En jobsamtale

Stillingen var ikke som sådan opslået, jeg så den på facebook, hvor en bekendt skrev, at nogen søgte en tekstforfatter. Godt nok efterlyste de ‘prisvindende koncepter’, men jeg tænkte, at selvom jeg endnu ikke har leveret nogen, så kan jeg jo sagtens komme til det i fremtiden. Hvis jeg får foden indenfor!

Så jeg tænkte mig selv som vare, et produkt, der skal sælges. Hvordan sælger jeg mig selv til en skidedygtig reklamedame!?

Jeg satte mig med et papir og brainstormede, og jeg kom frem til, at jeg ville lave en infografik om mig selv. Jeg er ikke lige stærk i Adobe-pakken, så jeg hentede et program til mindmapping og skrev “Iben Christiane” i midten af det, og så begyndte jeg ellers at fylde på.

En filosofi om kommunikation. Et fagligt fundament i retorik og nordisk. Lettere klichéfyldte personlige egenskaber. Se mig, jeg har let til latter. Ligesom fem millioner andre ansøgere, jo. Jeg tog stilling til mig selv, slog på de ting, jeg mener, har relevans og sendte en mail med det samme. Der gik ikke en time, fra jeg så det på fb, til jeg havde sendt mailen.

Næste morgen var der svar. De søgte jo godt nok en, der havde lidt mere (noget som helst) erfaring, men hun syntes, jeg lød interessant og ville gerne se mig. Jeg døde af jubel. Og straks efter af angst og tanken “Jamen, jeg KAN jo ikke noget!” Men det kan jeg jo. Så jeg tog en dyb indånding og skrev, at jeg godt kunne komme til samtale.

Og her starter historien om et crash and burn.

For hvor jeg tænkte ansøgningen konceptuelt og kreativt, lod jeg samtalen være. Jeg blev bedt om at medbringe noget, jeg har lavet, og det eneste, jeg kom på, var at tage mit praktikarbejde med. Men dels er praktikarbejdet to år gammelt og derfor lidt ude af trit med nutiden. Dels var det behæftet med en masse disclaimere, jeg havde jo ikke haft så megen kreativ frihed i mit arbejde dengang. Og dels er jeg et helt andet sted rent formidlingsfagligt og kreativt nu, end jeg var for to år siden.

Jeg mærkede det med det samme, da jeg sad i den varme stol over for den utroligt søde og imødekommende kvinde fra bureauet. Jeg havde simpelthen fejlet. Jeg havde glemt at tænke på samtalen som endnu en salgssituation og slet ikke husket, at jeg også hér skulle gøre indtryk, som jeg gjorde med mindmappet over Iben Christiane.

Nu søgte de, som nævnt flere gange, noget helt bestemt, og jeg bliver ved at sige til mig selv, at det primært var derfor, jeg ikke fik jobbet. Men jeg véd godt, at det også var, fordi jeg simpelthen glemte at sælge mig selv i samtalen.

Men så lærte jeg noget! Ikke alene, at jeg skal gennemtænke samtalesituationen, men også at reklamedamer er skidesøde. For hun gav mig mange tips og meget at tænke over, og selvom jeg stadig ikke har et job, så har jeg masser af gåpåmod i forhold til reklamebranchen. Jeg kan sgu godt blive en kick ass tekstforfatter. Og nu har jeg nogle helt konkrete værktøjer til at nå målet.

Og hvad vigtigere er; jeg lærte jo faktisk, at jeg godt kan stikke næsen frem og råbe ‘Se mig, se mig!’ – og regne med, at det virker.