14. februarfiktion 2021

Erik blev vækket, da det spæde morgenlys ramte hans øjenlåg. Han lå på ryggen i sin seng og havde dynen trukket op til hagen. Det var dejligt varmt. Han flyttede sine hænder op på maven og mærkede, hvordan hans overkrop spilede sig ud og faldt sammen, når han trak vejret dybt. Det var dejligt.

Han tænkte på hendes hænder. Mary. Hun havde altid haft så bløde og nænsomme hænder, når hun rørte ved ham. Hvad enten hun aede ham eller tog fast i ham, når hun syntes, han var for meget. Erik lod hænderne glide op over brystet og ud fra dynen. Han strøg sig over kinderne og panden, men det er aldrig det samme, som når et andet menneske berører én med al deres ømhed. Stille skubbede han dynen ned til livet og satte sig op.

Fra sin plads i sengen kunne han se ud ad vinduet og nød at hilse på dagen med et blik på æbletræet, de to blommetræer og de mange buske, der om et par måneder ville fylde udsigten med blomster. Det havde de altid nydt sammen, ham og Mary. At gå nede mellem buske og træer og høre biernes summen og mærke duften af solbærbuskens blade, som fyldte næseboret. Nu var det vinter, og himlen var grå, så lyset var også gråt, træerne ligeså. Selv græsset var så blegt, at det så gråt ud.

Erik drejede sig og fik fødderne ned på gulvet. Det var godt, Mary for år tilbage havde insisteret på at købe de uldne sengeforliggere, så han ikke skulle fumle med slippers eller sætte sine morgenvarme fødder på det natkolde gulv. Hans tæer nulrede den lange luv et øjeblik, før han flyttede sin tyngde og rejste sig så forsigtigt, at det hverken knirkede i sengen eller hans krop.

Morgen efter morgen, år efter år havde han og Mary mødt dagene sammen, og altid havde de drukket den første kop kaffe i sengen ved siden af hinanden. Erik strakte sig en smule og rakte ud efter slåbrokken. Han skulle ikke blive kold om ryggen, havde hun formanet så ofte, at han nu aldrig overvejede, at man kunne have en morgen uden slåbrok til at holde sengens varme i kroppen lidt endnu.

Erik lagde sin dyne på plads i sengen, så den ikke blev kold, før han kom med kaffen. Det tog jo efterhånden en vis tid med den rutine. Først satte han vandet over og åbnede dåsen med kaffe. Der kunne lige netop ikke være et pund i, så den dag man købte kaffe, var der altid en kande ekstra, så intet gik til spilde. Det var nu længe siden, pakken her var blevet købt, og der var måske kun til to kander endnu.

Han satte næsen ned til kaffedåsen og tog en dyb indånding. Det var spøjst, som mange års vaner kan sætte sig i sanserne. En duft af kaffe og han følte Marys hånd om sin egen og hørte hendes latter. Den latter var det første, han havde kendt hende på, og han vidste ikke, om der kunne være tale om et liv, hvis han ikke havde dén latter ved sin side hver dag.

Erik smilede til de syv toppede skefulde, som én efter én blev drysset med løs hånd ned i filteret, der holdt balancen med tuden i termokanden. Han så ud på hækken foran køkkenvinduet. De havde prøvet med morgenkaffe ved bordet tæt på ovnen, men det gik ikke. De skulle følge med i havens årstider og se lyset skifte uge for uge, så de mærkede tiden gå sammen. Eriks blik blev sløret, og han tog et stykke køkkenrulle og duppede de løbende øjne.

Han plejede ikke at blive rørt på den måde, men måske var det datoen, der ramte ham. Det var jo længe før, nogen kaldte det Valentinsdag. Det havde bare været den dag, hun var væltet med sin cykel på markvejen bag hans forældres gård, hvor han kom gående. Og han havde samlet hende op og endelig i et virvar af løse ord fået sagt, hvordan det stod til med alle fuglene i hans mave og de pludseligt så løse elastikker i hans arme og hænder. Hun havde smilet højlydt og holdt ham i hånden, og det viste sig efter brylluppet, at hun havde udset sig markvejen til sit fald, fordi hun vidste, han gik den vej hjem fra købmandsbutikken, når han hentede varer for sin mor. Så længe havde de gået og skottet til hinanden uden at gøre noget, og så blev det en cykeltur på markvejen, der afgjorde det. Faktisk var det jo Mary, der havde afgjort det på den markvej. Erik lo en smule, da han hældte vand over bønnerne og nød den nye duft af kaffen, som nu var tættere på at kunne varme ham så trygt.

Det var spøjst med den slags vaner. Så indgroede, de bliver, at lige meget hvad der hænder, gør man bare det samme igen og igen. De to havde mødt alle årenes udfordringer med morgenkaffe på sengen, og han vidste netop, hvordan hun lød og så ud, når hun sad dér og tog imod koppen, lænede sig frem og slubrede den første mundfuld i sig.

Han havde altid sørget for at klage over den slubren mindst hver anden dag, så hun vidste, at han lagde mærke til hende, men i virkeligheden havde han alle dage nydt hver eneste lyd, hun kom med.

Den sidste kaffe var løbet igennem, og Erik stillede tragten fuld af grums hen i glasset på kanten af vasken. Som alle andre morgener hældte han kaffen op, tilføjede lidt mælk, lige præcis nok sukker, fandt den lille teske, og så var bakken klar.

Erik lukkede slåbrokken til igen og hankede op i sin bakke. Han lagde mærke til, at der var nye tårer på hans kinder, og det var da skørt, som han kunne give vand af sig i dag, tænkte han. Det er jo da bare en dag som alle andre.

Han havde elsket Mary i flere år, før hun væltede på cyklen, og han gjorde det stadig hver eneste dag med samme kraft, og det måtte en slidt mand vel nok blive bevæget af dér i den stadigt halvmørke entré på vej mod soveværelset.

Begge hænder var optaget med bakken, så tårerne blev, hvor de var, men han snøftede lidt, før han åbnede døren og trådte ind. Mary havde sat sig op i sin side af sengen og løftede dynen, så han kunne sætte sig hos hende. “Kommer du nu igen dér med våde kinder”, sagde hun med sit bedste smil, og de var alle det bedste smil. Hun lod to fingre løbe over hans tårer og tilføjede “Tillykke med bryllupsdagen.”