Uge 49 2022

Det lille snefnug lå i Ivans bukselomme, og han stak ofte hånden ned og mærkede på de små, kølige takker. Fnugget havde ligget i lommer og på skrivebordet og i hans håndflade i dagevis nu, og det blev ved med ikke at smelte. Når det lå i lommen, kunne Ivan mærke tyngden fra det, selvom det ikke lod til at veje noget videre, når han havde det i hånden.

Snefnugget føltes ikke som plastic eller andet kunststof, det føltes bare præcis som sne. Han havde prøvet at knække det, men det bøjede sig ikke, og han havde bare revet sig på fingeren i stedet. Han havde lagt fnugget på komfuret, da han kogte havregrød en morgen, men der lå det bare lige så fint ved den varme kogeplade og glitrede op til ham, mens han rørte i gryden. Det blev ikke til en pøl af smeltevand, som det burde.

Ivan havde endda smagt på sit snefnug en dag, hvor han stod i sine egne tanker. Han opdagede, at det var som vanterne i hans barndom, når der var snemænd og sneboldkamp med drengene og vaskere, så man fik kolde tænder og røde kinder. Det var en kold smag af klar luft og frossent vand, og når det rørte ved hans tunge, var det som at åbne munden mod et stort snefog, der kom lige imod ham. Det havde fået ham til at smile, men også til at klø sig lidt i håret. Sneen var jo bare faldet på ham, men alt det andet sne var smeltet, da han kom indenfor, sådan som snefnug jo skal! Men her sad han nu med et frisk og frossent og åbenbart meget holdbart snefnug.

Hver morgen tog han det i lommen, når han klædte sig på, og så lavede han morgenmad til ungerne. Han kogte grød og ristede brød og lavede æg, og det var rart, at de her i december var så glade. Der var ikke så mange sure miner, som der havde været i november, selvom det både var både mørkere og koldere om morgenen nu. Børnene stod bare op og tog tykke sokker og nissehuer på og pakkede sig ind i trøjer med glimmer og pomponer og satte sig til bords.

Her måtte Ivan leve med, at de ævlede løs om jul og planer og ønsker. De talte om julekalender i fjernsynet, hvor julen skulle reddes, og de deltes om spændingen og bekymringen og glæden ved nisser, som var så fulde af magi og særlig glæde, men alligevel gider samarbejde med mennesker og lære fra sig, at fællesskab og varme hjerter er så fint og vigtigt.

Ivan sagde ikke ret meget. Han sad bare og hørte på dem og følte sig heldig, fordi han aldrig selv havde været så naiv og godtroende om julen. Når han skyndte på dem for at komme ud ad klappen til tiden, kaldte de ham Surenissen og Gammelnisse og Gamle Sure Hader Alt Godt-nissen, og han håbede da, at de smilede et sted inde bag deres små rynkede bryn og mente det på en god måde. Men de skulle jo i skole og på arbejde til tiden, og det var jo ikke ligesom det pjank i julekalenderen, at man kunne regne med magi til at komme sikkert og hurtigt frem på glatte veje med sure mennesker bag rat og horn i de andre biler.

Eftermiddage og aftener gik med at høre på snak om julegaver og tegninger af ting, man kan ønske sig, og planlægning af julebag og konens arbejde med at sy tøj til det snarlige Lucia-optog. Gudskelov var ingen af hans børn valgt til at gå forrest og læse op ved optoget, så Ivan mente nok, at han kunne slippe af sted med at se på fra bagerst i salen, hvor han kunne stå med sin telefon og få lidt arbejde fra hånden. Så kunne de bare synge og fable om lyset som et budskab om håb imens.

Hans kone havde travlt med saks og nåle, og hun smilede meget og fastholdt, at hun faktisk godt kunne hygge sig med at have mange planer i december, selvom han bare var sur. Ivan vendte øjne og gentog bare som de sidste par år, at man ikke behøver sy et Lucia-sæt til sine børn, men bare kan lade dem gå optog svøbt i hvide lagner eller noget af de voksnes hvide tøj med et bælte om maven. Nemt. Konen syede bare videre og sagde til ham, at de skulle huske at tanke bilen, når de skulle til juletræ på hendes arbejde i weekenden.

