Uge 1 2022

Tusmørket ligger over den smalle strand. Fra havet trækker gusen sløvt ind over sandet, hvor den lægger sig i gamle fodspor og uden en lyd glider rundt om anklerne på en ung mand. Hans bare fødder følger vandkanten skridt for skridt, og mandens ene bukseben er vådt fra de gange, hvor lyden af våde småsten har snydt ham og fået ham til at træde i vandet.

Manden mærker det ikke. Han mærker heller ikke kulden klæbe til blusen, der er lige så våd som buksebenet. Hans kinder er også, og når han rører ved dem og bagefter lader en finger glide over læberne, smager det salt. I de korte ærmer er hans arme prikket af gåsehud, men de er tørre som håndryggene, for det er kun hans fødder, der har været i vandet.

Under gusen pøler det lydløst om mandens ene fod, da han træder i noget tang. De fedtede tråde vrider sig imellem hans tæer, og det minder ham om et eller andet. Men det er fjernt, og det føles som længe siden.

Det var noget med solskin, og der var varme fra arme og ben og smil. Og bløde bryster mod hans mave i glimt med dybe lunger og hvidt vendt ud af øjnene. Der var helt sagte hvin fra gafler, der drejede mod porcelæn om og om igen, og der var lyden af klinkende glas med løbende aftryk af brede læber. Det var så langt væk, men det havde helt bestemt været. Han kunne mærke inde bag ribbenene, at han selv havde været der.

Han må have trådt på en knækket muslingeskal gemt i tangen, for noget gør ondt, og han kan mærke blodet løbe fra ham. Lyden af runde glas, som slår mod hinanden hænger stadig over hele stranden, og manden står stille og lytter. Det kommer fra alle sider, selvom havet og skoven på hver side af ham er stille, uden vind eller bevægelse.

Han kan høre sit navn i klangen og drejer sig rundt. Han trækker hænderne op fra de tomme lommer og breder dem ud foran sig. De møder kun luften, og han ved ikke, hvad der foregår. Mørket og gusen farver alt til en suppe af gråt omkring ham.

Mads, lyder det fra alle sider, og lyden af glas slipper mørket. I det grå foran ham toner tre skikkelser frem. Han kan se lige igennem dem, men de er på samme tid det tætteste mørke, han i sit liv har set, og de glider stadig nærmere. Det gør ondt at stå oprejst, og han åbner munden, men ingen lyd kommer ud af ham.

De tre siger med én og samme stemme, at de er Asp, at de er Elk, at de er Sar, og det er vigtigt, at han hører dem.
Du har fået en gave, Mads, lyder det trestemmigt i hele verden rundt om ham, og nu vil du ødsle den bort, fordi andre har underkendt dens værdi. Men den blev dig givet, Mads, og for dig er gaven uvurderlig.

Han hører de tre samstemme, at når han mindst tror det, har gaven netop mest værdi for ham. Så rører de ved ham, og Mads falder lige ned igennem strandens sand.

Verden står stille, og gyldent lys trænger sig på bag hans tynde øjenlåg. Han kan ikke åbne øjnene, ligger på ryggen og hører brudstykker af samtaler omkring ham. Fortællinger om mange års ferier og udflugter, utallige tiders fælles måltider, så mange smil og minder, så store, delte glæder.

Han kan høre, at mange af stemmerne er sprøde af gråd og rynker sine øjenbryn. Han mærker en hånd i sin, og den føles som varm pergament, tykke knoer og tryghed. Hånden klemmer hans, og en stille stemme fylder ham med stor tak for det hele. Han genkender ikke stemmen og taleren, men hans hjerte fortæller, at han kender begge, og det fylder ham med varme. Han føler sig fuldkommen og afslappet, og ganske roligt tager Mads et langt åndedrag og slipper luften fri for allersidste gang.

Daggryet er skarpt i hans øjne, og han blinker et par gange, før han indser, han er på gulvet i sit badeværelse. Måtten er krøllet sammen under hans venstre ben, og det gør ondt lige bag øret. Ved siden af ham ligger tandkruset i en pøl af vand, som det ene bukseben har ligget i.

Han blinker lidt mod dagen og rejser sig op. Over for ham står en ung mand med bule på siden af hovedet, og på hylden står den lille papæske med lægens forsigtige anvisninger.

Mads smiler til manden i spejlet og smider hele æsken ud.