Uge 26 2022

Der stod et træ midt i det hele.

Sæsonen var halvvejs, og træet stod smukt og flot. Fuldt af grønne blade, som var gået fra en sart farve, der næsten kunne lyse, til en mørk og dyb grøn. Snart ville de første blade krølle orange i kanten, men endnu var der saft i dem, og træet så sundt og dejligt ud.

I foråret havde det rejst sig rankt og været spændt af saft og nye knopper, som rakte ud efter himlen og livet ved siden af.

Det fik sideskud og grene og vinkede til andre træer.

Efterhånden nåede dets grene ud og rørte ved andre, og sådan nåede hvert træ langt omkring. Grenene aede hinanden i bevægelse af vinden, og træernes blade raslede sammen, og de skabte små harmonier, når de kunne.

Sammen modstod træerne både stærk blæst og haglbyger, og vores træ bøjede sig og drejede sig og dansede bestandigt gennem voldsom regn og vind og solede sig smukt i den milde luft.

Der var bestandigt fugle og småliv i krone og stamme, og omkring træet summede bier, men træet satte ingen frugt.

De omkringstående vækster brugte deres kræfter på agern og gjorde deres indsats med bog og gik med møje og omhu fra lys til kastanjer. Deres grene nåede nu ikke så langt, og de slap vores træ, som ikke længere rakte så vidt omkring.

Træet stod efterhånden lidt alene, og dets egne grene nåede ind imellem andre træer, men gled forbi deres løv.

Vores træ lod tungt sine grene hænge ned i al deres urørthed. En del af dem nåede efterhånden jorden.

Snart blev det efterår, løvet krøllede brunt og blev sprødt.

Den kraftige regn slog de sidste tørre blade af. Flere af de små grene fulgte efter i vejrets skarpe vindstød.

Løv og grene blæste rundt og endte som fuglereder og gemmesteder, men for træet selv sluttede det lange efterår med en kold vinter.

Saften gjorde ingen nytte i kronen uden frugt og løv, og den trak ned i roden. Under frost og mørke forvitrede veddet.

Træet gik til sidst til grunde, som alt levende gør, og næste forår voksede der noget nyt midt i det hele.