Man skal være lidt selvfed, ikke?

Sådan sagde en mand ved mit bord til frokosten på #DM13dk, da hans sidemand nævnte Twitter. Jeg blandede mig straks, for selvom han har en pointe, er jeg ikke enig.

I udgangspunktet er de fleste nok på Twitter, fordi de forestiller sig, at de har noget at byde ind med. Hvad enten det er sjovt (for sjov har vi også brug for), alvorligt eller begge dele. De fleste, jeg følger, veksler fint imellem de to og alle gråtonerne ind imellem.

En af præmisserne ved Twitter er netop, at det nogle gange bare er varm luft og pjat, det ved vi alle sammen, og det er formentlig sådan, de fleste kan lide det, eftersom vi bliver hængende. Andre gange kan vi lige vende emner som Livstestamente og do-not-resuscitate-ordrer eller holdningen til civil ulydighed. Dér handler det ikke ret meget om selvfedme.

Du kan sammenligne det med at sidde ved frokostbordet. Der handler det heller ikke om at være selvfed, når man deltager i samtalen og fortæller, at man da ellers kun havde hørt godt om Gran Canaria. (Tænkt eksempel, jeg har aldrig været på Gran Canaria. Desværre.) Det handler bare om at være med i samtalen og det sociale fællesskab. Og det er det samme på Twitter. Selvom fællesskabet om frokostbordet er fysisk, så vi kan se og røre hinanden, og vi på Twitter sidder med lidt større afstand. Konceptet er grundlæggende det samme. Nogen siger noget, og andre svarer. Social snak.

Og så er der det med Twitter, at man bare aldrig kan vide, hvordan et tweet modtages. Nogle gange synes jeg, jeg virkelig får hudflettet en træls sag eller får ramt hovedet på sømmet i forhold til en skarp politisk debat. Jeg sender et tweet, læner mig tilbage og venter på, at de andre reagerer på min åbenlyse genialitet. Og så sker der ikke en skid. Ingen svar. Ingen reaktioner.

Andre gange kan jeg tweete noget fuldkommen ligegyldigt, som mest af alt får mig til at ligne en sjuskedorte, der er lidt for ærlig og tweeter tomhed ud i æteren, som ikke vil gøre meget væsen af sig.

bhtweetOg så går der tyve minutter, og jeg får to retweets, 12 mennesker favourite’r tweetet, og der kommer fem nye followers. En stor succes.

Men lad mig slå fast; det er sgu svært at være selvfed med røven bar og nederdelen oppe om brystet!