Uge 24 2022

Det gule gardin blafrer og lukker lyset ind i glimt. Solen står op på den anden side af huset, men i den højeste sommer skal den ikke langt over havet, før alle rum på skolen får et lysvæld ind fra himlen.

Jens glipper med øjnene og nyder morgenluften, som lister ind og kysser ham på panden og kinderne. Han ligger lidt og trækker vejret og hører efter vinden og stilheden derude, før han strækker sin krop og rejser sig fra sengen. Han trækker i bukser og trøje og ude ved døren stikker han i sine tøfler, før han smækker døren bag sig og krydser gården.

Hans værelse ligger i enden af bygningen med lærerboliger, og det blev vist bygget som pigekammer i sin tid, men nu har Jens sovet der hver eneste nat i snart et år. Han vågner glad hver morgen og går glad i seng med en træt krop hver aften.

Ovre i hovedbygningen sætter han kaffen over og går en runde blandt alle spisebordene. Stolene skal ned, og bordene skal tørres over med en klud, og han plejer at ordne det, før Lona møder ind.

I dag kan han nå at få en kop kaffe, og sætter sig på den lille halvmur, som danner en grænse mellem de ansattes terrasse og den store plæne, som løber ned mod vandet. Det glimter derude, og Jens trækker vejret dybt.

Kaffen smager dejligt, og i dag tog han en af de små portionspakker med sukkerknalder med, så han kunne dyppe sukker i kaffen og suge den søde drik ind mellem tænderne, som da han var barn og først lærte at drikke kaffe. Siden var der gledet mange kopper kaffe igennem, og de fleste havde været dårlige, men i dag smagte kaffen af tryg varme.

Fru Jørgensen banker på ruden indefra, og han vinker til hende. Hun beder ham altid om at sige Bitten, men han kan ikke helt slippe forstanderinden i hende og få sig selv til at bruge fornavn. Hun kalder bare ham Jens, men han synes også, det er noget andet.

Hendes søn er hjemme fra sine studier, eller hvad han nu faktisk driver med ovre på fastlandet, Jens er ikke så sikker. Han bryder sig ikke meget om den unge mand, som altid skæver til ham og synes at undgå ham, med mindre han skal pointere noget.

En af de første gange, de havde mødt hinanden, havde Jens siddet med sin morgenkaffe på halvmuren som nu, og sønnen var kommet ud af døren med rodet hår og cowboybukser og bare arme i sin tshirt, selvom det var juleferie, og der for en gangs skyld var frost i luften. Han havde bedt Jens om en smøg, og Jens klappede sig helt per refleks på brystet, hvor der engang havde været en lomme og en pakke Prince og en lighter. Nu var der bare en bluse med et logo, og Jens havde sagt desværre og tænkt på, hvor meget han havde savnet at ryge, dengang han lærte, at glæden ved røg ikke helt stod mål med værdien i at have cigaretter på sig som valuta. Det havde han ikke svaret. Han havde bare fortalt, at han engang havde vænnet sig af med at ryge, fordi det var klogest.

Hun står alene derinde, fru Jørgensen, så hendes søn sover nok længe i dag. Jens går ind og siger godmorgen og laver en kop kaffe klar til hende. Den er med sødmælk, og hun tager den med ned på kontoret og drikker den foran avisen.

Jens går tilbage til køkkenbord og skærebræt, ser på planen og går i gang med at tage ting ud af køleskabet.

Fru Jørgensen er tit blevet hængende i køkkenet, når der har været tid. Så spørger hun til hans arbejde, om han er glad for det, og hvad han tænker om deres køkken i fremtiden.

