9. februarfiktion 2021

Bare én sidste levering, og så kunne Jens tage hjem til sin Laura. Han var blevet to timer længere igen i dag, og han vidste godt, hun led under det.

Han ville også tale med chefen om det i morgen, men der var jo så sørens travlt, og hvis han nogensinde ville slippe for at køre ud som den sidste, måtte han lige stå det igennem og vise, at han ikke var bleg for at tage del i det hårdeste og støtte firmaet, når der var behov.

Alle vidste, at chefen vurderede folk på indsats og loyalitet, og det her lockdown havde ligesom kun gjort alting mere tydeligt. To var blevet opsagt, fordi chefen syntes, de ikke helt løb hurtigt nok.

Og ok, der kunne Laura faktisk godt have en pointe om, at han selv tog for meget på sig. Chefen løb jo ikke hurtigere, bare fordi der var to mand færre på job, det hele faldt tilbage på Jens. Det var fint nok at tage ansvar, men man skal jo ikke lade sig bolle i røven uden glidecreme, bare fordi man gerne vil have sin løn.

Det var ikke første gang han havde hørt sin kone tale sådan, men han kom stadig til at grine ad det. Det havde helt indlysende ikke været den bedste reaktion, og Laura havde set på ham med sine store brune øjne, og så havde han givet hende ret. For hun havde jo ret.

Han skulle måske nok formulere det anderledes, når han talte med chefen i morgen, men pointen var god nok. Og han kunne nok godt finde noget imellem hendes sprog og det, han ellers ville sige af sig selv.

Egentlig anede han ikke, hvad han ville sige af sig selv, når det kom til stykket. Hans far havde nævnt, at chefen bruger sine mænd, som man bruger polske havneludere, men den formulering måtte han nok også hellere undgå.

Det var en underlig tid, når ens far og kone kunne være enige om chefen, når de ellers altid brugte enstavelsesord over for hinanden og lod Jens og moren sidde og tale om vejret og naturfredning, som er gået helt over gevind, mens Laura og hans far tyggede frikadellerne mindst 40 gange og drak, når der blev sagt skål.

Jens smækkede bildøren og krydsede den sidste adresse af. Overstået. Fyraften kom små tre timer for sent, og Laura var helt sikkert gået i seng, når han kom hjem på den tid.

Det kunne være, hun havde lavet mad til ham alligevel. Måske havde hun stillet en tallerken mad i ovnen eller måske en bøtte med noget i køleskabet. Bare helst ikke som forleden, hvor der stod en håndfuld kogte rosenkål på en tallerken på hans plads. Det lugtede stadig i spisestuen, fordi de havde stået der så længe, og det var lidt ubehageligt, når man slet ikke kan lide rosenkål.

Han låste sig ind og gik igennem lejligheden uden at se sin kone. Der var heller ikke mad på spisebordet eller i ovnen eller i køleskabet, så Jens gik ud og fandt sin tandbørste, slog en streg og gik ind i soveværelset. Under dynen lå en tom pizzabakke og var fuld af svar.