Kapitel 6

Staldtips

Futtehuen er blød og varm, og Nisse Bent er glad, men han savner alligevel sin egen hue. Den strikkede fod varmer fint på ryggen, men den slæber ligesom efter hovedet, og det er bøvlet med bevægelse.

Han prøvede den sidelæns, men det var værre, og han har allerede to gange siddet fast i en busk. Og så er der farven. I bryggersmørket havde Nisse Bents øjne lovet, at den var grå. Men i dagslys er futtehuen blå, og det er vanskeligt at løbe uset rundt på gården med en vippende kobolttop.

Nisse Bent fanger en krumme i mundvigen og beslutter sig for, at det er bedst ikke at vække for megen opsigt. Måske er Rødemis tilbage fra rov og kan endelig sige, om han har set noget, så Nisse Bent går på listetå hen til grøften.

Gudskelov er der ingen dansemus at se eller høre i det våde græs, der er bare desværre heller ingen kat. Men han ved, katten nogle gange netter sig i stalden, fordi der er tørt og rart.

Allerede i døren bemærker han, at stalden også er dejligt varm, og det glimter kort i Nisse Bents tanker. Han kan bare ikke lide, at der altid er et rend af smådyr i krogene, og selvom nætter i høet er bløde, tror han ikke rigtig, det er nemt at få fingrene i smuler fra køkkenet, hvis fingrene skubber lugten af ko og kasser foran sig.

Nej, han må finde katten, så han kan finde huen, så alt kan blive, som det skal være.

Penny står og ser ud, som om alting er i skønneste orden. Hun puffer ham i maven med fugtigmulen og siger, hun ikke har set Rødemis. Han plejer ellers at gøre væsen af sig og love potetryk på rygstykkerne, til hun slipper en mundsmag.

Det er bare nogle dage siden sidst, og hun kan ikke hjælpe. Men hun vil godt give lidt varm mælk og forsikrer, at hun slet ikke behøver få massage til gengæld. Nisse Bents buksestropper falder næsten af, da Penny i stedet beder om en pebernød. Hans sidste.

Hvornår kommer dén kat tilbage? Hvorfor spiser alle hans pebernødder? Og hvornår må man egentlig bare give op?

#balladenomnissebent #juleibsfortæller #aflyservinualtigen #findudafnogetimorgen