Pia og så mig

Mine forældre blev skilt, da jeg var fem år gammel og skulle starte i børnehaveklassen. Jeg har ganske få, enkeltstående minder fra før; en dukke, jeg fik, at jeg skriver mit navn med ti streger i E’et, at mor river madpapir af på bordkanten om morgenen, og hvordan jeg kunne høre forskel på mine søskendes skridt ude på gangen. Men jeg har ikke noget billede af, hvordan livet var, før de voksne gik fra hinanden, og mine søskende og jeg flyttede med min mor hen i et nyt hus.

Jeg har bare et billede af livet efter. Det var egentlig fint. Ingen var sådan rigtig uvenner, selvom jeg altid godt fornemmede, at min mor var den, der var gået, og så brugte resten af sit liv på at ærgre sig over, at min far kom videre. For videre kom han. Fandt en ny kvinde, han elskede så meget resten af sit liv, flyttede til en landsby med et trinbræt og kørte frem og tilbage efter os unger hver anden weekend. Og fordi jeg er den yngste, var det mig, der hang længst i det system, og i årevis var jeg den eneste, der var på fast weekend hos far og papmor.

Dengang var jeg et tænksomt og følsomt væsen. Jeg lå vågen mange nætter og overvejede livet og alt, det indebærer. Jeg vågnede tidligt om morgenen søndag, mens husets eneste lyd var vinden i taget og fars snorken bag bryggers, badeværelse og entreen ved den fine dør. Søndag efter søndag stak jeg næsen ud i køkkenet og konstaterede, at ingen andre var klar til dagen endnu, og så gik jeg ind på fars kontor.

Sad og drejede på hans stol. Fandt noget papir og tegnede og skrev. Kiggede i glasset med mønter, som stod i vindueskarmen bag ved det gammeldags askebæger i 70’er-keramik, som nu ikke blev røget i, men bare indeholdt clips og nips og småting. Hvis jeg kunne se, der var mere end to tyvekronesedler i glasset, som jeg selv havde malet og foræret far i gave, tog jeg én af dem, rystede glasset, så man ikke kunne se, mine lange fingre havde været der, og så cyklede jeg til bageren.

Jeg husker det som ene solskinsmorgener, når jeg stod der foran vinduet mellem 5 og 6 og tænkte, hvor langt en 20’er rakte. Jeg tror, jeg oftest købte spandauere, og dem er jeg stadig særligt glad for, når jeg skal have wienerbrød fra de fine hylder i bageriet.

Men det, jeg husker mest, var en sang, som var stor engang. Love Shop sang om en pige med et helt almindeligt navn. En pige, som ikke var helt ok. Sangeren siger i hvert fald noget om, at hun er hjemme på besøg. Det passede meget godt på mig. Selvom jeg jo ikke var hjemme, fordi jeg hørte hjemme et andet sted, hos min mor og mine søskende, der, hvor jeg gik i skole og mine venner boede. Men jeg var alligevel en slags hjemme på besøg.

Og jeg fik hurtigt lavet en historie om mig og Pia fra sangen. Vi lignede hinanden, tænkte mit pre-teenede jeg fuld af længsel efter et mindre almindeligkedeligt liv. Pia var nok indlagt på psykiatrisk, tænkte jeg, og i mit hoved gik hun rundt i hvid morgenkåbe af den der tynde slags stof, som hospitalstøj er lavet af. Hun gik også til bageren, men hun var nok tynd og havde fedtet hår, hvor jeg var almindeligt velnæret og havde kort hår, der i hvert fald var blevet vasket senest fredag.

Pia var samspilsramt og uligevægtig, hun var ude af balance, og det var lidt synd for hende. Det var egentlig ikke særlig synd for mig, jeg syntes bare selv, jeg var uinteressant med mit helt gennemsnitlige standardliv, så jeg kørte sangen på repeat i mit hoved og drømte, at Pia og jeg var lidt den samme, og jeg var et spændende menneske.

Tiden gik, og tyverne blev mønter, som var svære at cykle med uden lommer. Bageren lukkede og blev erstattet af en afdeling i Brugsen, der voksede, ligesom byen, der blev en københavnerforstad og fik en busrute hjem til min by, netop som jeg holdt op med at have jævnligt brug for den. Fordi jeg blev teenager og fik mit eget liv, der ikke gik helt i spænd med faste weekender hos min far. Men sangen blev hos mig, og jeg har de søndag morgener med mig, hver gang jeg ser en fedtet basse med creme.

I weekenden spillede Love Shop sangen til Grøn Koncert, og jeg stod der under bygehimlen og tænkte, at min far må have vidst, jeg huggede tyvere. Og sørget for at fylde op.

Oprindeligt udgivet 28. juli 2016