22. februar

Buketten stod i vindueskarmen, og en solstråle fik roserne til at ligne blod i farven. Mette lænede sig ind over den orange voksdug på spisebordet og fiskede birkes ud af tænderne, mens hun ventede på, at hendes søster sagde noget i telefonen. “Jamen, jeg forstår ham jo godt,” sagde søsteren endelig, “den er meget bedre.” Mette drak af sin kaffe uden at brænde sig. Hun forstod det også godt, men hun var ikke rigtig glad for, at hendes dreng nu skulle i skole ovre bag skoven, hvor alle vidste, at de havde fundet hans far under en gren.