Uge 12 2022

Baggården var mørk under de tunge skyer. Bassen strømmede med lyden af latter og råb fra baren ud og lagde sig om den brede mand, som havde huen helt nede i panden, og larmen lagde sig over de to små firkanter af mat orange på jorden. Han tog sit tørklæde af og lagde det på den ene rude, før han jog sin albue igennem og rakte ned til dørhåndtaget. Der havde slet ikke været låst, indså han. Manden rystede tørklædet i den smalle stribe lys og bandt det så om sit hoved, så kun hans øjne var synlige imellem den tykke hue og tørklædet med lilla snirkler, som fik øjnenes blå til at stråle tydeligt. Han trådte ind i barens lille baglokale, hvor skrivebordet flød af papirer, og hvor en lille lampe spredte sin kegle over til det høje arkivskab af træ. Der var en lås i øverste ribbe på skabet, og manden smilede bredt og kneb øjnene i. Nøglen sad i låsen.

Tre vægge derfra var der trængsel og sved i luften. I et hjørne af det otteformede dansegulv, der var slidt, så man kunne have fået bare fødder fyldt med splinter, stod et ungt par på et let forhøjet podie under en diskokugle. Farverne dansede i små prikker på mandens våde kinder, og han stod helt stille og så på kvindens ansigt, der var tørt og stramt. Hans lange arme hang ned ad siderne på ham, og han åbnede munden for at sige noget. Kvinden kiggede på loftet, eller måske var det på de mange små spejle i kuglen over dem, og sagde noget mere. Han løftede hænderne, men de blev hængende løst i luften foran hendes smukke krop.

Prikkerne fra diskokuglen blev ved at dreje rundt og rundt, og nogle af dem ramte baren bagved. Her dansede de klare farver hen over en serviet, der lå på det mørke træ. En mand i grøn skjorte og butterfly satte med stor omhu sit kølige glas fra sig, så det passede til ringen af kondens på servietten. Han så op på det kønne ansigt ved siden af, lukkede og åbnede sine næver og lænede sig lidt frem. Han var ikke sikker på, om det var nok, men manden med det kønne ansigt smilede til ham. Han skilte sine læber let ad og mærkede en blød tommelfinger glide over hans ventende amorbue, hvor den fangede en dråbe efterladt whisky. Og så mærkede han den andens tunge mod sin egen og lukkede øjnene.

Barens lyde trængte igennem loftet og op gennem gulvet på førstesalen. Her lå to tyndslidte tæpper på en flad madras i mørket og ved siden af stod en spand, hvorfra der kom en ram lugt. Indholdet vibrerede sammen med gulvet, og det glimtede i de små ringe, som for ind og ud fra spandens kant til centrum og tilbage igen. Ingen ville bo oven på en bar.

Men på anden sal boede der en ung kvinde, som var alene hjemme i nat. Hun var lige kommet ind fra en hurtig tur ned på benzintanken nogle gader væk. Hendes jakke lå smidt over stolen i stuen og hun var på vej ud på badeværelset med en lille papæske i hånden og med stor bekymring i sit hjerte. Det ville simpelthen ikke være så heldigt, men hun havde svært ved ikke alligevel at være lidt spændt. Måske var tingene lidt rodede nu, men måske var det netop det her, der skulle til, så hun kunne få ham tilbage, og så alt ville køre fint, som det havde gjort før. Hun tissede på den lille pind og lagde den sirligt på kanten af vasken, og så tændte hun telefonens stopur og prøvede at tænke på alle andre ting.

I lejligheden ved siden af stod den kvindelige beboer i sit køkken. Hun havde nattøj på, og det var koldt om tæerne. Men hun var vågnet af en eller anden lyd fra bygningen og havde opdaget, at hun var tørstig, så hun havde bare viklet sig ind i morgenkåben af frotté og stod nu med kolde fødder og drak en tår vand. Imens så hun ud i mørket bag køkkenvinduet. Kvinden tændte aldrig lyset, hvis hun skulle op om natten, for hun kunne godt lide tanken om at gå rundt i sit hjem, uden at dem i bygningen på den anden side af gaden kunne se, om hun var der. Et blåt lys trak hendes tanker tilbage til virkeligheden, og hun drak det sidste vand, imens hun tog telefonen op. Det overraskede hende, at den ikke som vanligt var sat til at ignorere notifikationer om natten, og hun så ned på skærmen. Der var kommet en mail, og navnet i afsenderfeltet fik kvinden til at tabe vejret og det tomme glas. Måske kunne hun efter 27 års tavshed alligevel ende med at få sin mor tilbage.

En telefon havde netop lyst i en lejlighed på 3. og vækket ejeren med sine vibrationer på natbordet. Søvndrukkent rakte manden en rynket hånd ud for at få larmen til at holde op, men displayet lyste op med hans bedste vens navn, og manden blev straks ramt af bekymring. I hans erfaring var der ingen opkald klokken lidt i 2 om natten, som bød på gode nyheder, og han tøvede før han svarede. Hans stemme havde hele dagen været ubrugt, og han kunne næsten ikke høre sig selv, da han kvækkede hallo, fordi et solidt bump i samme øjeblik lød ude fra opgangen.

