Uge 23 2022

“Hvordan fanden skriver man en palindromtekst”, tænker Morten. Han skubber til sit keyboard og vælter kruset, og selvom han har drukket al sin kaffe, løber der noget ud på bordet. Det fylder mere, end han troede muligt med så få dråber. Kruset var tomt, hvordan kan der være så meget?

Han bander ad chefens opgave og råber “det er jo ikke engang et palindrom, når det skal spejles sådan på skrå!’

Han går ud i køkkenet efter en klud, så den kolde kaffe ikke trænger ned i spisebordets rå overflade af gammelt træ.

Derude står Karen og er i gang med aftensmaden. Hun fileterer en fisk til panering og stegning, og han spørger træt, om hun kan huske det der dumme logo for Kulturby 96, hvor 9 og 6 var slynget sådan sammen, og det var fandme da ikke et palindrom, men bare en chance for noget grafikersmart branding.

Karen kigger brat op fra fisken på brættet. “Det ved du da godt, jeg kan huske,” siger hun med et såret udtryk i øjnene. Morten nikker og kysser hende på kinden, før han går ind i stuen med sin opvredne klud. Han ved det godt. 1996 var den sommer, hvor de mødte hinanden, fordi hendes bror døde.

Morten tørrer bordet, så kaffen skubbes rundt, og alt det våde farver et endnu større område af bordpladen mørkt. Han kan lugte træet og kluden fra køkkenet og kaffens bitre undertone. Det irriterer ham, at han blev så frustreret og nævnte 96 for hende.

1996 var den sommer, han havde mødt Karens bror.

Til en fredagsbar, lige før semestret sluttede, var Jens pludselig trådt ind ad døren, og Morten var blevet helt stille indeni. Han havde bare siddet og set på ham i flere minutter, hvor han fuldkommen slap samtalen om bordet og vennerne omkring sig.

Jens havde morgenen efter fortalt, at han fik øje på Morten, før han så sine egne venner. Men han havde ikke haft modet, da han stod dér i en døråbning og så ind i lokalet med dæmpet lys, guirlander og en stemning, som han ikke turde bryde. I stedet havde han tvunget sig hen til sine venner, hvor han satte sig med en øl og bare håbede. Morten var blevet ved med at se på ham, og de næste uger havde de med store smil småskændtes om, hvorvidt der var gået ti minutter eller et par timer, før Jens kom over og sagde hej til sit livs kærlighed. Det føltes som begge dele på en gang, og de endte altid med at enes om, at det havde været præcis tid nok.

Næste morgen havde de kysset hinanden farvel, fordi der var aftaler, som skulle passes, og mennesker, som skulle ses, men allerede om aftenen afblæste de en masse og sås igen. De havde været sammen stort set døgnet rundt fra den første gang og indtil den dag, Jens faldt om med hjertestop på en tur i Netto en lørdag aften, hvor ingen kunne førstehjælp, og Jens derfor var død, da ambulancen kom frem.

Morten sad chokeret på hospitalet, da Karen og en ældre mand kom grædende hen ad gangen sammen med en dame i kittel. Dengang vidste han jo ikke, at hun var Karen, men da de havde talt med lægen og kom ud på gangen igen, præsenterede de sig for ham som Jens’ søster og far.

De kunne forstå på lægen, at han og Jens havde været på indkøb sammen, da det skete, og de ville gerne høre hele forløbet. De spurgte, om Morten var en studiekammerat, og talte indbyrdes om, hvad der nu skulle gøres med bedemand og bisættelse. Faren græd lydløst hele tiden og så med tomme øjne fra side til side. Morten sad med tørt svælg og lige så tørre øjne og havde svært ved at forstå, at Jens var væk. I sengen på stuen bag væggen lå en krop, men den var ikke Jens’, det var bare en krop med alle Jens’ kendetegn, men den var uden ham.

