Uge 20 2022
Det var en forårsdag af den slags, hvor himlen lægger sig stille på alle tage og bare hviler på alles hoveder, og hvor støvregnens stålgrå gør alting så lyst, at det skærer i øjnene.
De to mødtes og gav hånd og sagde dav, og verden kunne nemt være fortsat som om intet var hændt. Men de to så ind og fik øje på hinanden, og da brast de store skyer, og solens stråler brød varmt igennem og fyldte alting op.
Siden var alle dage badet i gyldent lys, selvom der både var hagl og sne og torden med slagregn, som der nu engang er.
Solen strålede trygt og godt, indtil den dag kom, hvor – uvægerligt – den ene måtte tage af sted før den anden, gå i forvejen og være den første. Herfra måtte den anden gå med tunge trin i blege enge og på pludseligt køligere dage, bare gå og vente på sin tur og selv huske og se sit guld under så mørke skyer.
Og en dag skinnede solen atter.