Herude stod mandens nabo på trappens repos og med armene strakt ud i luften foran sig og et forbløffet udtryk i ansigtet. Hun var kommet sent hjem og havde fundet en usselt klædt mand siddende oven for trappen foran hendes hoveddør. Hun havde afkrævet ham en forklaring, men han var gledet sidelæns ned og lå på gulvet og mumlede noget uforståeligt hen imod hendes stiletter. Hun havde prøvet igen og bedt ham tage sig lidt sammen. Selvom hun havde fået rigeligt selv, kunne hun lugte manden tydeligt, og det var svært at afgøre, om stanken af sprut, gammel urin eller uplejet menneske var værst. Kvinden havde skubbet til ham med en skosnude, hvilket fik ham til at reagere med et forskrækket spjæt, så han rullede om på maven. Herfra var han kommet op på alle fire med hendes hjælp, og hun havde endnu en gang spurgt, hvem han var, og hvorfor han var der, og han havde brummet og taget to vaklende skridt over mod trappen. Her mistede han balancen, og med hælen ude over trinnets kant kunne han ikke fange den, og der var ingenting til at gribe ham. Hun havde ikke været hurtig nok.

I husets kvistlejlighed boede en ældre dame, og alle fandt det utroligt, at hun uden problemer gik op og ned ad trapperne til fjerde sal flere gange dagligt. Damen selv affejede enhver bekymret snak om flytning, for hun havde boet der, siden hun blev gift, og det var nu engang hendes hjem, selvom hun for længst var blevet alene, og sådan var dét. Hun vidste egentlig godt, det var en smule tosset at sætte sit vækkeur for at stå op og stille uret om til sommertid, men sådan havde Tormod gjort det dengang, og sådan havde hun gjort det lige siden. Nu stak hun fødderne i sine små tøfler, der stod klar på den lille måtte ved siden af sengen, og med en knagen fra både skelet og stemmebånd rejste hun sig op. Langsomt trak hun tøflerne over det grønne tæppe, der allerede i mange år havde haft stier i luven, hvor damen gik mest frem og tilbage.

Inde i stuen stillede hun sig foran det store standur og så på viserne. To minutter i to viste uret. Der var god tid til at åbne glasset foran urskiven, sætte den blanke nøgle i hullet og dreje den 27 omgange, til fjederen var spændt, og hun ikke kunne dreje mere. Et minut i to. Hun lagde nøglen tilbage og så op på urets visere, og netop som det første gong hørtes, trykkede hun pegefingeren mod den lange viser og drejede den sirligt hele vejen rundt om den næste time og lod den stå stille, så uret viste tre og kom med to gong mere. Sådan, nu kunne hun gå tilbage i seng.

I badeværelset under den gamle dames køkken stod den unge kvinde og tog makeup af sit ansigt med en serviet. Det havde været en lang aften, og hun var træt, nu hvor de mange drinks var dampet af. Hendes krop var fuld af adrenalin, og hendes ben sitrede længe efter, at hun havde taget stilletterne af i entréen. Hendes hjerte slog også lidt hurtigt, og hun havde knækket to negle. Dem måtte hun fikse i morgen, når hun kom op igen.
I lejligheden ved siden af lå den ældre herre i sin seng og læste, mens et glas varm mælk kølede en anelse af ved siden af telefonen på natbordet. Han hørte sin ven snorke inde fra sofaen i stuen og smilede.

En etage længere nede sad den unge kvinde i sin seng med en stor bøtte is i skødet og en pose popcorn ved siden af. Fjernsynet viste en romantisk komedie, som hun kunne udenad, og hun pudsede næsen i en Kleenex, som hun smed ned på gulvet til alle de andre. Hun holdt ikke længere øje med, om de ramte rammen med bryllupsbilledet.
Hendes nabo sad på gulvet i gangen og så på sin telefon. Hun havde plaster om to fingre, som dunkede, og hun prøvede at varme sine fødder under de lange flapper fra morgenkåben, imens hun bladrede gennem en masse billeder på Facebook. Hun genkendte ingen af dem, som var på fotografierne.

I de store stuer på første sal stod en spand med pis og vibrerede med bassen fra gulvet, og på madrassen lå en lidt ubestemmelig form. Der var lemmer i vinkler, der ikke stemte overens med naturlig og sund anatomi, men ellers kunne det nok ligne et menneske. I den ene ende af madrassen spredte en plamage sig ud under figuren, men i mørket var det umuligt at se den dybrøde farve, som løb videre ud på gulvet. Figuren gav ondt af sig, men den gurglende vejrtrækning blev overdøvet af larm fra gaden.

Foran baren var en mand i grøn skjorte på vej ind i en taxa, og manden ved hans side havde fået butterfly på. De holdt i hinandens hænder, som om de aldrig skulle eller ville andet.

De næste i rækken til taxaer var en ung mand, som vinkede ad en taxa med den ene hånd og holdt en kvindes håndtaske i den anden. Kvinden så på ham med blanke øjne og sukkede. Hun var meget mere end træt, da hun fik tasken tilbage og gav manden et vådt kys.

En fuld mand snublede ud over fortovskanten. Hans øjne svømmede, og han kastede op i rendestenen. En anden mand kom over til ham, og klappede ham på ryggen med forsikring om, at det hele nok skulle gå. Han tilbød den nyligt tømte mand at komme med ind i baglokalet, hvor han kunne sidde lidt i ro og måske også få en ganske særlig drinks fra den hemmelige beholdning i arkivskabet, hvis det nu lige var noget. Klokken var jo kun 3, og det var da absolut noget, så manden trak sin hue af og gik med indenfor igen.