herhjemme. En del af networking kan for eksempel være at deltage i LikeMind. Konceptet er, at man mødes med fremmede til morgenkaffe og ser, hvad der kan opstå og ske ud fra det.

I København har de kørt med LikeMind i flere år, og Aarhus har også været godt med. Jeg har desværre aldrig kunnet deltage i nogen af delene, men da jeg mødtes med Adam for at få taget billeder, aftalte vi, at vi da skal have vores egen LikeMind her i Randers.

Vi ved dybest set ikke, hvor stort potentiale, der er i det, for det er aldrig før blevet arrangeret her i området, men vores tanke er, at der må sidde masser af mennesker, blandt andet selvstændige, iværksættere, ledige, studerende og folk, som bare gerne vil møde andre, drikke en kop kaffe og eventuelt smide et visitkort eller en mailadresse fra sig eller slet og ret få en snak med os og hvem, der nu dukker op.

Og hvis du nu er én af dem, skal du da komme med! Vi LikeMind’er fredag den 18. oktober fra kl. 9 på Café Hugo i Brødregade. De laver god kaffe, det er midt i efterårsferien – og så er jeg der jo! Så der er faktisk ingen undskyldninger for ikke at være med, kom frisk.

Netværk er vejen frem

Alle steder står der, at netværk er tæt på det vigtigste, når det gælder om at finde job. Hele LinkedIn bygger på, at man deler netværk og kontakter og derigennem finder de der ‘nogen, der kender nogen’, som alle taler om.

Forleden skulle jeg skrive et blogindlæg om et arrangement, som biblioteket er med i, og i den forbindelse skulle jeg researche hovedpersonen Moonis Kamil, og da kom jeg blandt andet ind på hans LinkedIn-profil, så jeg kunne se, hvad han har arbejdet med, og hvordan han er uddannet.

Og LinkedIn har jo den feature, at den fortæller dig, hvem dit publikum er. Du kan simpelthen se, hvem der har været inde for at tjekke din profil. Og Moonis Kamil har åbenbart set, at jeg har været forbi. For han har været forbi mig efterfølgende.

Så nu tager jeg netværkshatten på og går over og hører et foredrag, som vist i øvrigt er ret spændende, og så håber jeg, jeg er modig nok til at gå op til manden bagefter og sige, at jeg er mig. Og måske nok lige nævne, at jeg er vikar på biblo, men leder efter noget permanent.

Et godt cv er et opdateret cv

Jeg går jo og hygger mig på biblioteket, hvor jeg både har fået større og mere strategiske opgaver og mere ansvar for mine egne og andres opgaver. Men jeg er samtidig klar over, at vikariatet udløber om halvanden måned, og så er det altså ledighed, dagpenge og kontrol ved Jobcenteret, som venter igen.

I virkeligheden er jeg dermed lige så jobsøgende nu, som jeg hele tiden har været. Blot med den forskel, at jeg ikke har alverdens tid til at pløje jobsider igennem og skrive kick-ass-ansøgninger, som jeg havde før.

Alligevel arbejder jeg på jobsøgningen, og derfor har jeg brugt tid på at få taget et nyt – og professionelt! – billede til mit cv, jeg er hele tiden i gang med at opdatere cv’et, så det er tidssvarende og viser, hvad jeg helt konkret kan, og så prøver jeg at huske alle de forskellige online cv’er, jeg har oprettet, sådan at en given fremtidig arbejdsgiver altid kan google og forvente at finde det mest relevante og opdaterede cv om mig og mine (fabelagtige!) evner.

I den anledning vil jeg lige vise min nye Vizify, den lille videosekvens, hvor du kan se, hvad jeg kan, hvad jeg før har lavet, hvor jeg har lavet det og blandt andet også de mere personlige aspekter i, hvordan jeg for eksempel tweeter og bruger Instagram.

Du kan se cv’et lige her, og giv det endelig videre til nogen, du kender, der mangler én som mig – eller tilføj mig som kontakt på LinkedIn, hvis du mener, vi kan have glæde af hinandens netværk.

Endelig, endelig!