Hun vil også gerne høre hele hans historie, og hun stiller spørgsmål om hans ophold i udlandet. Han fortæller gerne om sine erfaringer fra køkkener rundt i verden. Der er mange gode historier, og fru Jørgensen er tilsyneladende glad for hans input af mere eksotisk karakter. Selvom der ikke altid skal så meget til på de her kanter, hvor den lille ø historisk set har været præget af det muliges kunst. Så kom han med sine historier om skum og røg og glade gæster, imens han stod der og stegte hundredvis af frikadeller til brun sovs. Og selvom fru Jørgensen mente, det var for moderne med den finere gastronomi, bad hun ham om at foreslå Lona noget nyt.

Han vidste fra Lona, at der sammen med opfordringen havde været en lille øgning af budgettet, men også et krav om striks kontrol af det hele. Lona havde ikke smilet ret meget, da hun sagde det til ham, og hun havde talt meget om budget og hvad gode folk lige var vant til at få i munden og helst ville undgå. Jens havde holdt lav profil, men lidt havde han fundet på. Det var bare i det små, men nok til at han mærkede sit eget præg uge for uge.

Det var også blevet bemærket af flere af de undervisere, som kom i huset et par uger hvert år og havde gjort det i mindst en livstid. Flere havde været i køkkenet med ros, og den ene af dem havde med glimt i øjet spurgt, om oldfruen i det gamle køkken mon var nyforelsket, eller hvorfor der sådan var kommet boller i suppen, så det smagte af mere. Lona havde ikke blinket tilbage til manden.

Fru Jørgensens søn kom efter frokost hen til Jens, der stod med kosten. Han sagde til Jens, at karryretten ikke var særligt god. Ja, det var ikke, fordi den ikke smagte godt, men det var ærligt talt ikke særligt autentisk, mente han. Der kom en forklaring om nogle indere, han kendte, men Jens gik og tørrede bordene af og gjorde klar til at bage aftenens kage, og han hørte ikke ret meget efter. Han var vant til sønnens kritik, der altid bare var en besked om, hvem der vidste bedst. Det gjorde ikke Jens det store, han fejede og vaskede op og satte frem eller satte væk, mens sønnen talte, og så var der ro til næste gang.

Jens så sønnen gå ud på gangen, og han brugte ti minutter på at flytte mel og sukker og kakao tilbage i spisekammeret, før han gik samme vej ud fra køkkenet. Han skulle hente rullebordet i pejsestuen, så det kunne være klar til kage og kaffe efter aftensmad. Og når det var gjort klar, havde han som regel en halv times tid for sig selv. Han kunne godt lide at bruge tiden enten ude i skoven bag en af gangene med værelser eller ved marken ud mod stranden bag huset, hvor hans eget værelse lå.

I pejsestuen stod rullebordet og flød med krus og kagetallerkener, og Jens sukkede over, at vagten fra i går ikke havde ordnet det. Nu ville han ikke kunne nå i skoven, før han skulle over og begynde på middagen.

Han trak rullebordet ud på gangen og kørte nogle meter hen ad gangen, før han stak hovedet ind på kontoret for at se, om der skulle stå opvask og hobe sig op. Det gjorde der ikke, men døren ind til fru Jørgensens kontor var åben, og han kunne se sønnens fødder ligge på hendes skrivebord.

Fru Jørgensen lo højt og sagde, at knægten var tosset. Knægten sagde til gengæld, at mor var naiv, hvis hun troede, manden ikke ville snyde igen. “Det er jo ham,” sagde sønnen, “han blev sgu da dømt for den skandale på hotellet, mor!”

Fru Jørgensen gik i gang med at sige noget, men Jens bakkede hastigt ud af kontoret igen og hørte ikke hendes svar. Han var urolig og gik baglæns lige ind i rullebordet fyldt med service. Det klirrede, og to gafler faldt på gulvet sammen med en tallerken, der havde balanceret på nogle kopper. Jens samlede det op med iltre bevægelser og kørte helt rød i kinderne vognen hurtigt ned ad gangen og ind i køkkenet.

