Jeg holder foredrag med udgangspunkt i mine egne oplevelser med ADHD og alt det, jeg har lært, siden jeg fik diagnosen.
Det handler både om ADHD, om at lære sit liv at kende på ny og om den moderne verdens krav til os mennesker.
Især handler det om, at der er så mange egenskaber og vilkår, som langt de fleste slet ikke aner hører med til ADHD, men som er netop dét, der skaber en udfordrende hverdag for os med ADHD. Og for dem, som holder af os og har os tæt på.
Det er ikke alt sammen lige sjovt, men foredraget er positivt, for ADHD er ikke kun vanskeligheder og udfordringer. Det er også nærvær, opfindsomhed, empati, udholdenhed, styrke og latter. Det er en grundlæggende pointe i min formidling om ADHD, at vi kan meget, vi vil meget, og at vi holder til meget.
Vi er også tit gode til at grine ad os selv og alt det, som vores gøglede hjerner finder på, og derfor er der både grin og fjol i foredraget. ADHD ér alvorligt, men det er så meget mere end at skille sig negativt ud, og dét skal mit publikum altid tage med sig hjem.
Jeg har fået forsamlinger af ADHD’ere til at sidde helt stille og bare høre efter i tre kvarter ad gangen, og jeg har set hoveder nikke i genkendelse og ryste afmægtigt efterhånden, som jeg fortæller om mine erfaringer.
Min faglige baggrund ligger blandt andet i retorik og kommunikation, og jeg er udadvendt og god til at holde publikums opmærksomhed, fordi jeg ganske enkelt kan lide, når folk hører efter og følger med. Jeg holder foredrag både på biblioteker, i socialøkonomiske virksomheder, socialpsykiatriske tilbud, højskoler, efterskoler, foreninger, og ethvert sted, hvor der kan være behov for at lære mere om ADHD. Og det er faktisk alle vegne.
Du kan høre mere og booke et foredrag ved at sende mig en mail.
Det med småt:
Foredraget er to gange 45 minutter inklusive tid til spørgsmål, og jeg rejser i udgangspunktet overalt i landet.
Seneste kommentarer