Sig det med en historie

Alle går rundt og råber storytelling, og hvis ikke de gør, så går de i det mindste og taler om gode historier. Men det er ret svært for mange at få hold på, hvad det er, de faktisk skal gøre.

I mit eksempel fra i går laver jeg et helt firma om til Klods Hans for at illustrere, at virksomheden er nødt til at nytænke produktet og måske sig selv for at komme til orde i en verden, hvor kunder uafladeligt bombarderes med indtryk og calls to action.

Jeg valgte eventyret, fordi det virker. Vi kunne se, at det fik mest tid i videoen, og man kan måske argumentere for, at det er svært at klippe noget ud af det, når det er en samlet historie. Men så kunne de have valgt slet ikke at medbringe vores pitch, for der var masser af andet at vælge imellem. Når det nu ér med, og når det nu får så meget mere tid end de andre, er det, fordi historier virker!

Fra vi er små, bliver alting forklaret i historier. Vi vokser op med, at man skal børste sine tænder, ellers kommer Karius og Baktus og råber i munden på os. Vi får at vide, at man hellere må være et godt og hjælpsomt menneske, for ellers står man selv uden hjælp senere i historien (livet, ik). Vi hører gang på gang på gang den faste historie om mennesker, der skal så grueligt meget igennem, før de endelige får prinsessen og det halve kongerige. Og det er så nemt at forholde sig til, fordi de fleste historier grundlæggende følger et mønster, vi har lært for længst.

Historier er noget af det mest alment menneskelige, det findes i alle kulturer, og det er noget af det ældste, vi har brugt til at samles i flokke og grupper. Hver dag fortæller du og jeg vores historier, når vi tweeter, Instagrammer eller bare fortæller nogen, hvordan dagen er gået. Vi afvejer altid, hvad der skal med, hvad der skal udelades, og hvordan vi tager os ud i forhold til målet med at dele noget. Vi skaber en historie.

I mit tidligere job har jeg holdt mange oplæg om vores læseprojekt, og hver gang fortæller jeg lige hurtigt, hvor mange penge vi brugte, hvor mange bøger vi uddelte, at vi havde så og så mange deltagere til de forskellige aktiviteter, som vi også havde så og så mange af, men jeg løber det kun flygtigt igennem, for det er ikke det interessante.

Jeg tror ikke, at den forsamling af biblioteksfolk, der så mit oplæg om alternativ litteraturformidling sidste efterår, husker vores budget eller deltagerantal. Men jeg vil godt vædde med, de husker den kvindelige deltager i projektet, som var ordblind og kom med i en læseklub. Hun endte med at beslutte sig for at komme i gang med en uddannelse, og dét er en god historie. Og derfor er det dén, jeg har fremhævet i stedet for ministerbesøg og radiosendetid, når jeg har fortalt om projektet og arbejdet med det. 

Når vi bruger historier, sætter vi en ny kontekst ind i en kendt skabelon, og det betyder, at det er nemt for modtageren at forstå. Ingen behøver bruge ret mange kræfter på at huske, at så skete der det og det og det, fordi det passer ind i et mønster, vi kender. Og ydermere kan vi se os selv som en af deltagerne i historien.

Jeg påstod helt kækt, at en virksomhed kunne være Klods Hans, og det gjorde jeg, fordi selvom han lyder som en idiot, som ingen rigtig tager seriøst, er det faktisk ham, der med sine originale idéer og take no crap-attitude ender med at vinde hele baduljen.  

Vores gruppe tog et sats med eventyret. Vi droppede salgssnak og flotte floskler, og så lavede vi vores egen historie. Og det virkede.