Et helt nyt liv

Sidste vinter gik og jeg og var sur på det hele. Jeg stod på bunden af livet med endnu en tur i stressmøllen og endnu en fyresedde. Jeg så alle de ting, jeg ville, og alle de ting, jeg skulle, falde fra hinanden for øjnene af mig. Og jeg forstod det ikke, jeg var træt af det, og jeg syntes helt ærligt, det var urimeligt. Så jeg pjevsede og peb til min veninde, og hun fortalte, at en af hendes andre veninder havde noget klogt at sige mig om det hele.

Jeg gjorde ikke noget ved det, fordi jeg tænkte, at mine issues var mine, og dem kan jeg ikke bare tvære ud over andre, som jeg ikke engang kendte særligt godt. Men denne her anden veninde skrev til mig en dag, at nu skulle vi tale sammen. Hun dukkede op med varmt tøj, guf og en termoflaske med kaffe, og så kørte vi i skoven. 

Som tredjegangsramt af stress har jeg hørt de fleste klappåskulderenhistorier og folks anekdoter om, hvordan tante Anna klarede skærene, så jeg var spændt på, hvad dagen kunne bringe. Jeg vidste godt, at veninden ikke ville komme med den slags platituder, for selvom jeg endnu ikke kendte hende vildt godt, vidste jeg, at det gør hun aldrig. Så jeg sagde bare okay og tog med ud i frosten for at blive klogere.

I skoven spurgte veninden mig til min stress, hvor den kom fra, hvad der satte det i gang, hvornår jeg har det godt, hvornår jeg har det skidt, hvordan jeg har det skidt, og hvordan det er, når jeg har det godt. Og jeg svarede på alt muligt om min skolegang, om studieliv, om erfaringer med arbejde, venner, interesser, stress, depression, familie – om hele mit liv. Hun spurgte, jeg svarede, jeg spurgte, hun fortalte, og vi snakkede fuldkommen åbent og tillidsfuldt. 

Til sidst fortalte hun, at det lød som et mønster, og jeg måbede, da hun lagde det hele sammen og sagde ‘Jeg tror, du har ADHD.’

Jeg er generelt åbensindet, og jeg vil hellere vide ting end gå uden om noget, bare fordi jeg måske har svært ved at begribe det, men ADHD? Nej. Jeg har aldrig i mit liv været hyperaktiv. Men det var en forventelig indvending, fandt jeg ud af, for det vidste hun da godt, og så spurgte hun, hvordan mine tanker monstro ser ud i hastighed?

Og lige indtil da havde jeg levet i en verden, hvor alle mennesker har en ottesporet motorvej flankeret af en skov af skilte og vejvisere i hjernen. Man kender jo kun sine egne tanker, og jeg antog da, at alle andres måde at tænke på i store træk er magen til min. Det er den bare ikke. Og så lærte jeg, at hyperaktivitet er mange ting. Det er for eksempel at have tyve faneblade åbne i hjernens browser og altid være aktiv på dem alle sammen, imens man hører sin yndlingsplade, bager boller og prøver at læse en bog. Jeg begyndte helt at grine ad det, fordi det var så genkendeligt. 

Min skepsis var dog stadig til at føle på, da vi kørte hjem, og jeg blev smidt af med store kram og solide løfter om bedre tider.

Og med mange spørgsmål i malet med refleks på skiltene ved min hjernes motorvej. Så mange, at de var overvældende, og jeg sundede mig lige lidt. Men så blev jeg nysgerrig, for tænk nu hvis… Det er ikke altid lige rart at få svar, men det er umiddelbart bedre end at kæmpe blindt. 

Jeg fandt en masse information fra Psykiatrifonden, ADHD-foreningen, amerikanske journaler, populærvidenskab og psykiatrien i regionerne og læste om ADHD i et par timer. Jeg læste om barndom og ungdom, om voksenliv, skolegang, arbejdsliv, og jeg læste især om piger og kvinder med ADHD.

Pigernes er historien om at mærke, man ikke er som de andre, føle sig lidt skævt placeret i verden, være umoden og en late bloomer, have store følelser over hele skalaen, prøve at passe ind og stræbe efter at gøre som alle andre, uden at forstå hvorfor eller hvordan de gør, som de gør, og om at blive slukøret, ked af det og selvbebrejdende, når alle de opslidende manøvrer alligevel ikke virker, og man til stadighed ser, at man mangler en eller anden krypteringsnøgle, som de andre åbenbart har fået udleveret.

Det er også historien om at have mange tanker på en gang, være fuld af skæve indslag, at være utålmodig, ilter, ivrig, at blive træt – så træt! – af lyde og mennesker og bare verden omkring én, om kreativ og lateral tænkning, om at have svært ved at komme i gang med ting, man bare skal, om at være dårlig til planlægning og struktur, have svært ved at mønstre interessen for noget, der ikke af sig selv er spændende – forvirrende nok sammen med en uhørt evne til fokus på de virkeligt interessante ting, og det er historien om at leve med hele tiden at kæmpe og ende med flere besøg på lægekontorer og psykologbrikse med depressioner og stress og angst, og jo mere jeg læste, jo mere så jeg faktisk historien om mit liv. 

Det er fjollet og patospoetisk banalt at sige, at jeg tog i skoven i én virkelighed og kom hjem i en anden, men det var vitterligt min oplevelse.

Det er stadig den nye virkelighed, jeg lever i, og jeg kan godt lide den. Den har dog også ført mere kamp og flere manøvrer med slid på de små kræfter med sig. Der kommer mere af det hele.