10. februarfiktion 2021

Simon kastede ud igen, og endnu en gang kom line og krog let og frit tilbage til ham. Han kunne ikke huske, han nogensinde havde stået så længe for så lidt. Han vidste ikke, hvad han ellers skulle.

Han stod i vand til midt på lårene, og strømmen havde lagt dyndet tykt om hans fødder. Han kunne ikke mærke dem, men de måtte jo være der. Han så ned, men de grå skyer, som jog forbi over ham, blev spejlet i den urolige overflade, og han så bare det mørke grønt fra slidte waders fortone sig nedefter og blive en del af det brune under overfladens brudte himmel. Fødderne måtte jo være dernede.

Han bøjede overkroppen lidt bagud, svang armene frem og tilbage i  store sving ud for skulderen. Kroppen drejede med armene, og med øjnene fulgte han linen og koncentrerede sig om at få buen stor og blød. Spidsen af stangen hakkede gennem luften, og snoren lignede radiobølgerne på en måler. Han trak vejret dybt, og hans tunge formede et ord, der næsten slap uskadt ud mellem de hakkende tænder, før det sammen med fluen blev taget af et vindstød.

Heller ikke denne gang var der noget, og han vidste godt, han måtte vende hjem og give op før eller siden. Men måske kunne han vente bare lidt mere. Så længe det ikke regnede, kunne han vel blive stående. Endnu et kast og endnu en tom krog, måske var det et dårligt sted.

Han havde kørt rundt og set kysten an ad nogle omgange, og der havde været flere med stænger og fangst herude. Og den lille udmunding af en bette å, der ramte den større fjord, havde virket så fin som noget andet, han havde drømt om. Nu stod han her og gloede på krusningerne, vandet gik ham til livet, og fødderne trykkede sig mod bunden.

Simon mærkede sine mundvige synke, og det sved også lidt i øjnene. Det måtte være begyndt at blæse op, tænkte han, eller måske var vinden vendt. Han skulle have haft hende med herud i dag, de skulle have hygget sig og siddet på brinken, og han var lidt usikker på, hvordan det var gået sådan her. Han kunne mærke, at halsen stadig føltes hæs og slidt efter de mange ord, der var løbet fra ham, før han havde rakt ud efter værktøjskassen og afgjort snakken.

Det var heldigt, han havde sat alt sit grej klar i bilen før sengetid i går. Og madpakkerne havde hun gjort klar som det første søndag morgen, så det var nemt bare at skræve lige ind over hende og tage termoflasken med kaffe fra køkkenbordet. Med en rolig hånd drejede Simon låget fast og stak termoflasken i madkurven, inden han lukkede døren bag sig.

Det var ikke nødvendigt at låse, havde han tænkt. Hun var der jo, og måske kom en af naboerne forbi og skulle ind efter noget. Han kendte dem ikke og vidste ærligt talt ikke, hvad de kom for at tale med hende om, men han havde da hurtigt lært, at der altid kom nogen i løbet af en weekend.

Og nu stod han her i brakvand, der trykkede jakken ind mod hans bryst. Simon løftede armene endnu en gang og kunne mærke noget koldt under højre armhule. Det bredte sig ned til maven og hoften i takt med armenes sving frem og tilbage, frem og tilbage. Det blev koldt i en stribe ned ad Simons ene ben og lidt efter var der vand i det andet ben af de tætte bukser. Simon slap linen og opdagede, at han ikke længere kunne se fluen lande.

Han var kold på knæene, og han lagde mærke til, at hans pik ikke blev holdt af underbukserne, men var blevet vægtløs inden i den forvaskede bomuld. Simon så ned i vandet, men kunne intet få øje på. Han slap fiskestangen og bukkede sig forover og mærkede med de stive fingre, til han ikke kunne bøje sig længere. Fødderne måtte jo være dernede.