Kapitel 10

Andemad

Der er snart gået ret mange dage med ikke rigtig noget, og Nisse Bent tænker så småt, at hans hue er tabt for tid og evighed. Han trækker futtehuen på og overvejer, om han måske skulle snavse den lidt til, så det blå ikke står så skarpt imod en grå verden. Han tænker på den fjer, han fik med fra de fem høns.

Nisse Bent tror ikke på, at ænderne skulle have noget at gøre med huens forsvinden, men han kunne jo godt gå ned og snakke med dem. For vandkanten er fuld af mudder, og mudder passer lige i farven til vinternatur. Hans egen natur er der jo også, så Nisse Bent svinker ind i huset, og så er der krummer i hans fodspor hen over marken.

Et par skridt fra vandet stopper han og vinker til den store andrik, og Rasmus kommer op fra vandet og svupper de få skridt gennem pløret. Blå er da egentlig en meget fin farve til en hue.

Nisse Bent spørger til hønsenes snak om tumult, og Rasmus krøller halefjerene lidt op. Han siger, at ænderne ikke har haft bøvl og besvær, for de passer faktisk bare sig selv i modsætning til visse andre næbbede typer, så dét kan han ikke hjælpe med overhovedet. Nisse Bent skæver til mudderet, som flyder op over de brede svømmefødder, og skal lige til at sige noget, da Rasmus pludselig råber.

Han står netop og kommer i tanke om, at han da for nyligt hørte et væld af rasende hvæs fra gæssene ude på engen, så han synes, Nisse Bent skal gå ud og høre, om de har været en del af tumult og ballade. Han synes også, det er et rigtig godt tip, som fortjener en belønning, og kigger lige på Nisse Bent. Længe.

Og så hapser Rasmus selvtilfreds en pebernød i sig, siger ‘op med næbbet’ og glider ud i sit vandhul. Der er suk i Nisse Bents lunger, da han går tilbage over marken.

Er han mon ved at få pip? Har alle andre fået det? Hvorfor skulle gæssene have noget med huen at gøre? Hvad skal han overhovedet snart regne med?

#balladenomnissebent #juleibsfortæller #flereforbandedefjerbolde #kanmanregnemednæbbedetyperograppereplikker #semedimorgenhvæsduvilvidemere

Nisse Bent siger mut farvel til andrikken