Kapitel 7

Kattepine

På en sten i haven sidder Nisse Bent og kigger ud i luften. Mælkeskægget strammer på læben, og hans mund føles som en af de oste, han har set liste hen ad fadet, når man lukker den ud af køleskabet længe nok. Der er ingen fugle på foderbrættet, og han har vist været lidt for meget i kagedåserne til at stikke efter mere knas allerede, så nu sidder han bare her og smager dårligt.

Han skæver til himlen i fuglebadet. Der kom masser af regn i går, og vandet ser frisk og ikke rigtig snavset ud. Måske en enkelt lille mundfuld lige kunne tage det værste? Længere når Nisse Bent ikke, før badet spejler røde stritører og store øjne.

“Du leder efter mig,” siger Rødemis og blinker til Nisse Bent, som straks fylder sine lunger. På et langt suk forklarer han katten, at huen er væk, futten er blå, lommerne tomme, julen glemt. Altså at alting falder fra hinanden.

Rødemis gaber og giver sig til at slikke sin pote. Han oplever jo en del på sin færden, må Nisse Bent forstå, og der er mange, der ønsker noget af ham, men alle går jo og mangler noget vigtigt, og en klog kat kan ikke bare sådan stå til rådighed for andres behov. Faktisk!

Nissekinderne bliver hede. Men Rødemis kan da godt dele velgørende ud af sine mange vigtige informationer, og det skal ikke koste Nisse Bent andet og mere end besværet med at bringe katten en tår af Pennys gode mælk. Der er rødt inde bag Nisse Bents øjenlåg, og der er travlt under futtehuen.

Ved dén kat overhovedet noget rigtigt? Vil koen give ham mere mælk? Er det besværet værd? Og hvordan får han den grimme ost ud af sin mund?

#balladenomnissebent #juleibsfortæller #såmangespørgsmål #sålillehoved #sådårligmundhygiejne #værmedimorgenogseomnogenbørstertænder

Nisse Bent møder Rødemis