Uge 22 2022

Solen skinnede ikke helt nok, og det var lidt koldt om Krestens ben, da han trådte ind ad døren på arbejdet. Men kalenderen sagde 1. juni, og det var årets første sommerdag, og det havde altid været sådan, at Kresten gik i sommertøj fra juni til oktober uanset vejret.

Selvom Krestens bare fødder var kolde i sandalerne, fløjtede han tilfreds, da han gik op ad trapperne mod frokoststuen. Han havde været forbi bageren, for sommeren skulle som altid skydes ind med morgenbrød og jordbærtærte i selskab med kollegerne.

Gåsehuden, der stak ud af de korte ærmer, lagde sig efterhånden som han nåede køkkenet og lagde bagerposerne og æsken med kagen fra sig på bordet.

Om lidt ville Jane komme og gøre alting klar til morgenmødet om en time, og han kunne lige nå at danne sig et overblik over arbejdsdagen forinden.

På vej tilbage til trappen mødte han Jane, som stoppede helt op, da hun så ham. Han forklarede, imens han rømmede sig lidt, at det jo var sommer, og at han havde lagt brød i køkkenet, som bare skulle rettes lidt an, og om hun mon ville lave lidt ekstra vand til te i dag. Jane nikkede og smilede og så lidt ned i gulvet, før hun gik forbi ham og i gang med sit arbejde i køkkenet.

Kresten rystede en anelse indeni, da han gik ned ad trappen, men han hørte Jane åbne og lukke skabe og skuffer, og fik hold på sig selv. Det skulle nok blive en fin sommerdag.

Nede på gangen med kontorer hilste han på et par af de andre, og han bemærkede godt, at deres blik flakkede fra ham til hinanden og tilbage igen, men han rettede sin ryg og sagde smilende sit ‘glædelig sommer’ til dem begge, og så gik han ind på kontoret.

Normalt var Krestens dør aldrig lukket, medmindre der var gæster på kontoret, som krævede en vis grad af fortrolighed, hvor ingen måtte høre, hvad de sagde. Men i dag gik han ind og lukkede helt stille døren bag sig og lænede skuldrene mod den kølige træflade.

Det var jo bare sommertøj, sagde han til sig selv. Same procedure as last year, som han havde sagt til spejlbilledet derhjemme, hvor han stod og så på de store blomster på den røde baggrund og mente, at det klædte ham godt med noget, der var lidt mere farverigt end ellers.

Han havde kysset Bitten en ekstra gang og endda blinket til hende, da han smuttede hjemmefra med varme fødder og lette trin i sandalen. Hos bageren havde den unge ekspedient smilet varmt til ham og nikket bestemt, så han havde følt sig sikker og glad. Nu hvor han stod på kontoret og havde fået et par elevatorblik og set folks tøven, var han en anelse mindre sikker.

Det bankede på døren, så Kresten for sammen, og han lagde mærke til, at det lette stof om hans ben knitrede med en lille, rar lyd.

Udenfor stod bogholderen og spurgte, hvorfor døren var lukket, og om der ikke var sommerbrød i dag, siden han ikke havde sendt en mail om det? Kresten nikkede og forsikrede, at mailen skam var på vej. Der havde bare lige været, øhm, lidt knas! Men jo da, jo, der var sommerbrød.

Bogholderen så op og ned ad Kresten og sagde, at det var godt, man kunne regne med ham, og så smilede han til Kresten og stod lidt og trippede, før han med et nik drejede om og gik rank derfra.

Kresten tændte sin computer og skrev en mail til alle medarbejdere om, at han som så mange gange før var trukket i sommerdress og håbede, de andre var klar på sæsonskiftet, om ikke i påklædning så dog i frokoststuen ganske snart.

De næste tre kvarter kiggede han stift ind i sin computerskærm uden at se helt så meget. Han ignorerede alle skridt, som gik forbi på gangen, også når han hørte dem sætte farten ned eller endda stoppe; hvis nogen ville ham noget, måtte de selv komme ind. Men ingen meldte sig.

Kresten ventede, så han var den sidste, og da han kom op ad trappen kunne han høre snakken fra frokoststuen. Der var skraben af stole og klirren af porcelæn og lyden af kaffe løbende fra kander til kopper og mennesker, som sad stille og velkendt op ad hinanden og delte brød og smør og syltetøj imellem sig.

Det lød som en familie, og Kresten behøvede en dyb indånding ude i forgangen, før han trådte ind til dem alle sammen. Glædelig sommer, kvækkede han med sprød stemme, og alle hoveder drejede mod ham. På trods af den dybe indånding, fik han ligesom ingen luft, men de andre istemte glædeligs ommer, og så blev han tilbudt en plads og en stol, og nogen skænkede kaffe og rakte en kop nedefter, og han satte sig hos dem.

Øhm, sagde Kresten og jog en tudse ud af halsen, øhm, måske skulle jeg… De andre så på ham, og han havde øvet sig så meget og vidste præcis, hvad han skulle sige, da han stod hjemme i gangen, men hans tanker var pludselig helt blanke, og alle sætninger virkede tomme og utilstrækkelige. Øhm.

Det behøver du ikke, sagde Morten fra IT og rakte ud efter termokanden, det er jo bare tøj. De andre nikkede. Bogholderen smurte tandsmør på sin over og smilede til Kresten. Én af damerne sagde, at det da var ligemeget, en anden bemærkede, at det jo altid bare var Kresten uanset.

Kresten kiggede rundt på alle over kanten af sin kaffekop. Han fik varmen og lidt blanke øjne, og første sommerdag var helt som den plejede. Den eneste forskel var, at Kresten i år ikke mødte i skjorte og shorts, men endelig havde fundet modet til at stå foran kollegerne og resten af verden i sin bedste sommerkjole.