4. februarfiktion 2021

Skoven er så skarp i sit nye grønne, at det næsten er svært at se på den uden at få tårer i øjnene. Små vinger fylder kronerne og skarpe næb taler sammen og skænder på hinanden og finder bløde ting og faste pinde til reder og æg og til fremtiden, som er her lige om lidt. Alt her er grønt.

En hund gør et sted bag stammerne, og et hoved drejer efter lyden. Snart følger råbet, og der er flere tunge trin i skovbunden, før der bliver stille igen.

Sidste års løv rasler under fødderne på dem, som vandrer i skoven, og selvom der aldrig er stille i foråret, er her tyst. Man kan ikke høre bladene folde sig ud og hilse på solen, men hvis man lægger hovedet lidt på skrå, kan man godt fornemme deres knasen og bløde smil i ribberne, når de tager imod strålerne og verden.

Tyst er ordet. På samme måde som sne gør verden tyst, gør de lunere dage skoven stille på en dæmpet måde. En morgen er luften bare blødere og dagen venligere, og siden bliver de varmere med bare en anelse for hver dag.

Og skoven tager imod med tykke kæmper, som vajer og svajer og rører hinandens fingerspidser, som bliver stadigt blødere. Men man kan ikke høre dem, som man kan om to måneder, når solen står højere, og alle ved, at solens lys og varme er noget, der altid er mere af.

På en lille skråning ligger en bøg, der væltede for fire år siden, og her sidder en mand uden et vide, at de grønne mærker fra den fugtige bark bliver enden på hans lyse bukser. Manden kigger ned på sine lærredssko. Det ene snørebånd går op, næste gang han tager et skridt, kan han se. Det sidder løst, og han har svært ved ikke at bukke sig ned og få orden på det.

Men han sidder bare og ser på skoene, imens hun taler. Han har hørt den stemme så mange gange, at han aldrig vil kunne beskrive den for en anden. Den bor i ham på samme måde som smagen af kartoffel og rugbrød eller nuancerne i det røde hår på hans arm.

Hendes skørt bølger hvidt foran ham nu, og hun spørger ham, om han godt kan forstå, hvorfor det må være sådan, hvorfor han skal glemme at bo med stemmen i sig. Og med det røde hår, som hun med en ferm hånd får til at lave en knude om en pind fra lommen.

Han har aldrig forstået det med pinden og knuden, hvordan det dog kan lade sig gøre at binde noget så fint på så sløset en måde.

Men han ved godt, hvad hun mener, og han ved godt, det er løvfald, før man aner det. Man må binde det op, før man kan binde på ny og få det rigtigt. Han giver hende ret. Sløjferne skal være pæne nok, ellers går det ikke.