Uge 13 2022

Nils var kørt hjemmefra i god tid, og nu stod han i det lange græs og kiggede. Forsigtigt satte han rygsækken og den lange nylontaske fra sig. Han vidste godt, han var der tidligt, men han kunne ikke vente.

Han havde siddet med hagen sirligt ind over tallerkenen og skimmet morgenavisen, og der havde været de sædvanlige historier om politikeres leben, de kendtes fjanten og noget sport, der vist var politisk ukorrekt, uden at han forstod hvorfor.

Midt på næstsidste side var en kort overskrift om himmellegemer, og han tabte bollen med smør og syltetøj, da han læste, at der sent i aften ville være en komet synlig på himlen. Det var kun i kort tid og kun, hvis man kiggede det rette sted. Kometen var ganske uventet, og astronomer kloden rundt mente, at dens forløb via os og solen indvarslede en ny istid, som kom noget tidligere, end alle deres udregninger havde forudsagt. I tre kvarter kunne man se kometen med det blotte øje, stod der, inden de oprørte astronomer spekulerede i verdens håndtering af en ny istid. Nils havde lukket avisen og tænkt på den gamle kikkert, som stod i kontoret og pegede på himlen med klap for sit øje.

Efter arbejde skyndte han sig hjem og ind i det lille værelse med bogreoler og stakke af aviser. Han satte sig på gulvet og skruede de forskellige dele fra hinanden, før han førte dem på plads i kikkertens taske. Han gik i køkkenet og nynnede og smurte en mad. Han lavede kaffe klar i den store termoflaske, fandt en sodavand i bryggerset og tog de sidste fire karameller fra den lille skål i skabet med snaps. Så lagde han det hele i sin rygsæk med de tunge ting nederst og karamellerne i den lille lomme inden for lynlåsen helt foroven.

Klar til afgang, smilede han til manden i spejlet, der stod iført halstørklæde og tyk jakke og med cykelhjelm på det tynde hår. Han tog en hue i lommen og låste døren efter sig.
Foran højen ved skovbrynet tog Nils kikkerten frem med bløde hænder. Han skruede og drejede på gevind og møtrikker, justerede vinklen igen og igen. Det var længe siden sidst, men hans fingre kunne det udenad, og han nikkede til sig selv i mørkningen.

Det var spøjst, at ingen andre var kommet, nu hvor solen havde sænket sig under horisonten, tænkte han. Der var et par timer endnu, så de kunne nå at dukke op. 
Nils lynede rygsækken op og tog et tæppe frem, som han foldede ud på græsset under himlen. Her satte han sig til at spise sin sandwich med smør, kødpølse og en enkelt cirkel af grøn peber, der knasede saftigt imellem de bløde skiver.

Sodavanden var dejligt kølig at få ned efter de lidt tunge bidder med brød og pølse, og Nils lod en stille bøvs slippe ud mellem læberne. Kaffen blev stående i rygsækken. Den skulle vente til senere, for selvom forårsaftenen var frisk nok nu, ville kaffen være rar, hvis det nu skulle blive en rigtig kold nat. Han skulle tage cyklen hjem igen, og selvom turen gik via de sindrige mønstre mellem de nye villaveje, som havde ligget der i tyve år, var det vigtigt at holde sig på den smalle sti, og han havde undladt at hælde en lille skarp i termoflasken. Nils trak huen ned over ørerne og så på udsigten. Det var nu godt nok overraskende, at der stadig ikke var andre end ham i skovbrynet.

Stjernerne var begyndt at gøre sig til på det mørke tæppe over ham, og selvom der var tid endnu, var ingen andre dukket op for at få denne her særlige oplevelse i dag. Men folk måtte jo selv om, hvad de gik glip af, klukkede Nils og stillede sig ved kikkerten. Himlen var heller ikke ligefrem overrendt. Jo, han kunne da se lidt glimmer strøet ud, men ikke noget videre interessant.

