Reklamefilm og -musik

Telmore har netop lanceret en ny kampagne, som blandt andet via reklamefilm skal gøre opmærksom på en ny service fra teleselskabet. Jeg så reklamefilmen forleden, og det fik mig straks til at sende et ærgerligt tweet, fordi musikken i den lille film allerede er anvendt i en anden sammenhæng forud for Telmores reklame, og især fordi musikken faktisk hænger ret godt sammen med den anden afsender.

Telmores film viser en mand, der styrter ned ad trappen, ud i en taxa, hen på banegården, hvor han endnu en gang løber ned ad en trappe for at give en kunde et SIM-kort.

Men det langsomt melodiske nummer ikke udpræget velvalgt til en reklamefilm, som er filmet i korte og hurtige klip og viser en ilter handling med hast og bevægelse. Film og musik sender hver især modstridende signaler til modtageren, og reklamen risikerer derfor at blive svær at tolke for publikum. Er det roen, vi skal fange, eller er det mandens action? Er det musikkens stemning eller billedernes handling? Og måske er der flere, der, som jeg, helt taber tråden.

Jeg kan godt lide sangen, jeg kan godt lide Telmore, og jeg kan sådan set også godt lide den nye feature, som jeg umiddelbart forstår den. Men det var først i dag, da jeg genså filmen for at skrive dette indlæg, at det gik op for mig, at filmen overhovedet fortæller om noget nyt. Det fik jeg ikke med i første omgang, fordi jeg blev forstyrret af lydbilledet, der for mig hænger meget sammen med en helt anden kampagne, som har kørt siden marts 2012, altså et helt år før Telmores nye film kom i mit fjernsyn.

DR har lavet flere små film med den samme melodi, og hver film viser, hvordan almindelige danskere snakker og morer sig lidt med en eller flere kendte værter fra nogle af DRs mange programmer, hvorefter de leder værterne videre til nogle andre helt almindelige danskere. Billedsiden er slow motion, og musikken akkompagnerer filmene harmonisk; den lidt hæse vokal og den rolige melodi modsvarer fint de langsomme billeder.

Modsat Telmores film er det lykkedes DR at skabe et samlet udtryk, som sendes til publikum med rolig musik og rolige billeder. Et mere helstøbt budskab, som udsendes og måske rammer publikum på følelserne og øser lidt ud af ro og dejlighed, og som viser, at billede og lyd har den indbyrdes forbindelse, som kan skabe en ydre forbindelse til modtageren, fordi det er dét, som huskes.

Telmore har valgt at anvende en melodi, som i forvejen er kædet sammen med en afsender, og de har valgt en melodi, som ikke modsvarer filmens billeder, og det er en skam, fordi det fjerner fokus fra deres kampagne og måske endda får modtagerne til at tænke på en helt anden kampagne og afsender.

Og til dig, som har googlet, hvem der synger i reklamen, kan jeg fortælle dig, at det er Ane Brun. Sangen hedder Oh Love, og du finder den her.