Kapitel 8

Nogen malker situationen

Det er med tunge fødder, at Nisse Bent går i stalden for at tale med Penny endnu en gang. Det er meget besværligt for ham, det hele, og da koen spørger hvordan han vil få mælken ud til katten, er der mere bly i tæerne. I det mindste vil hun gerne hjælpe ham, og der må da være en kop eller en flaske et sted i stalden.

Nisse Bent kigger i mælkerummet, men der er kun de store spande til kalvens mælk og en bøtte med nogle tørre, gule korn, som smager sødt. Han griber en håndfuld og hælder den i sin lomme, men spandene kan Nisse Bent faktisk selv være i, og desuden er al deres genskin svært at snige uden om folks opmærksomhed. Han må i fadeburet, tænker han, for der har han set nogle glas, som kan åbnes og lukkes og åbnes igen.

Han krydser vagtsomt pladsen for enden af stalden, og i gruset inde ved muren står der faktisk en spand sammen med en skovl og noget, der ligner en tragt på en mølle. Nisse Bent løfter lidt på spanden og tager den så med ind til Penny. Hun dasker til ham med halen, men lader ham få mælk i spanden, og da hun ser hans lomme, brøler hun begejstret, at hun elsker majs, og så er de pludselig kvit.

Nisse Bents lomme er tom og hans arme er lange, da han slæber sig selv og spand og mælk tilbage til Rødemis, som kun langsomt slubrer mælken i sig og spinder og sukker og holder pauser og er umådeligt længe om at fortælle, hvad han ved.

Og så siger han endda bare, at han har hørt, der var tumult og ballade i hønsegården samme morgen, som huen var væk. Nisse Bents små fødder er helt tunge igen.

Er det hønsene, der har nuppet huen? Kan de overhovedet komme ind på hans loft? Er katten fuld af løgn? Og kan majs mon være julemad?

#balladenomnissebent #juleibsfortæller #såmangespørgsmålomfjerkræ #såmangesvinkeærinder #monnissebentkanlavemajsalamande

Nisse Bent slæber af sted med en spand mælk