Et skarpt smæld lød fra skoven, og Nils’ krop gav et spjæt, så han nær havde skubbet til kikkerten. Men da han rettede sig op og så i retning af lyden, var der ganske stille, og det puslede først igen, da han vendte blikket til himmels endnu en gang. Han mente, at det måtte være ræven eller måske en grævling på natterov. Det var i hvert fald ikke andre stjernekiggere, tænkte han.

Og det var jo ikke sådan, at han direkte savnede selskab her i græsset, men det var rart ind imellem at tale med nogen i felten, måske spurgte de endda til fars kikkert. Og under alle omstændigheder var det jo særligt irriterende, at han havde undladt noget i kaffen, hvis der ikke engang kom andre.

Nils sukkede og lagde sig på knæ på tæppet og trak termoflasken ud af rygsækken. Han havde lige fyldt skruelågskoppen med kaffe, da kom der endnu et smæld fra mørket. Det var næsten lige ved siden af ham, og han mistede både balancen og kaffen og landede på siden lige mellem to af kikkertens tre ben. Hans hånd landede i noget vådt, koppen lå ved siden af og havde tømt sig ud i græsset under et af de tre ben med sprukken gummifod. Pyha, det var tæt på, tænkte Nils og undrede sig over, at mørket ud over hans egen vejrtrækning var fuldkommen stille igen.

Månen var ny og lod himlen være mørk, og ved siden af ham lå skovbrynet som en klat blæk og stak op mod himlen, så han havde ingen chance for at se, hvad der havde skabt smældet.

Nils trak hånden ud af ærmet og trykkede på en knap på siden af armbåndsuret. Den digitale skives lys nåede ikke så langt omkring, det oplyste ingenting og fik ærligt talt bare mørket til at se mørkere ud. Nils skævede til klokken og undrede sig igen over, at ingen andre stod der, når det netop var nu, kometen blev synlig. Han tørrede sin våde hånd i tørklædet og satte øjet til kikkerten igen.

Der var masser af himmel, og han kunne se en del små stjerner af ubetydelig karakter, og måske nogle vigtige, men der var ingen komet. Han sukkede til mørket og trykkede igen på uret. Det hele var ellers rigtigt. Et kvarter før midnat, østvendt himmel, nymåneaften, 1. april, præcis som der havde stået i avisen i morges, men der var jo ingenting at se.

Nils havde netop sat pegefingeren mod uret for at få klokken frem igen, da han indså det. Der var gået et par minutter, men det var endnu ikke midnat, så datoen på den blege urskive var stadig den samme. Hans krop var kold, kikkerten havde fået kaffe på foden, og himlen var så tom som hans hjerne, og nu stod han her i mørket som en anden idiot og var faldet for det igen. Han slog ud i luften og ramte kikkerten, så den tippede og stod stille et øjeblik, før den blev fanget af sin egen vægt og landede fint i græsset, næsten hvor den havde stået hele tiden.

Nu måtte han jo så pakke alting sammen og køre hjem igen uden at få øje på andet end tårer, og Nils stoppede sine ting ned i rygsækken, så den ikke kunne lynes helt i. Han skulede til kikkerten og overvejede helt alvorligt, om han skulle lade den være og simpelthen bare efterlade det hele i mørket foran skoven. Men den lugtede alligevel af aftershave, piberøg og en kradsende uldtrøje med lap på venstre albue, så han kunne ikke.

I stedet sænkede han skuldrene og lagde øjet til den lille ring, der lod ham se ud i verdensrummet. Han fik øje på månens helt smalle negl, der stod som en kridtstreg i kanten af en cirkel, der var mørkere end rummet. En lille prik af guld kom til syne over den runde flade. Den blev til flere prikker, og de lyste op og trak haler efter sig, da de i en lille klynge ramte atmosfæren og gik til for øjnene af Nils.

Det var tre minutter over midnat.