I går postede jeg et link til et indlæg, som direktøren for Biblioteksforeningen har skrevet om vores mikrobiblioteker. Det meste er taget fra den pressemeddelelse, jeg skrev og sendte til såkaldt ‘biblioteksfaglige medier’ i vores pr-register. Resten er hans egen holdning, og han skriver, at han synes, det er spændende, hvordan Randers Bibliotek for ganske få midler (fire fuglehuse, 100 kasserede bøger og min tid) har skabt opmærksomhed omkring både bøger, læsning og selve biblioteket.

fuglehusweb

Opmærksomhed var netop pointen, da min chef og jeg satte os ned for at brainstorme og få gode ideer til, hvad vi kunne finde på i forhold til markedsføring af biblioteket i RandersUgen. Vi var lidt sent ude, så det skulle kunne løses hurtigt, og vi er en offentlig virksomhed, så det skulle helst ikke koste alverden. Og så opstod ideen om mikrobibliotekerne. Fuglehuse, hvor man kan tage en bog og eventuelt lægge sin egen, hvis man vil. Kæft, det var smart. Og det lader til, at det faktisk har virket. Jeg havde i hvert fald travlt med at få fuglehusene fyldt op, efterhånden som de blev tømt af læseglade randrusianere.

Og de falske titler?

Min hjerne kører ofte rundt i ord og vendinger, den har altid et lille fokus på sproggøgl og sjov. Og så kom jeg simpelthen til at tænke på, hvis man nu troede, at Ken Folletts store værk hed Jordens Gøgler, ville det være sjovt. Og hey, der er jo masser af bøger, man kan fejlhøre eller -læse titlen på, så det var bare i gang!

bogmærkerwebVi fik lavet otte forskellige bogmærker med de falske bogtitler og lagde dem på caféer rundt omkring, og så stak jeg nogle af dem ind i bøgerne til mikrobiblioteket. Og faktisk fik vi ret hurtigt en mail fra Morsø Bibliotek, som kunne tænke sig at lave postkort med vores falske bogtitler, som kunne uddeles ved Kulturmødet her i august. Absolut også en stor succes for mit lille markedsføringshjerte.

Som jeg skrev omkring på de sociale medier; “Vi kalder det #BibloIbsWIN”

Velkommen!

Jeg ved godt, du sidder derude og jones’er efter nyt om mikrobiblioteker og falske titler, men først får du altså lige noget andet.

Efter en måneds praktik og en måneds ansættelse i løntilskud er min stilling her på biblioteket endnu en gang blevet ændret. Jeg har fået et to måneders vikariat som kommunikationsmedarbejder, så jeg nu ikke blot sidder og skriver blogindlæg og laver foldere, men faktisk er med på trinnet ovenover, hvor det besluttes, hvordan tingene skal udføres, hvornår og hvorfor. Og det er rigtig fedt.

Jeg går glad på arbejde hver dag, jeg har travlt, og jeg elsker det. Mest af alt elsker jeg, at jeg kan mærke, jeg fandme er god til det her. Det vidste jeg jo hele tiden godt, men det er bare dejligt at mærke, at det faktisk holder stik, når det prøves af i praksis. Så du kan roligt ansætte mig fra 1. november, når vikariatet løber ud!

Når man arbejder på biblioteket, er man ansat af kommunen, og her i Randers betyder det, at man kommer på introduktionsmøde omkring kommunens organisation og værdigrundlag, og det var jeg til i går.

Mødet varer små tre kvarter, inkluderer en YouTube-film og en gave i form af en paraply med kommunens logo, og så inkluderede det faktisk et møde med kommunens leder. Det var nemlig kommunaldirektør Hans Nikolaisen selv, der tog ordet og viste alle os nye, hvad det vil sige, at være ansat i Randers Kommune. Og det er storartet kommunikation på flere planer.

For det første er kommunaldirektøren vant til at stå foran en større flok og fortælle om kommunen. Han er en god ambassadør, kender værdigrundlaget og kan fortælle med stor etos og troværdighed, om det faktisk forholder sig sådan i kommunen.

Og for det andet er det et rigtig godt træk, fordi det viser alle tilhørerne, os, de nye, at vi er vigtige. Der arbejder 7500 i kommunen, og når det netop er chefen selv, der tager sig tid til at stå og sige ‘goddag og velkommen’, sender det et klart signal og viser os, at enhver i denne kommune spiller en rolle for sammenhængen i arbejdet.

Oven i hatten giver han et menneskeligt indtryk af kommunen, når han som en nydelig, intelligent mand står der og er imødekommende og opfordrer os personligt til at stille spørgsmålstegn ved ‘plejer’ på vores nye arbejdsplads.

Det er rigtig godt tænkt, og allerede mens jeg sad og slubrede i min kaffekop og overvejede, hvordan jeg lige skulle få en paraply med hjem på cyklen, følte jeg mig rigtig godt taget imod i en ellers ret stor og uoverskuelig organisation.

Stort skulderklap til planlæggeren af intromødet!

Og indtil jeg selv får skrevet mere om mikrobiblo, kan du jo læse et indlæg fra direktøren for Biblioteksforeningen, hvor han kalder idéen spændende!