3. februarfiktion 2021

Svend stod i soveværelset og så på det store spejl. Morgenens blege lys gjorde rummet gråt og alle konturer flød ligesom lidt ud. Han så op og ned ad sin krop og strøg sig selv over den varme, stramme hud på maven. Det havde taget ham lang tid at komme hertil, og det krævede både blod, sved og især mange tårer, men nu var han faktisk tilfreds.

Han klappede sig på overarmene som ved kuskeslag. Han vidste godt, der var mange, der syntes, at så store arme var for meget. Han kneb sig i den tynde hud helt inde, hvor hårene begyndte at gro. Det var hans arme, og det var ham selv, der bestemte, hvor store de skulle være og ingen andre. Slet ikke fremmede mennesker på stranden eller i Netto. Eller på Tinder.

Lige dén del bed faktisk stadig lidt, for Svend syntes, han var flot, og han var lidt træt af, at han reagerede på det, hvis der var et match, der spurgte, om det nu var sundt. De skulle jo ikke giftes de første fem minutter, og de kunne måske spørge ham, hvad han læste af bøger eller lavede om søndagen, hvis de ville vide noget.

Han tænkte på alle de timer, han havde brugt foran forskellige mennesker, der med hver deres metoder og tilgang havde fået ham til at arbejde så hårdt og stålsat. For hver gang han fik en ny, gik han mere til den, og det havde faktisk virket.

Han var endt med ikke at gøre som nogen af dem sagde, men plukkede bare lidt fra den ene og den anden, og han var stolt af sig selv. Han havde knoklet og fået resultater, og nu stod han her og kunne smile så glad til sit eget billede. Han lagde mærke til, at soveværelset var blevet lysere.

Dagen var på vej, og han kunne ikke stå her og bare glo længere, han skulle i gang med sine øvelser. Svend tog en dyb indånding, kyssede sine arme og blinkede farvel til manden i spejlet. Næste øvelse var inde ved symaskinen, fordi hans egen accept ikke ændrede på, at butikkerne kun lavede bukser i op til XXXXL.