Sig det højt

Som jeg skrev i sidste indlæg, er det vigtigt for mig at være åben og ærlig, men det er ikke altid nemt. Jeg valgte, dengang jeg gik syg hjem med stress stemplet i sjælen, at være ærlig om det, og det gik rigtig fint. Jeg delte mine oplevelser, og det betød, at der var mange, der fik øje på, hvor svært man lige kan have det, når man er ramt af stress.

Historier om, hvor uhyggeligt det er at komme ud i køkkenet og finde et glas, man tydeligvis har drukket af, men på ingen måde kan grave frem fra sin hukommelse, viste ret klart, at det er alvor, når hjernen står af på grund af stress. Det er svært at påvirke den slags udfald ved bare at tage sig sammen. Det gav også folk noget at forholde sig til, og det betød, at de kunne tage udgangspunkt i noget helt konkret, når vi talte om, hvordan det gik, og hvordan jeg havde det. Og det betød, at jeg skabte en åbning og gav mine omgivelser muligheden for at støtte mig og vise mig omsorg. Det var ret dejligt.

Men da jeg så for anden gang listede hjem med en sygemelding og samme stempel i panden, var det lidt noget andet. For folk kan jo være søde, når man bliver syg, men jeg var sikker på, det var noget andet, når jeg løb i samme fælde en gang til. Det var det egentlig ikke, og jeg fik endnu en gang mere omsorg og støtte end noget andet. Folk kom med klap på skulderen og lovede mig, at det nok skulle blive godt igen, og det havde de jo ret i. Og hvis nogen sad og tænkte, at jeg skulle tage mig sammen eller blive bedre til at undgå stress, sagde de det ikke til mig. Jeg husker i hvert fald ingen negative kommentarer, men jeg kan jo have smidt dem ud af min hukommelse sammen med andet uvigtigt.

Det gav naturligvis også anledning til nogle kommentarer om, at det kan ske for hvem som helst, når jeg ville have kaffe og varmede en kasserolle med mælk og gik ind efter koppen og først kom i tanke om mælk og kaffe, da jeg senere kom ud i køkkenet efter noget andet, og gryden var brændt helt eftertrykkeligt på. Sådan har jeg det også, og det kender jeg godt, sagde folk om flere episoder, og jeg gled bare lidt af på det, fordi det nogle gange kræver for meget at forklare, at selvom alle oplever at have det sådan ind imellem, er det noget andet, når man har det sådan hver dag i tre måneder.

Langt de fleste tilbagemeldinger var fulde af støtte og omsorgsfulde spørgsmål om og til mig og mit helbred, og det gik så fint med at være åben om både at være syg og at vende tilbage til den gamle virkelighed. Det sker jo ikke fra dag til dag, så jeg blev bare ved at dele hverdagen, hvad enten det var stor succes eller svær kamp. Jeg har aldrig set pointen i at vise et liv med uger af glimmer og lykke, når der nu også er dage med leverpostej og nullermænd, så jeg fortalte bare om at falde og om at komme op igen.

Da jeg så faldt for alvor og for tredje gang på lige så mange år tog jakke på og gik fra mit arbejde med et sygepapir i lommen og det samme ord i diagnosefeltet, var jeg mere tilknappet. For jo, folk er søde, når man bliver syg, og de er også søde, når man for anden gang ramler ind i den hæk, man prøvede at hoppe over, men tredje gang? Burde jeg så ikke snart have lært noget? Skulle jeg ikke have vidst bedre, set det komme, håndteret det anderledes, været klogere? Skulle jeg ikke slet og ret have undgået det? Alt det tænkte jeg jo selv, og jeg kunne ikke forestille mig, at andre ville tænke andet.

Mit livs første erkendelse af stress var svær, den anden var lidt nemmere, fordi jeg kendte det og tog det anderledes til mig, og tredje gang var en pinlig fiasko, og jeg sad og så ud i luften og var træt af mig selv for at vælte igen. Jeg delte stadig mine stressoplevelser på sociale medier, jeg fortalte bare ikke, at jeg var hjemme igen. Men så fik jeg en opsigelse, og da jeg lige havde sundet mig og trukket vejret, var det så klart et skel i livet, at jeg bare lagde det hele ud igen. Stress, sygemelding, opsigelse, at alting pludselig var så svært, at det var knap umuligt at rumme. Og endnu en gang var folk klar med støtte og omsorg. Det har aldrig været pointen at pive og samle trøstepoint, det har bare været øjebliksbilleder fra mit liv med alt, hvad det nu har indeholdt på et givent tidspunkt, og det tager folk godt imod. De er søde, de er rummelige, de forstår og de hepper og støtter og hjælper. Folk er skidesøde, når man trækker vejret og lader dem se, hvordan det er, så de kan være med.

Jeg var åben om rodet og ærlig om de svære ting, fordi det jo er sådan, livet er. Og min fortælling betød, at nogen fik et bedre billede af stress som sygdom, og det betød, at min omgangskreds havde lettere ved at give mig hjælp og støtte, og det betød faktisk, at mit liv blev vendt helt på hovedet. Der var nemlig én, som genkendte mønstret med at vælte og komme op og vælte og komme op igen og igen og pegede mig i en helt ny retning, som har gjort en verden til forskel. Og dét er ret fedt. Bare fordi jeg fortalte om at være syg.