Karen klappede den gamle og den unge mand på hvert deres knæ og gik efter kaffe. Lidt efter kom hun tilbage sammen med en sygeplejerske, som smilede forstående til dem alle sammen og kondolerede, imens hun fyldte tre papkrus fra en rød termokande, som hun lod stå hos dem. Kaffen dampede stille op fra pappet, og Jens’ far trykkede sine kinder med en kleenex og kiggede op på sin datter. Morten så på det farverige billede på væggen overfor. Han kunne ikke se, hvad det skulle ligne, og tog et papkrus fra det lille bord med pjecer og servietter. Kaffen smagte som den lugt,  gamle termokander altid har, men det var rart at få noget varmt ned til den kolde og tunge sten, han havde i maven.

Karen talte med sin far om, hvem der skulle have besked. Der var nogle fætre, de havde holdt ferie med som børn, og så var der nogle veninder, som skulle høre det fra Karen, før de så det i annoncen eller på Facebook. Karen spurgte, om Morten kendte nogen fra Jens’ studier, om han vidste, om der var en pige eller andre, der skulle have besked. Og Morten lagde mærke til, at hun præcis som Jens gjorde en bevægelse med nakken og hovedet, når hun var færdig med et spørgsmål. Han var begyndt at græde, og Karen så på ham med rynkede bryn. De var magen til Jens’, men hvor hans havde været smalle og yndefulde, var de i Karens ansigt mere kantede og fulde af styrke.

Gråden blev stærkere, og Morten kunne ikke få luft. Han undskyldte sig og gik ud på toilettet. Her sjaskede han koldt vand i sit allerede kolde ansigt og så på det grå fjæs med røde øjne, som kiggede tilbage på ham fra spejlet i det hvide rum.

Døren til toilettet lukkede stille i bag ham, og Morten stod på gangen og så på Jens’ familie, som sad der og snakkede om Jens, men slet ikke vidste, at han var kæreste med en mand. Morten havde valgt ikke at sige det til dem. Han fortalte, at han havde kendt Jens en måneds tid, hvor de var blevet gode venner og egentlig ret tæt.

Karen havde bare nikket og smilet med omsorg og præcis de samme smilehuller i kinderne som Jens havde haft, når han var lidt beklemt. Faren havde siddet helt stille, og Morten havde set ham gå fra skidt til værre, over de næste uger med bisættelse og ordning af alt det praktiske med Jens’ hjem. Morten havde hjulpet til og været der i det omfang de lod ham deltage, og det blev hurtigt en del. Han gled ind i familien, alt imens Karen det næste års tid blev mere og mere bange for, at Jens’ død i sidste ende også ville tage livet af faren.

Men sommeren efter ventede hun og Morten deres første barn, og faren blomstrede stille op igen. Hans kinder fik kulør igen, og der kom lys og glæde i hans øjne, efterhånden som Karen bulede ud. Morten havde friet, og der var vinterbryllup med stor mave, og efterhånden slap Karen sorgen over sin bror og den store bekymring om faren. Og da barnet kom, havde de alle sammen fået travlt med den ny fremtid.

“Av for hel..,” lyder det pludseligt ude fra køkkenet.

Morten står foran spisebordet med armene ned langs siden, han har kluden i den ene hånd og det tomme krus i den anden. “Hvad sker der dog,” råber han, og han tørrer sine kinder i løbet af de elleve lange skridt ud i køkkenet. Karen har bare stukket sig på kniven, og selvom det er et lille prik fra det skarpe stål, bløder det en del.

Morten spekulerer over, hvad der fylder mest, om det er blod fra et lillebitte stik eller kaffe fra et tom krus. Han kommer i tanke om, at Jens engang var ved at falde om, fordi han skar sig i fingeren, da han åbnede en papkasse, og snittet lod en masse blod løbe ud. Dengang havde Morten pakket fingeren ind i køkkenrulle og beroliget Jens med kys i hele hans smukke ansigt.

Nu hjælper han Karen med at få et plaster på, og han smiler til hende og kysser hende på panden lige over de smukke øjenbryn, som han kender og elsker så meget.

Fisken skal bare paneres og steges nu, og det kan Karen godt med plaster på. Hun smiler til ham og nikker, og Morten går ind til det plettede spisebordet og sætter sig til at arbejde. Han har fået en ide til sin artikel.