Muren! …og nye skridt.

Æv. I går aftes havde jeg specialets første nedtur.

Jeg har altid haft svært ved den akademisk analytiske tankegang, det ligger ikke til mig naturligt, men jeg har kæmpet og kæmpet og altid fundet ud af det. I går strandede jeg på noget simpel informationssøgning, hvor jeg bare ikke kunne finde nogle specialer, jeg skulle læse og vurdere i forhold til teorianvendelse.

Hver gang jeg rammer dén mur, sidder jeg meget, meget lille i min stol og føler, at jeg virkelig ikke egner mig til akademiske studier, måske faktisk slet ikke til noget som helst i hele verden. Ja, jeg tager på vej. Og jeg har haft virkelig mange mure i mit studieliv. Hver gang har jeg tudet og kæmpet og er kommet videre.

Endnu engang kom jeg videre, det løste sig, jeg fandt nogle specialer og andre kilder, men jeg kan mærke, at det irriterer mig. Det kan blive et rigtig langt halvt år, hvis jeg allerede nu går i fight-or-flight-mode, når forhindringer dukker op. Især fordi mit instinkt som regel råber flight højere end fight.

I dag starter jeg dog på en frisk, for jeg har fået en god ide. Eller måske en god ide. En ide har jeg i hvert fald fået. Hvad nu, hvis jeg lod aptum være omdrejningspunktet for min opgave?

Aptum er et latinsk, retorisk udtryk for ‘det passende’. Og man kan sige, at Twitter – ligesom retorik – i selve sagens kerne handler om at udtrykke ‘det passende’.

Det kom til mig som en strøtanke i morges, før jeg hverken havde kontaktlinser i eller børstet mine tænder, men jeg satte mig lige til at notere lidt på et papir, og jeg kan mærke, at jeg godt kan lide ideen. Samt – og det er mere vigtigt – at der faktisk kan være masser af plads til en god opgave her.

Aptum som overordnet emne for specialet giver plads til en diskussion af alting! Sådan set.

Den retoriske situation med exigence, audience og constraints. Ok, det er måske lidt en tilsnigelse at kalde tweets en respons på en decideret exigence, men man kan godt argumentere for det. Og audience + constraints ér da i hvert fald interessante at diskutere i forhold til Twitter.

Appelformer er en anden mulighed for diskussion og analyse af faktiske cases’ tweets. Hvilke appeller virker for hvem, hvad bruger de faktisk, hvorfor virker det (ikke), hvorfor virker noget for nogen og ikke for andre, hvad er det de forskellige appelformer gør?

Og etos! Etos er en mulig (fornufts- og rationalebaseret) appelform, og etos er den troværdighed, publikum tillægger en retor, altså en tweep i dette tilfælde. Her har jeg mulighed for at uddybe, hvad etos er og betyder i den klassiske retorik. Jeg kan undersøge, hvordan begrebet og opfattelsen af etos påvirker muligheden for aptum, og jeg kan drage paralleller til Twitter set med retorikkens camera clara. Ja, det var et udtryk jeg lige opfandt. 

Og hvilken betydning har strømmen så? Den hurtigt løbende strøm, som tweets er en del af, evigt i bevægelse, evigt foranderlig, måske evigt forgængelig? Jeg kan analysere og vurdere strømmens betydning for aptum i det hele taget og dens betydning for både retorisk situation og appelformer også! Og jeg kan medtage betydningen af den mulige eller måske endda opfordrede interaktivitet og dialog. Er Twitter retors eneste mulighed for dialogisk kontakt med sit publikum, og hvad betyder det for det enkelte tweet og ikke mindst retor, at tweets er hurtigt læst og måske hurtigt glemt, fordi der dukker noget nyt op?

Lige nu er jeg i fuld sving og nærmest i oprør indeni! Jeg skal have skrevet til min vejleder og fortalt, at jeg måske har et breakthrough. Og spørge, om han er enig i, at det er kløgtigt nok. Og så skal jeg tjekke postkassen og bibliotekets hjemmeside hvert andet øjeblik, for der er nemlig bøger på vej til mig! Og jeg skal drikke kaffe, jeg skal læse, jeg skal planlægge!

Og alt sammen vil jeg gøre, mens jeg hører denne playliste igen og igen!