13. februarfiktion 2021

Der gik en mand i parken. Det var skumring, og mørket bredte sig mellem træerne, der stod med planlagt uregelmæssighed på græsset, hvor de undlod at hælde ned mod den lille dam. Det var en gammel mand, som gik let foroverbøjet på en af de bugtende stier, og asfalten lignede blæk i dagens farvel.

Han havde lang, tyk frakke på, den lignede noget fra Sovjetternes hær, men hans bare hoved havde kun et par lette totter imod den hårde frost, som blev liggende i parken dagen lang, fordi solen ikke kom højt nok op til at få lov at stråle forbi granerne, der stod vagt ud mod boligblokken.

Det var overvældende koldt, og det havde været koldt længere, end de fleste kunne huske, at det overhovedet lod sig gøre. Kommunen havde opgivet at hakke hul i dammen for at give plads til ænderne, og de var blevet flyttet. Måske til en større sø, hvor en våge kunne holdes fri.

Manden så sig ikke omkring, han gik bare med små skridt videre og videre på stien. Han tog hver gang to små skridt med højre og et længere skridt med venstre ben. Det lignede en lille dans, og det fik de lange strå på hans hoved til at bevæge sig på en ellers vindstille aften. Man kunne ikke se hans fødder under frakkens udhæng, og hans hænder var gravet dybt ned i frakkens lommevarme.

På den sorte himmel hang en smal, gul negl imellem de få hvide prikker og lignede en spejling af den lille bro, der buede hen over bækken allernederst i parken. Selv rotterne, som boede her, havde taget flugten fra vinteren, og alt det gode, som folk i de første ugers frost havde smidt fra sig til ænder og måger, lå uspist hen ved siden af tomme fælder.

Bækken flød måske et sted under den glat puklede overflade, men den klukkede i hvert fald ikke længere, og grøften ved røret, som ledte den til havs, var frosset over som et spejl. Det jævne kluk havde været parkens stemme, lige siden der med et par års forsinkelse efter anlægningen kom vand i dammen. Parken var ikke sig selv uden.

Hrm, lød det fra frakken, og de blege kinder så lange ud, da manden gentog. Hrm, sagde han med større kraft, og skridtede i sine chasséer hen til den lille bro.

Det var ikke ret mange år siden, broen var blevet renoveret. Man kunne stadig se, at langt de fleste brædder og begge gelændre var nye.

Men der var nogle stykker af det oprindelige træ, og hvis man vidste, hvad man så efter, fik man øje på, at skruer og bolte var blevet genbrugt. Nænsomt pillet ud af det gamle træværk, der til sidst havde været farligt og uforsvarligt i en have med offentlig adgang, uanset hvor mange nostalgiske protester kommunen havde modtaget. Hver samling var blevet renset og fedtet og sat på plads i den nye bro, som dermed alligevel var den gamle bro. Manden havde trådt her så utælleligt mange gange, og han stod stille før det første bræt.

Hrm, lød det fra det lysende ansigt i bunden af parken, og så satte han en enkelt fod på det første bræt. Det frosne træ var sneet til og gået på og sneet til igen, og brædderne var glatte som bækken nedenunder.

Den gamle mand beholdt hænderne dybt i sine lommer, og da bækken var stille, hørtes kun lyden af en svag, metallisk ringlen fra de drevne hænder i lommerne. Under frakken lagde manden vægt på venstre fod. Han kom op på broen og chassérede karakteristisk med sin højre, så håret løftede sig, og lommerne ringlede igen.

Hrm, sagde den gamle mand en gang mere, og under ham begyndte det at klukke. Øverst på broens bue stod manden stille og så på månen. Håret strittede i sine totter mod himlen, og i kor med bækken lød der et suk. Før eller siden førte chasséerne ham helt hjem.