Morgenboller med havregrød

Jeg har ind imellem havregrød til overs fra morgenmaden, som jeg sætter i køleskabet for at bruge til noget. Mest ender det med at blive smidt ud nogle dage senere, fordi jeg ikke har orket at bage brød. Og så en times tid efter affaldsspanden kommer jeg i tanke om, at jeg da *stadig* ikke har prøvet at lave klatkager med havregrød. Tsk. Det må jo smage dejligt, tænker jeg, og beslutter mig så (igen) for, at næste gang må det være. Så jeg sætter troligt mine grødrester i køleskabet og håber på det bedste.

Og denne gang skete der endelig noget! Ikke med klatkagerne, nej nej, det gør jeg næste gang (eller næste igen!), men jeg fik bagt boller med resterne af min morgengrød.

Jeg fandt på det hen ad vejen, og derfor er opskriften lidt, hvad skal man sige, løs i det.

Mængderne er så præcist angivet som muligt, men jeg må indrømme, at jeg ikke helt er sikker på, om der var en deciliter mel mere eller mindre i. Derfor kommer succesen på dine boller måske også lidt an på din egen erfaring og dit håndelag. Min dej var ret tynd, som en grød, man ikke gider spise, fordi den er for sjappet. Men den kan nok nemt tåle lidt mere mel end min fik, hvis det skulle være. Så kast dig bare ud i det.

Foto af seks boller drysset med gryn på et køkkenbord.

Morgenboller med havregrød (9-15 stykker)

Ingredienser:
3 dl havregrød fra i går (min er lavet på grovvalsede gryn)
5 dl vand
20 gram gær
2 spsk blød honning (det er nemmest at røre ud)
3 dl fuldkornshvedemel
6-7 dl hvedemel
2 gavmilde tsk groft salt
2 dl tipo 00-mel

Fremgangsmåde:
Rør kold grød og koldt vand og gær og honning sammen i en stor skål. Dæk den til med et viskestykke eller film, og lad den stå på køkkenbordet et par timer, til det bobler fint.
Tilsæt så fuldkornshvedemel og 6 dl af hvedemelet og salt og rør det hele godt rundt. Lad igen dejen stå overdækket på bordet i en times tid.

Nu slutter du af med at røre tipo 00 i, og her må du vurdere, om dejen er for våd; den var som en klumpet kartoffelsuppe, der er lige tyk nok – eller som en havregrød, der er lige tynd nok. Fast, men flydende; ikke så det skvulper, hvis du skubber til skålen, men så våd, at dejen giver sig og følger med skubbet. Hellere give den syvende dl hvedemel, eller en sjat mere, hvis du tror, den er for tynd.
Dejen skal bare røres rigtig grundigt, og så dækker du skålen med film og sætter den øverst i køleskabet til i morgen tidlig.

Varm ovnen op til 250 grader, og tag dejen ud af køleskabet. Jeg ved ikke, hvor længe min stod ude, for jeg måtte lige vaske bagepladerne op i mellemtiden, men lad den stå en ti til 15 minutter. Så dækker du et bord med mel, for dejen klistrer meget, og den breder sig! Her hælder du al dejen ud og sørger for at få det hele med ud af skålen. Du kan eventuelt drysse med solsikkekerner, birkes, sesam eller som mig blande grove havregryn og byggryn og drysse over.

Gør din kokkekniv våd med koldt vandt og skær en stribe af dejen – der skal være til fire striber. Træk den væk fra den store klump, og del den i yderligere tre eller fire (afhængig af hvor mange og hvor store boller du ønsker), og læg dem løbende hen på en bageplade med papir. De er bløde og breder sig stadig, så hav god plads imellem. Det er nemmest, hvis du gør kniven våd mellem hver, så klistrer de lidt mindre og er nemmere at håndtere.

Når alle bollerne er ført over (jeg fik 9, de blev lidt store) på pladen, skruer du ovnen ned på 220 (det meste bagepapir kan ikke tåle højere temperatur) og sætter pladen ind. Samtidig smider du en smule (måske en halv dl) vand ind i bunden af ovnen og lukker døren i en ruf, så bollerne bliver dampet lidt.

Mine blev bagt mellem 25-30 minutter, men hvis du nu får 15 styk ud af portionen her, skal de have lidt mindre, måske en 20 minutters tid. Ovne er også vidt forskellige, så det er bedst at holde øje med dem. De må gerne blive lidt mørke, og du kan lige banke på bunden af en af dem og høre, om den lyder fint hul, for så er den færdigbagt.

Bollerne køler af på en rist, og så kan du ellers smovse i dem. Jeg fik dem til morgenmad, lune med smeltende smør og jordbærmarmelade, og vi har fået dem til frokost med salat og pålæg i en sandwich. Alsidigt og dejligt.

God fornøjelse og god appetit.