Kattens

Min veninde er taget på ferie i to uger og har ladet mig være alene hjemme med hendes katte i mellemtiden. Jeg har fri adgang til køleskab, terrasse med madras den gode spiseplads i solen, og jeg har en plads i ægtesengen med dobbeltdynen og den lille lampe, hvor skærmen altid sidder skævt. Det viser sig, at den kan rettes så nemt som ingenting, og jeg gør det gang på gang, men hver morgen er den skæv igen. Der går kat i den.

Det gør der hver morgen lige lidt før, jeg er klar til at møde dagen. Så står der en kat og trykker på vinduet og gardinet og lampen, fordi den gerne vil have lys og liv i gang. Og så står vi op. Er det før 6, går nogle af os lidt i seng igen, og med lidt held er vækkeuret på ferie, så der bare er søvn, til dagen selv er klar til at mødes, og ellers er der knasende øjne på puden, når musikken lister ind i øregangen og melder, at nu er det altså nu.

I stuen er der en sofa og en stol med fodskammel. Skamlens betræk er sort og vævet af tyk snor fra et svundent årti, hvor møbelstof kradsede på børnenes bare hud, men det er længe siden, den rigtigt har været andet end grå og langhåret, og det er tydeligt, at skamlen er nogens faste plads. Her ligger man så og undlader at betragte verden, fordi man tydeligvis er bedre værd end at lade sig mærke med så undseelige hændelser som dem, mennesker giver sig af med.

Med undtagelse, naturligvis, af det enkelte menneske, som nu lige indtager seng og sofa og bad. Og køkken, ikke mindst, for det er i køkkenet, at maden står, og uanset hvor hævet over enhver man nu er, skal kroppen næres, og lige dé lyde, der følger med uddeling af mad, giver det god mening at være opmærksom på. Man skulle så nødig gå glip af en mundsmag.

Desværre er det ikke alle lyde fra det nærværende menneske, som har med fodring at gøre, heller ikke selvom man af megen magt prøver at dreje ethvert skridt på køkkengulvet i retning af madskål og den store bøtte med forarbejdet sundhed og drivkraft i små piller, der lige kan knases, når de hapses op fra skålen. Hvorefter holdningen altid er, at der langt fra var nok, og at der hellere må fyldes ekstra i skålen, og det i en vis hast. 

Sin vilje får man ikke altid, men chancen øges, når man reagerer på menneskets lyde, og det kan være hårdt arbejde, når man har at gøre med et menneske, der dårligt sidder stille, men uafladeligt må hente kaffe eller vand eller kager, og så hvert andet øjeblik skal ud at tisse, vil se på udsigten, tænder radio, tænder fjernsyn eller bare sidder og læser, imens en fod evindeligt vipper, en arm retter balancen, en gaben trækkes op fra lungernes dyb eller et givent stykke hud skal kløs med fingrene. Ritsj, krads, prffff, klik, tsss og om igen; hele tiden er der lyde og bevægelse fra det menneske.

Og det er en særligt fin dag, når det efter halvanden uge går op for begge, at alle de små tings lyde nu ignoreres til fordel for fast lukkede øjne og dyb søvn. Nu er det kun bevægelser, der faktisk går i retning af køkkenet, sammen de lyde, der ikke rastløst fylder ørets tomrum, hver gang der er gået et par minutter, som siver ind og løfter øjenlåg eller drejer ører.

Katten sover vist bedre og får sikkert mere ro, men det er næppe dén, der værdsætter mest, at man på den måde kan vokse sammen og lidt ind i hinandens tilstedeværelse, så der kan være ro, også når der ikke er stille.