Uge 5 2022

Alt i det store hus er stille, det er Hanne ikke vant til. Hun er almindeligvis tidligt på færde, men i dag er det søndag, og ifølge reglerne må alle derfor sove til kl. 8. Hanne kender reglerne og er glad for dem, men hun fik i sin tid indført, at uanset hvilken ugedag 2. februar falder på, har hun lov at tvinge alle op klokken 7.

Så kan de sidde samlet om det store bord og være klar til at spise, før lyset så meget som overvejer at vise sig udenfor, og de får lov at opleve morgengryet vælde ind over dem. Det betyder, at hun selv skal op på den korte side af klokken 6, og det har ind imellem været svært, men i år sover hun alligevel ikke meget, og hun lå vågen længe før.

Forstanderen vægrede sig i første omgang ved Hannes tradition. Det var gammel bondesnak, havde den gode Frode sagt til hende. Hanne havde insisteret på sit. Og det var ellers ikke, fordi han ikke bare kunne have antaget en anden ung pige, men det var rørende, at hun, som for sit videbegær netop var kommet til et hjem så fuld af oplysning, havde været bundet af sin families orden, som trak i en helt anden retning. Til sidst havde Frode nikket til den netop konfirmerede Hanne og sagt, at det nok gik endda.

Og det var bestemt gået. Første år måske nok lidt ujævnt, men året efter var alle bekendt med en tradition, og de havde glemt, hvor meget Hanne skældte ud året før, fordi hun brændte sig og tog fejl af stegetiderne og alligevel selv gik sulten fra bordet. Og selvom de små ikke altid var glade for at skulle bruge morgenen på de lange bænke i spisesalen, var det blevet en afholdt markering af vinterens runding for alle i huset.

Selv Frode var begyndt at spørge til Hannes tolkning af vind og vejr, og hun fandt aldrig ud af, om han for alvor troede hende. Hun så ham gøre noter i den lille lommebog år efter år efter år, og nu er det tiende gang, Hanne laver måltidet klar, før den onde selv ved, der findes morgensko.

For første gang står hun ved det varme komfur uden at have selskab af Frodes stille klukken ovre fra det gamle komfur i hjørnet, hvor kaffen altid snurrer.

Hanne står ved det store komfur midt i rummet, og her er alle blus optaget af spruttende pander. Fraværet af Frodes bakken på piben ligger imellem hvert pscht fra panderne og fylder hendes hjerte med savn. Han gav op lige før jul, og siden da har Hanne selv kørt det hele.

Det er egentlig ikke efter reglerne, men Hanne kan ikke overgive hjemmet til andre endnu, og deres fælles trummerum sørger for, at hun hver dag kan blive ved at trække vejret, selvom Frode ikke gør det mere.

I ovnen står de store fade og fyldes mere og mere op af tykke bygpandekager og skiver af flæsk, sådan at alt er dejligt varmt, når de små får sat sig og finder roen. Årets sidste æbler er halveret og lagt ind ved siden af, så de kan bages bløde med flæsk på toppen.

Peter står i døren og vinker lidt forknyt. Først nu er han egentlig stor nok til tændstikkerne, men allerede sidste år havde han fået lov at være den, der tændte de tre kandelabre med helt nye lys, og han måtte helt op at ligge på knæ på bordpladen for at nå vægerne. I år er der knap så langt, og Peter ranker sig, da Hanne rækker ham den lille æske.

Hun ser ham gå fra stage til stage og med stor alvor stryge tændstik efter tændstik. Han tænder hvert lys med en omhu, hun aldrig selv har kunnet mønstre. Han afleverer æsken med tændstikker, og Hanne rækker ham et stykke flæsk og slår ud med armen. Hun ser ham tøve et øjeblik, men så sætter han sig på stolen ved det gamle komfur, hvor kaffen snurrer. Kaffe er Peter ikke klar til, men han tygger tænksomt på flæsket, og hans fødder vipper lidt i luften.

Så snart han har tygget af munden og tørt læberne, løber han ind i salen, så han kan sidde klar på bænken, når de andre kommer ind.

Der er sniksnak som alle morgener, men de større tysser på de mindre og peger på de levende lys indenfor og det tomme mørke derude, imens de snuser ind af den fede luft omkring dem og klapper sig selv og hinanden på maverne.

Endelig kommer Hanne med fadene, som hun sætter fra sig midt på langbordet. Øjnene glitrer, og der lyder små smæk fra de mange læber. Ingen rækker til endnu.

Først da Hanne sidder på sin plads og har fortalt om Kjørmes Knud og frost og om vinterens langsomme, men dog sikre gang, bliver der sagt værsgo. De mange små arme og hænder finder gafler og fanger flæsk, og de spiser uden at sige meget. Lysene løber lidt, så det drypper på bordets blanke planker.

Hanne ser på dem alle sammen, og før eller siden er der én, der peger på ruden. For enden af hjemmets høje græs er en tynd stribe vand, som ingen kan se, men alle ser den blege bræmme af lys, som ligger ovenpå og breder sig opad.

Fadene er tomme og maverne fyldte, da alle samles foran døren til fadeburet og erfarent lyder, som om de har været lagermænd i flere livstider. Alle er enige, der er mel og gryn og løg og rødder, og Hanne nikker til store og små.

Straks efter hører hun fødder pile op ad trapperne og rundt på gulvet over hende, og snart piler de ned igen og samler sig foran hoveddøren. I en rodet flok krydser de grunden med højt humør og håndklæder om nakken, og snart flyder den smalle stribe sand med bluser og skjorter og bukser og sokker. Spidse vindstød trækker skrål og hvin langt omkring en kort stund, før alle igen har tøj på og under stor latter haster tilbage til hjemmet.

Hanne bliver stående på stranden og tager det hele i øjesyn, før hun trækker gode Frodes bog op fra forklædets lomme og tilføjer, at der er snarlig sne på vej, men at foråret kommer tidligt. Hannes håndskrift ser sirlig ud under hans lidt kantede, og før hun klapper bogen i, skriver hun et årstal og slutter af med ordet Forstanderinde.