Uge 21 2022
Hele sommeren havde bakkerne og skoven omkring den lille by genlydt af latter, råb og bank fra en hammer. Alle vidste nogenlunde, hvor drengene var, og de kom hjem næsten hver dag og fik mad og en nat under dynen. Næste morgen var de ude af fjerene, før Jørgensens fik malket eller hanen galede i deres eget hønsehus.
De havde fundet nogle planker i udhusene, og ellers havde de samlet tømmer ved fjorden og nedfaldne grene i hele området, støvsuget hegn og grøfter for alt, de kunne bruge, og så havde de bygget sommeren lang.
Et træhus, vidste deres mor, at de havde skabt. Hun vidste ikke, hvor det præcis var, men de havde ladet drengene sove derude nogle gange, hvor mor gav dem brød og vand og kogte kartofler med til natten. Lys bad de ikke om, men hun mente, at det var svundet i kurven med lys i det store skab i stuen. Far havde ikke opdaget svindet, det var nok bedst, og mor kunne nok løse den mørke stue, inden det kom så vidt.
En dag i maj var Jørgensens gået i marken for at se, hvordan det første korn kom op i den tørre og ret kølige forsommer. Og kornet så for så vidt fint ud, jorden skrånede en del, men vendte mod syd og fik alt, hvad der var at få af solskin. Der var bare lige nogle steder henne ved skellet, hvor hans jord mødte bakken op mod skovbrynet, og hvor Jørgensens fandt nogle lange baner af nedlagt korn, som han ikke forstod.
På grusvejen rundt om skoven traf han på Jens, der kom gående hjemmefra med stang over skulderen og grejtaske på hoften. Han skulle ad fjorden til, og Jørgensens fulgte med ham et stykke vej. Her gik de og talte lidt om vind og vejr, og Jørgensens fortalte om de nedlagte striber af korn. Historien fik Jens til at le en smule med sit skæve ansigt, og han afvejede med et blik mod skyerne, før han fortalte, at han kendte svaret.
Jens var nemlig kommet slentrende en morgen lige omkring daggry, og da havde han hørt jubel og hvin ovre fra marken. Han måtte følge efter lyden, så dejligt lød det, og foran skoven havde han set drengene komme susende ned over bakkens lange græs hele vejen fra brynet og ud i Jørgensens korn.
Drengene havde bygget en vogn af brædder og planker fra træhuset, fortalte Jens, og de havde manglet hjul til den, så den kunne køre på vejen med den ene bror som kører og den anden bror som løber. I stedet havde de høvlet nogle planker flade og lagt dem i bækken natten over, og så havde de klemt dem fast, så de sad i spænd mellem store grene og var blevet buet. Nu kunne de slås på vognen og bruges som meder. Og i morgenens dugvåde græs gled deres kane helt flot ned ad bakken, fortalte Jens og var tydeligt imponeret.
Det var svært at blive sur over en sådan foretagsomhed, mente han, og da især når drengene endda sørgede for mest at ramme det korn, der måtte have spredt sig med vinden ud over Jørgensens lod og nu voksede helt ud på den offentlige grund. Jørgensens fik lige øje på noget spændende i gruset under de tykke skosåler, han nikkede til Jens med sænket hoved, og drengene fik ingen brok fra ham.
En dag var drengene kravlet op i skovens største træ, og storebror havde endnu en gang fortalt den lille om den nat, hvor træet mistede halvdelen af sin pragt. Det var netop, som lillebror kom til verden, at lynet slog ned i træet oven for den store skrænt ud mod fjorden. Og træet, der måske nok var firehundrede år gammelt og helt solidt og godt, var blevet kløvet som det rene ingenting, så halvdelen af det stod vaklende på jordvolden, imens den anden halvdel flammende og fuld af røg og gnister styrtede ned og landede i det lave vand nedenfor, hvor det stadig lå som sorte og stadigt mere fedtede kæppe.
Lillebror så altid på den store med åben mund og stolthed, når han fortalte historien, som om han selv havde været der og set lyn og flammer med sine egne øjne. Men der var kun to år imellem dem, og de vidste begge to, at han ikke havde set noget som helst andet end nabokonens skørter, imens mor lå og hylede. Men historien var god, og han fortalte den bedre end far, der udelod mange detaljer om nattens hændelser, og lillebror kunne lide, at historien altid endte med, at træet nu bare kaldtes lillebrors træ.
De to brødre sad på den bedste plads i lillebrors træ, en høj og vejrbidt gren imod toppen. Og havde træet endnu været helt, havde de blot kigget lige ind i bladhanget, men det var halveret af lynild, og nu havde de frit udsyn hen over fjorden, hvor måger og ænder lettede og landede i det glitrende sølvbånd. Her kom de to brødre på, at man måtte kunne flyve, hvis man var ferm og byggede nogle gode vinger.
Der var ikke langt til handling, så de gled og smøg sig ned fra træet og gik til angreb på deres lille kane. Mederne røg af, og de skilte den fuldkommen ad, før de gik i sving og lagde brædder ud på jorden og flyttede rundt på dem og dansede omkring med svingende arme og tænksomme ansigter og glade råb i planlægningen af holdbare vinger, der kunne baskes ud i det blå. Læderbånd listede de ind og fandt i den gamle stald, og remmene gled ganske nemt igennem knastehuller og rundt om brædder og kunne binde vingerne fast til skuldre og arme, og så var drengene flyveklar.
De gik utålmodigt og ventede på blæst, og da en grå dag kom med spredte skyer og tørre vindstød, slæbte de vingerne op i toppen af lillebrors træ. Det var ikke helt ligetil at få vingerne uden om alle grenene på vej derop, og drengene endte med at få hudafskrab på ben og arme. De svedte og masede og bandede nok en anelse, og de havde i hvert fald aldrig før sendt så meget løv til jorden som på de to ture op i træet med vingerne. Men op kom både drenge og vinger, og da alle havde fået pusten tilbage, fik storebror surret vingerne fast på sin stærke krop.
Nu blev han lidt forpustet igen, og de to følte, at det var et højtideligt øjeblik, når den store fløj fra selve lillebrors træ. De talte lidt om det, og så holdt de hinanden i hånden og sagde til gud, at det var godt, han havde skabt fugle, så de kunne se, hvordan man gjorde det der med vinger. Storebror tilføjede et amen, som lillebror gentog.
Drengene gav hinanden hånden, og storebror nikkede kort, før han vendte sig mod den fri luft over fjorden. Vinden trak og skubbede i totter af deres hår, og storebror satte af med stor kraft, netop som et vindstød ramte dem begge.