8. februarfiktion 2021

Radioværten holdt endelig op med at tale og satte musikken i gang. Det var West End Girls med Pet Shop Boys, og det var mange år siden, Line sidst havde hørt den, men ordene kom med melodien alligevel. Hun tænkte på sin teenagetid, da hun lærte den at kende. Der var da også noget med, at East 17 havde lavet en udgave af den sang, og for første gang i lang tid, overvejede hun, hvor hendes cd’er var blevet af. Der var mange store øjeblikke på alle de små skiver.

Which do you choose, the hard or soft option, spurgte hun automatisk i kor med Neil Tennant. Line lagde bogen på skødet og så rundt i stuen. Hun havde sunget den linje mange gange i sit liv, men aldrig været helt så klar over svaret, som hun var nu. I virkeligheden havde hun nok bare aldrig overvejet, at det var et spørgsmål, som man reelt kunne tage stilling til.

Lejligheden var næsten tom. Soveværelset var møbleret med bare en skibsbriks fra hendes fasters pulterkammer, som næsten var bred nok. I stuen stod en lav reol, som havde bøger på alle sine hylder og bøger ovenpå, og ved siden af stod der bøger i stakke, og det var ikke til at sige, hvem der støttede sig til hvem. Fjernsynet var placeret på det havebord, der havde stået på altanen, da hun flyttede ind, og hendes kaffekop stod på et sofabord, der egentlig var en to-trins skammel fra IKEA.

Men så var der sofaen, som hun havde fundet i en genbrugsbutik til 250,- kroner. Damen i butikken havde rystet de blålilla krøller og fortalt, at de havde haft den stående længe. Line købte den med det samme uden overhovedet at overveje, hvordan den skulle komme hjem til hende.

De violette krøller nikkede og forsikrede om, at butikken havde udbringning, og det var endda til samme pris, som sofaen kostede. Tre dage senere var to mænd trillet op foran lejligheden i en lille bil. De vippede sofaen af deres trailer, hankede op i den og bar med prust og støn og lidt grimme gloser det gamle møbel op på anden sal og ind i hendes stue. Liggeunderlaget fra de mange kolde shelterture havde sammen med kludetæppet været stuens bløde sted i mellemtiden, og begge dele var røget langt ned i skakten, endnu før gadedøren smækkede efter bærerne.

Line lod hånden løbe over sofaens røde fløjl og bevægede læberne uden rigtigt at synge hørbart med. Hun havde ikke engang kunnet købe en sofa, der var blød, men faldt for den, der var upraktisk i farven og præget af spændstig polstring og stramme fjedre. Hun rejste sig og skruede op for radioen og sang med. A dead end world.