7. februarfiktion 2021

Den grå morgen begyndte at sive ind ad vinduerne, der hvor gardinerne ikke sluttede helt tæt til rammen eller hinanden. Så soveværelset med køjesengen var hurtigt så lyst, at Anne kunne se rundt i rummet. Hun var ankommet i mørket i går aftes, og selvom hun havde tændt lyset og var gået rundt i alle rum, var det noget andet, når dagen hjalp hende med at se det hele. I dagslys kunne hun se, at det ville blive en god pause med en uge i sommerhus, selvom hun var der alene.

Hun strakte sig under dynen, og fødderne stak udenfor og fortalte, at det var køligt. Det var stadig sommer, men vi var langt forbi de lyse nætter, og et hus af træ bliver åbenbart hurtigt koldt, selvom dagene er fulde af sol. Men op skulle hun jo.

Anne lavede en kop te, mens hun så ud ad køkkenvinduet. Hun vidste godt, der var en elkedel et sted, men hun satte den lille kasserolle på gasblusset og nød både lugten og lyden af den varme, der var på vej. Med koppen i hånden gik hun ind i stuen for at åbne havedøren, men gik i stå på det lille kludetæppe og var lige ved at tabe teen.

Uden for havedøren stod en lillebitte, ja, hun vidste ikke helt, hvad hun skulle tænke, men person kom tæt nok på til at kunne bruges. To små øjne stirrede på hende, mens munden derude åbnede sig helt og så lukkede sig med et smæk, hun næsten kunne høre.

Det kunne jo ikke være rigtigt. Anne lukkede sine trætte øjne og åbnede dem igen. Den lille person var væk, men hun så det grønne tøj ryge ud over kanten af terrassen bagved en træstub, der stod og pyntede med en potteplante ovenpå. Nu var Annes mund vidt åben, til hun lukkede den uden en lyd.

Ude på terrassen stillede hun teen fra sig på bordet, før hun klarede de tre trappetrin ned i græsset med et enkelt skridt. Hendes bare fødder blev kolde i det morgenvåde græs, da hun gik om til krattet, hvor noget, eller nogen, var forsvundet ind i brombærrene.

Der var en lille hulning i de tætte grene, men det lignede ærligt talt mest en veksel fra rådyrene. Eller også boede der ræve i skråningen, eller måske en grævling, hvem ved, hvad der lever i et brombærkrat.

Anne stod med sine hænder på hofterne og så sig om. Der var mærker i græsset fra terrassen og hen til krattet. Hun rystede på hovedet. Der var masser af små stier på duggede plæner, for der var masser af dyr i området. Sådan var det. Hun gik op til sin te og satte sig på den lille stub, der faktisk godt kunne kaldes en skammel, hvis man lige flyttede blomsterne.

Hun brugte hele dagen på at gøre sine indkøb, at bade og sole sig på stranden, og hun gik en lang tur rundt om klyngen af sommerhuse og var forbi for at hilse på de heste, hun så i en fold ved en stikvej fra stien. Men hun brugte egentlig mest dagen på at tænke på de to øjne, der havde kigget sådan på hende i morges. Hun vidste bedre, men hvad nu hvis der faktisk boede…nogen i skråningens krat?

Hjemme i sommerhuset var der ingen tegn på små fødders gang over græs eller gulv, og Anne lavede sin aftensmad og spiste på terrassen. Det var kun for at få mest muligt sol, hun drejede bordet og stolene, så ansigtet vendte mod brombærrene.

Hun fik ikke rigtig sovet den nat. Hun lå og så ud i mørket og lå så stille som de døde, mens hun lyttede efter hvad som helst. Og lyde var der nok af så tæt på rigtig natur. Der var en ugle i nærheden, og hun hørte grene knase mod hinanden, et sted var der tunge vingeslag, og efter en sommer i solen gav det tørre træ på terrassen sig i mørket. Eller var det fodtrin på brædderne, hun kunne høre? Hun holdt vejret og spændte ørerne. Men hun vidste godt, det var noget pjat at ligge der og håbe på… feer, eller hvad der mon fandtes, som gik rundt i grønt tøj og knap var bare en fod høj.

Hun slappede af igen og lyttede videre til huset og træerne og alt omkring hende. Og som det så ofte sker, blev det alligevel morgen, uden at Anne fik hørt lyden fra alle timerne. I morgenlyset smilede hun lidt ad sig selv, da hun trak dynen af og stod op. Og fniste, imens hun lavede sin morgente. Da hun gik ind i stuen, var hun nået til helt at le højt, fordi hun havde drysset mel ud på gulvet foran havedøren og ladet den stå åben natten lang.

Men der var fodspor i melet, og den småkage, hun havde efterladt på en underkop, var blevet til små krummer og fire chokoladestykker, som sirligt lå ved siden af hinanden på kanten.