11. februarfiktion 2021

De små højtalere fyldte rummet med bløde toner fra et fremmed strengeinstrument, der spillede roen frem. Eftermiddagens sidste sol nåede lige hen over genboens tag. Den badede lokalet i guld, og lyset fik de lilla måtter til at ligne himlen på en mørk sommernat. Der var otte måtter spredt ud på gulvet med god afstand imellem, og på hver af dem sad en knude af arme og ben og trak vejret.

Instruktøren gik på bløde fodsåler rundt imellem deltagerne og rettede på en skulder eller strøg over et lår, imens han kom med små instruktioner om stillingen. Hans stemme var så dyb og rolig, at kun den, han sad ved, kunne høre, hvad han sagde. For alle andre var det en sagte brummen, som bredte sig i rummet uden hørbare ord.

Louises lunger var klemt sammen bag ribbenene. Hun var så smidig, at hun nærmere var en bold end en knude, men hun lukkede øjnene og trak så meget luft ind, hun kunne.

Hendes næsebor udvidede sig, og hun mærkede brystkassen fylde mere og trykke imod benene, hvor de mødtes og ikke var enige om pladsen. Hun lukkede luften ud igen i et endnu langsommere tempo, og nød at mærke sin krop falde til rette med at vikle sig ind i sig selv. Vejrtrækningen faldt også til ro, og hun var en boble lige over måtten.

Der var mange, som syntes, det her var den mest umulige og krævende stilling, men Louise kunne godt lide den. Hun kunne mærke sin egen tyngde og var alligevel svævende let, og hun var sjældent så fuld af styrke, som når hun sad her og krøllede sig sammen. Og når Per kom forbi hendes plads, rettede han aldrig på hende. Han satte sig blot på hug ved siden af og lod knæene pege ud på hver side af hende, og så lagde han tre varme fingerspidser på det øverste af hendes ryg.

Han mærkede hende netop dér, hvor de sidste hvirvler stak ud, før ryggen blev til den smalle nakke, som uden brug af muskler holdt hendes hoved sammen med resten af hende i et langt stræk. Hun kunne godt lide følelsen af hans fingre mod huden, der føjeligt strakte sig efter ønsket fra hendes krop og kravet fra tyngdekraften. Han hviskede til hende, før han lod fingrene glide bort og gik videre.

Louise var klemt så meget sammen, at hun ikke kunne åbne munden, men hun følte stadig fingerspidserne på sig. Bag de lukkede øjenlåg kunne hun se tre små punkter mellem sine skuldre lyse op, og hun følte, hvordan hver bløde prik trak hende opad og hjalp med at strække og forlænge ryggen yderligere. Dybe indåndinger. Hun var varm, men det begyndte at blive koldt.

Per havde været rundt ved alle, han var tilfreds, og han løftede stemmen og bad dem gøre klar til at vende tilbage til salen og lægge sig rigtigt til afspændingen.

Alle otte på måtterne var som voksdukker og foldede kroppene ud trin for trin som en baglæns afspilning af, hvordan de var gledet ind i stillingen for mindst tusind år siden. Uden at sige noget begyndte hver af dem at lægge sig fladt på ryggen med armene ned langs siden og fødderne løst mod gulvet.

Foran spejlet stod Per i hvide hørbukser og den løse tanktop, der engang havde været turkis som græske kyster. Han strakte sig mod loftet med øjnene lukket og drejede sig fra side til side ude af takt med strengenes rytmer. Luften i rummet var pink og orange i solens sidste forsøg på ikke at give op, og Pers ansigt blev konturløst i farvevældet. Han skruede ganske langsomt ned for musikken, til den ikke kunne høres af en sjæl, før han vendte sig mod de otte måtter.

Solen accepterede endnu en gang sin skæbne og dykkede ned bag hustagene derude. Alle lukkede øjnene mod det bratte tusmørke og tog med, da Per bad dem slappe af og følge ham på en rejse.