Snart slut!

I dag er der to uger til jeg sender et speciale til print. Det føles på én gang som et blink med øjet og som et langstrakt år. Jeg véd, hvad jeg mangler at lave, og jeg véd, det er krævende både fagligt, mentalt og tidsmæssigt. Men følelsen i min mave er, om end presset og fuld af stress, rolig, fordi jeg tror på, jeg godt kan nå det.

De sidste par dage har ellers været noget op af bakke. I første omgang fordi jeg i forgårs fik en mail fra studieadministrationen; om jeg nu havde husket at indgive titel senest en måned før aflevering?

Jeg faldt sammen som en ustivet skjorteflip, for nej, det anede jeg virkelig ikke, jeg skulle. Jeg skrev straks tilbage, om alt så var tabt, fordi der kun var 20 dage til aflevering. Men fik heldigvis lov at aflevere for sent, så længe det blev samme dag! Og så ramte panikken. For hvordan ser en specialetitel ud? Er den kæk og fyndig? Striks faglig? Er der undertitel? Er der personlighed? Er den kort? Er den lang? Er den uddybende? Er den skrabet? HVAD?!

Jeg havde tænkt mig at sende vejleder en mail med min tekst samme eftermiddag, men planlægningen røg, og jeg skrev lynbørgehurtigt en mail med spørgsmål til overskriften og en vedhæftning af mine små 30 siders hjerteblod analyse.

Den ene analyse, vidste jeg, skulle redigeres kraftigt. Den var fuld af vurderinger og analyse hulter til bulter, og vejleder havde set det meste af den før. Men vi havde sammen aftalt, at jeg ikke skulle stryge i den, før vi fælles havde diskuteret, hvad der skulle ud, og hvad der skulle blive. Så jeg markerede med understregning, hvad jeg ville fjerne.

Den anden analyse var, efter min mening, faktisk færdig. Der var måske nok lidt småting, noget sprog og nogle detaljer, som skulle på plads ved en senere redigering, men i udgangspunktet færdig. Og den sidste analyse var blot halvt færdig, idet jeg på grund af det pludselige tidspres, ikke var blevet færdig med gruppeanalysen af nogle tweets fra Gyldendal, men jeg syntes, resten var rigtig godt.Jeg fik hurtigt svar på det med titlen, og sendte en mail til studieadministrationen. Og nu hedder specialet:

#Twitterspecialet – en undersøgelse af den retoriske situation på Twitter.

Simpelthen. Jeg har hele tiden omtalt opgaven som Twitterspecialet både her, på mail til vejleder og på Twitter, så det virkede naturligt. Og det er kækt, men samtidig fagligt relevant i forhold til opgaven. Jeg er godt tilfreds. Og jeg var fuldkommen selvfed og havde en følelse af, at den sidste tid med specialet ville gå helt godt!

Indtil jeg fik mail fra vejleder. Som medsendte halvanden sides vejledning til, hvordan jeg – igen – skulle lave analysen om. Mine understregede passager indeholdt rigtig nok mange vurderinger, men der var også gode fortolkninger, som jeg endelig måtte beholde og flette ind i den samlede tekst. Og så var der mange flere vurderinger end dem, jeg havde understreget. Og så var der alle de andre småting.

Alt i alt en virkelig nederen mail, som fik mig helt ned med flaget. Så langt ned, at jeg var fire timer om at tude mig i søvn samme aften. Og så langt ned, at jeg i går var blevet helt bange for opgaven. Jeg sad i går i timevis foran et tomt dokument, fordi jeg var bange for at gøre alt forkert og derfor simpelthen ikke turde skrive noget som helst.

I første omgang skrev jeg analysen, som jeg mente, en analyse skal være. Jeg fik konstruktiv kritik fra vejleder, gik hjem til skrivebordet og gjorde det om efter vejledningen. Og stadigvæk er det ikke godt nok. Og jeg må erkende, at selvom jeg uden videre kan analysere, fortolke, vurdere og komme frem til kloge, gode og ikke mindst rigtige ting, så er jeg ikke i stand til at skille de enkelte dele fra hinanden. Og det er, på godt jysk, træls. Det er faktisk pissetræls. Jeg har ikke ord for, hvor træls det egentlig er.

Mit fokus er nu på det, jeg slet ikke har arbejdet med. På indledningen, de vigtige spørgsmål, som opgaven skal give svar på. Og på det sidste teoriafsnit, som kæder de to første afsnit sammen. Jeg har skrevet et første udkast til indledningen, som er sendt til vejleder, og nu er jeg videre til det sidste teoriafsnit. For selvom analysen kræver arbejde, så skal det tredje, store teoriafsnit skrives. Og jeg ved, det ikke er noget, jeg kan jappe igennem de sidste to dage, så jeg gør det nu, og så må jeg tage hånd om analysen, når vi når lørdag eller søndag. Så har jeg måske også fået dén tilpas på afstand til ikke at skulle brække mig af panikangst bare ved tanken om at skulle arbejde på det.

Status på de sidste to uger er altså denne: Angst og kvalme, men ro og effektivitet. Underlig følelse. Jeg håber, det går!