Uge 14 2022

De havde for længst mistet grebet om, hvor meget tid der var gået. Nat gled ind i dag, som gled ind i nat igen, og det hele blev ved med at glide videre. Månen var smal og blev bred og smal igen og begyndte hele tiden forfra, uden at de kunne følge med. Så de var holdt op med at prøve.

Håret var bundet op i nakken og havde været det siden, de måtte indse, at deres nye kamme efterlod håret fuld af knuder og små stykker bark og gren, som gjorde det værre. Senere havde de opgivet at fingerkæmme.

I begyndelsen havde de målt på håret og mærket efter på livvidderne og holdt øje, men de var lige så stille gået fra udvikling til helt skarp afvikling og stadigt mere fremtrædende sener under huden.

De huskede ikke mere de spredte jokes om muskeltonus og ekstremtræning, som havde været sjove nok, dengang de gik på udforskning og orienterede sig. Dengang de havde samtaler om landskaber og muligheder og talte med tro og absolut sikkerhed. Senere var samtalerne mere noget med håb, men de var også randt ud. Læberne blev sprukne, og deres stille snak var blevet afløst af langsomme fagter, pegning og ord, som var reduceret til vokalerne i rigtig rækkefølge.

Andet og mere var der ikke behov for, når hvert eneste morgengry var magen til det foregående, og de lange, lyse timer gik med at sikre sig at nå frem til de mørke, som strakte sig endnu længere. Slangebøsser og fugle. Bær i skovbunden, frugter højere oppe. En tur i vandløbet for at se til rusen.

Den var engang et par strømpebukser, men de var nu var bundet på nogle pinde og gjorde det ud for et næsten genkendeligt redskab som så mange af deres ting. Småsten, pinde og skarpe rygfinner hvirvlede i vandet og gjorde deres, og bukserne måtte bindes lidt højere, hver gang der gik hul. De var faktisk mest et skridt af tyndt vævet kunststof, som blev holdt sammen af tætte syninger, der havde strakt sig så meget, som de kunne. Der var længere og længere mellem dage med fangst. Ingen af dem havde anerkendt det med hverken håndtegn eller lyde.

Ind imellem slog vejret om, og vinden kom fra en ny retning og gjorde deres bo ubeboeligt. De forstod ikke systemet, og måske var der ikke et, for de kunne aldrig tyde varsler eller forudse det på nogen måde. Pludselig dukkede uvejret bare op og læssede vand og lyn af på dem. Men de havde lært, at der gik fire kolde og våde dage, før det ilede videre og lige så pludseligt overlod dem til en himmel fuld af plads og sol og spredte, hvide totter.

Engang havde de stået på stranden med rynkede bryn og ranke rygge og set efter de sorte skyer, da stormen tog afsked og gled ud over havet. Skyerne var tætte og så ud til at ligge tungt over brændingen, som for en gangs skyld ikke var en oppisket afgrænsning. Den lå fladt og fredeligt og viste vej til horisonten, og ingen af dem havde sagt en lyd.

De havde bare hentet ekstra frugt hver dag og lagt det på store blade i solen, hvor alt før eller siden forgår eller tørre ind og bliver sejt og holdbart. De havde også foldet pakker og poser af palmebladene, som frugten kunne opbevares i, men havde opgivet tanken om kræmmerhuse til drikkevand, for de kunne ikke få dem både tætte og håndterbare.

De store blade kunne dog lægges med overlap på overlap og holde tæt, hvis bare der var lag nok. Så de havde bundet grene sammen med barkstrimler og pakket konstruktionen ind i mange lag af palmeblade, og alting havde givet sig ad flere omgange, men det hele holdt tæt, og deres lille båd var let nok til at flyde.

De havde lagt den med bunden i vejret oven på beholdningen af tørret frugt, og så var hverdagen vendt tilbage som før med frisk frugt, tomt fiskenet og lidt mere ferskvand, end de reelt kunne drikke.

Stadig anede de ikke, hvor mange måner der havde været fulde og nye, men som den altid gør, slog vinden en dag om, og regnen malede prikker på deres strand. De tog pindene ud af de lasede strømpebukser og viklede palmeblade om dem, så de fik to årer. De samlede pakkerne med frugt, og de samlede sig selv og alt, de kunne mønstre indeni.

På fjerdedagen stod de på stranden med hinanden i hånden og et samlet blik i øjnene. Held og lykke, sagde den ene, og den lille palmebåd stod til søs og fulgte efter uvejret ud mod horisonten.