6. februarfiktion 2021

Solen havde stået allerøverst på himlen nærmest hele dagen, og selvom den stadig var lidt bleg i det, var den fuld af varme til alle, der tog sig tiden. Alligevel var skyggerne jo begyndt at blive længere nu. Luften var skarp, og duften af overskårent græs og tændvæske lagde sig i alle haverne og skruede ned for de mange barnestemmer og fuglefløjt.

Ude på snoren hang både skjorter og bukser, og de havde lignet halve tinsoldater siden de blev sat fast med klemmer, da morgenen stadig havde været blå. Nu stod de rankt derude og var tørre. Marie så på dem, mens hun skar kartoflerne ud på det store skærebræt. Hvis hun gav ærmegabet en klemme næste gang, ville det se ud, som om overkroppene hilste.

“Mor, hvad griner du ad”, lød det omme fra spisebordet, og Marie sprang forklaringen over ved at spørge, hvor mange der ville have æg, og hvem der lige gad finde rugbrød frem. Hun hældte alle kartoffelstykkerne op i det sydende smør og tændte for det andet blus med panden til æg.

Lotte kom over og ville hjælpe med at slå æggene ud, og Marie var for træt til at sige nej, men alt for træt til at sige ja, så hun satte Lotte til at trække skamlen hen foran køleskabet for at finde en ostehaps til den lille. Det betød som regel, at der røg to.

Bagved hende lavede David lyde og den lille reagerede med en klukken, der fik Marie til at boble mere end smørret om kartoflerne. Hun slog alle æg ud i den samme skål og hældte dem over på panden.

Lotte skulle have en hånd ved køleskabet, og David sad stadig og lo med den lille. Hun skævede over til dem og så ham lave tittebøh uden en lyd for så lige pludselig at brøle bøh, så den lille næsten holdt helt op med at fungere af skræk og fryd. Det var vildt, som begge piger havde perfekte kopier af farens kinder med de fineste smilehuller. Og det var endnu vildere, hvor meget kærlighed hun bar rundt på til alle de bløde kinder.

“Hvem skal vendes”, råbte hun og fik lidt spredt fægtning som svar, så hun vendte hvert andet æg efter at have skåret dem fra hinanden med paletten. Det blev noget juks, for de kunne jo ikke vendes og ligge i de spejlvendte huller på den store pande. Det var derfor, det ellers altid var David, der spejlede æg, men nu sad han med ostehaps og en frikadelle fra i går og sørgede for, at der lige kunne være fordragelighed til noget senere end fast spisetid, fordi haven havde holdt sådan på dem i eftermiddags.

Lotte havde afleveret ostehapsen og ville gerne hjælpe mor igen, så hun fik lov at bære alle smøreknivene hen til spisebordet, før hun skulle vaske hænderne og selv være klar til mad.

Hun råbte højt, at hun var virkelig grundig, og Marie kunne høre, hvordan der kom vand alle steder hen og håbede, at bare lidt af det ville lande i barnets hænder og på de fingre, der helt sikkert havde fået ost på knivene allerede. 

David kom over og hjalp med at tørre de våde hænder og var meget imponeret over, hvor fint de engang så hvide ærmer også var blevet vasket, før han sendte Lotte hen på plads ved bordenden. De hørte en lille stemme hviske og en ostehaps blive åbnet, før der var smasken fra en lille fedtet mund og en anden fedtet mund, som fniste ad verdens største hemmelighed.

Maries skulder fik et klem, mens David tsk’ede ad panden og med sin bredeste mund sagde, at hun simpelthen var nødt til at lære det med æggene bedre en dag, og hvad skulle de dog gøre uden ham, hva… “Jeg aner det ikke”, sagde hun til ham og bad ham om aldrig at forsvinde. Han kyssede hende og sendte hende hen til bordet med rugbrødet, som ingen andre havde fået hele vejen til bords.

Marie satte sig og så sin mand levere kartofler og skæve spejlæg til alles tallerkner, før han satte panden ned i vasken og lukkede døren til terrassen. Lugten af græs og tændvæske hang ved i køkkenet, og David kiggede på hende, da han satte sig.

“Så er vi klar”, sagde han og blinkede til hende. Hun smurte sit rugbrød og dryssede salt på ægget.