Her ryddede han rullebordet og satte alle tingene på plads i bakker til opvaskemaskinen. Han tørrede bordet med en varm klud, satte nyt service klar på det og sørgede for at lave plads til kagen, som han tog ud af ovnen og stillede til afkøling under et fluenet. Han lagde en seddel til Lona om kagen og en vejledning til pynten, og så lukkede han køkkendøren bag sig og gik hen til sit værelse.

Det var trods alt ikke første gang, og sikkert heller ikke sidste. Nu vidste fru Jørgensen, hvem han var, og som altid kommer der en chef og forklarer ham, at de jo egentlig er godt tilfredse med hans arbejde, men han kan jo nok forstå, at en institution som deres har moralsk forpligtelse, og det er et etisk ansvar at føre hus, og det skal være i overensstemmelse, og Jens forstår ikke, for afsonet straf er overstået, men han forstår det godt alligevel.

Han finder rullekufferten frem fra skabet i gangen og fylder den med tshirts og sammenrullede sokker. Og så banker det på døren.

Ude på trappen står fru Jørgensen med røde kinder og ser forlegen ud, hun har tydeligvis skyndt sig. Hun har en flaske i hånden og hænger lidt med skuldrene. Det er lige før, hun træder sig selv over tæerne.

“Øhm. Jo,” prøver fru Jørgensen. “Ja. Du ved nok…” siger hun, og Jens afbryder hende.

“Ja, jeg ved det godt, fru Jørgensen,” siger han med et blegt smil.

“Bitten,” svarer hun og smiler, “nu må du altså snart bare sige Bitten til mig, Jens.”

Hun ser ind bag ham og peger på kufferten i gangen derinde. Hun spørger, om han pakker, og Jens siger, at han ikke skal være dem til besvær og last, men er på vej videre, og hun behøver ikke undskylde. Eller smøre med en flaske, hvis det er sådan, han er en voksen mand, bare rolig.

Fru Jørgensen ser på ham og rynker brynene. “Denne her,” spørger hun og holder flasken frem. Det er en Grand Marnier, som er åben, og hvorfra der mangler det kvarte. Hendes ansigt bløder op i latter. “Må jeg godt lige komme indenfor,” siger hun og træder uden at vente på svar over dørtrinnet og går lige ind i hans værelse.

Her spørger hun, om det var ham, der larmede på gangen, og det var det jo. Og hun spørger, om han havde overhørt hendes og sønnens samtale på kontoret, og det havde han jo. Og hun spørger, om det var med vilje, han havde stået, så han kunne høre dem snakke, og det var det jo ikke. Han havde da ærligt talt hellere været fri, forsikrer Jens.

“Hør her,” siger fru Jørgensen og fortæller Jens, at hun hele tiden har vidst, hvem han var. Hun kender til balladen på det hotel i Jylland, men det var lidt knebent med ansøgerfeltet i denne her udkant af landet uden ret meget prestige, og hvor stilhed og ro og rutine i madplanen var det primære, de kunne tilbyde. Hun syntes, han virkede tiltalende og dygtig, og hun havde altid men, at man kan lære noget og forbedre sig, så hun tog chancen. Hun havde været godt tilfreds hele tiden, alle andre – måske med undtagelse af Lona – var godt tilfreds, alle spiste og var glade, og det hele hang sammen. Så nu var hun altså ikke indstillet på at skulle undvære ham igen.

Jens peger på hendes højre hånd. “Men flasken”, spurgte han.

Fru Jørgensen ler igen og forklarer at hendes søn har fødselsdag i morgen, så hun er egentlig bare kommet over for at høre, om hun kunne lokke Jens til at lave nogle Crépe Suzette til dessert. Jens’ underkæbe glider ned, og hans læber kommer med et lille plop, da de skilles i vantro. Han ser undrende på sin forstanderinde.

“Ja, der er vel noget madlavningssherry i køkkenet,” siger hun så, “men du ved da, hvordan det smager. Så vil du ikke?”

Jens rækker ud efter flasken og nikker. “Jo, det vil jeg da gerne, Bitten.”