Kom til pointen

En dygtig kommunikatør vil fortælle dig, at du kun kan sende ét budskab ad gangen. Skriver du flere ting på samme tid, bliver det svært for publikum at afkode pointen, og så vil enhver pointe formentlig gå tabt og dit arbejde være spildt.

Det er langt hen ad vejen rigtigt, og jeg er selv en af dem, som råber op om, at du skal nøjes med én eneste pointe, når du sender noget af sted til din modtager. For det er helt rigtigt, at jo mere information, du kaster efter folk, jo sværere bliver det for dem at adskille og indtage de forskellige ting.

Som afsender betyder det helt konkret, at din første opgave – før du sætter dig til tasterne – er at finde ud af, hvor dit fokus er; hvad er det vigtigste i netop denne tekst? Og jo, det ér muligt at vælge én eneste ting som fokus, selvom dit emne er indviklet.

Mit bedste trick er at forestille mig, jeg skal fortælle noget til min mor. Hvis jeg skærer helt ind til benet og kun må sige én sætning om emnet, hvad er det så, jeg fortæller hende, så hun ved, hvad det drejer sig om. Det er et enkelt trick, og det lyder åndssvagt, men det virker. For mig i hvert fald, måske skal du tænke på din sidemand på kontoret, din kone eller en helt tredje. Det er sådan set ligemeget, bare du får svaret i én eneste sætning.

Den sætning kan passende være udgangspunkt for overskriften, en eventuel manchet og for første afsnit af din tekst. Så bliver din læser glad og tilfreds.