5. februarfiktion 2021

Markus drømte ind imellem om, at vinden kom ind ad det åbne vindue i soveværelset og natten igennem trak sandet ind over ham. Tænk at vågne en dag uden alle de kendetegn, som viser andre, hvem man er. Bare være glat som et stykke papir i printerskuffen, så ingen kan se og tænke og tolke, hvem der gemmer sig bag kæber og kindben. Så havde de måske kun de brune øjne at vurdere ham ud fra, og han vidste, de lå så dybt under brynene, at ingen kunne se, hvad de gemte på.

Han skævede op mod den lyse himmel. Det var den slags sommerdag, hvor alt er dækket af et skylag så tyndt, at man næsten ikke kan se det, men tykt nok til at sende solens stråler gennem tusindvis af prismer, så man er nødt til at vende blikket mod jorden. Måske var det sådan, vi opfandt gud, tænkte han, imens han trak hætten godt ned i panden.

Han så på fliserne under de orange støvler. Gummisålen var ikke så tyk, at han ikke kunne mærke, når han trådte på striberne. Han havde gået her tusindvis af gange, og intet havde forandret sig. Det havde selvfølgelig ikke været helt det samme, for han var da blevet ældre, og de ansigter, han kom forbi, var nogle gange skiftet ud. Men der var længe imellem det nye, og alle øjnene så alligevel kun det samme, når han kom skridende med en hue skubbet ned til næseryggen eller hætten trukket så langt frem, som modvinden tillod. Altid vendte vinden samme vej.

Men han var glad nok for blæsten. Han mærkede hele sin krop, når vindstødene skubbede til ham, og den gav liv til tanken om sandblæsning. Og vindens hylen gjorde, at han ikke hørte småsnakken fra stierne inde i folks haver.

Han vidste jo godt, hvad de sagde. Han havde hørt det dag ud og dag ind i årevis, og i en periode havde han hørt det om natten også, men så var han holdt op med at gå i byen. De andre havde spurgt ham, om han ikke ville med, men lidt efter lidt var de holdt op og slog sig til tåls med, at Markus kun var noget for dem om dagen. Om aftenen og i weekenderne var han mere noget for sig selv.

Han havde overvejet at flytte væk og se, om snakken på stierne i haverne ville være en anden, hvis stedet var et andet. Men hver gang han stod foran skabet med sportstasken klar, var der noget, der kildede i øjet og fik ham til at se ud. Og der var jo det hele.

Havet og stranden, bådene med de trevlede flag, det fine sand, der altid var ved at blive noget andet. Han vidste godt, han ikke kunne leve et sted, hvor man ikke altid havde sand imellem de bageste tænder. Så han lukkede tasken og skubbede den tilbage under sengen.

En dag fandt Camilla tasken og smed den ud. Hun sagde, at det var, fordi den var jordslået, og hun var bange for, om det kunne give skimmel til huset og gøre den lille syg. Men han havde set gennem dørsprækken, da hun åbnede den lille lynlåslomme og rodede med hånden. Hun havde holdt de selvklæbende kvaster ud mellem tomlen og pegefingeren. Hun så ud, som om de var rotter fulde af sygdom og ikke det fineste pailletværk, han nogensinde havde syet.

Og så var rejsetasken omhyggeligt blevet mast sammen i hendes arme og lukket nede under posen med køkkenaffald fra i går.