Det havde Ivan glemt. Eller fortrængt, det var måske mere korrekt. De havde været der årligt, siden de blev forældre, og hvert år var det halvkolde æbleskiver og dårlig gløgg og børn, der før eller siden blev hysteriske og skabte sig, fordi verden er hård og ikke skruer ned for dét, bare fordi man sætter et juletræ op, og der står en julemand og råber ho ho. Hvert år prøvede Ivan at undslå sig, og hvert år tog han med alligevel, fordi konen sagde noget om nærvær, og så stod Ivan derovre og følte, at nærvær aldrig havde været længere væk.

Således også i år. De var dårligt kommet ind, før ungerne slap de voksnes hænder og løb hen til julemanden for at få en slikpose og en appelsin. Konen gik omkring og talte med sine kolleger og deres koner og mænd og børn, og Ivan stod med et glas gløgg uden alkohol og så på det hele. Festens centrum var et skævt træ med plasticpynt og elektrisk lys, og nede på gulvet var tomme kasser pakket ind i farvestrålende papir og lagt under træet, så det så ud af noget. Der var nisser med poser under øjnene og en ram lugt af tømmermænd, og julemanden gik rundt med et skæg, der var så falsk, at det hans kunstige smil næsten så naturligt ud i sammenligning.

Et barn faldt på det glatte gulv og hylede op, så en mor blev vred og skældte ud, og en anden voksen blev forurettet og sagde noget tilbage, og så var der nogle, som hævede stemmen, indtil andre klappede nogen lidt på armen og mindede om højtiden, og at det vigtigste jo var den gode stemning, og folk gør jo ikke noget af ond vilje. Barnet græd endnu, og de voksnes smil var stive, og Ivan ventede kun på at gå.

En af de unge nisser kom hen og tilbød ham en sukkerstok og lokkede med, at det faktisk var dagens sidste, og at man jo aldrig kan vide, hvilket held eller hvor vild magi der kan være i den slags. Ivan rakte hånden langsomt frem og tog imod slikket uden at bryde øjenkontakten med nissen, der lige så langsomt lod sit smil falde ned til en almindeligt flad mund, før nissen mumlede noget og drejede om igen.

Som om der var magi i en bolsjestok! Som om der overhovedet var magi i det hele taget! Som om alle ikke bare spillede søde og gode og lod som om, det var hyggeligt!

Ivan mærkede en dråbe løbe fra armhulen og ned ad hans ribben, han ville virkelig gerne ud og hjem. Næste år ville han sætte foden fast ned, han skulle aldrig med til juletræsfest igen, det var helt sikkert. Han var lykkelig, da folk begyndte at bryde op, så han kunne trække sin familie med ud mod garderoben.

Ungerne spurgte, om han havde haft det sjovt, og de grinede og gik i gang med at fortælle om alle de dejlige ting, der var sket, og hvad julemanden havde sagt og gjort, og at mor havde fået opskrifter på mindst tre slags nye kager, som de skulle bage før jul, og blev det ikke bare hyggeligt. Ivan knurrede lidt, han gad ikke være Gamle Surenisse, men han kom alligevel til at fortælle, at julemandens skæg var lavet af nylon, og at det var lige så blankt og intetsigende som de fem tomhjernede nisser, der gik omkring og delte bolsjer ud. Ungerne gjorde store øjne, for de havde ikke fået bolsjer, så Ivan rakte dem stokken og sagde, han håbede, de huskede at deles og børste tænder uden brok. Konen sukkede og sagde til børnene, at det var dejligt, de havde hygget sig, det havde hun også selv, og nogle mennesker kan man bare ikke tvinge til at have det godt. Ivans kinder blussede.

Deres jakker var hængt op uden på hinanden på en knage i receptionen, og med et ryk trak Ivan det hele ned på en gang og lagde mærke til en ringen, da han rakte overtøjet rundt til sin familie. Al den forbandede kimen alle steder var ved at drive ham til vanvid, og han glemte at sige ‘kig op’ og kom næsten til at lyne lynlåsen op i sin søns hage. Han trængte virkelig til at komme væk, og så snart han fik sin egen frakke på, gik han udenfor og holdt døren åben for andre og tog nogle dybe indåndinger i den kolde luft. Han stak hånden ned i lommen for at mærke på sit snefnug, og hans fingre mødte de kølige takker, men stødte også mod noget glat og rundt. Ivan trak hånden op igen, og ved siden af snefnugget, der ikke smeltede, lå en gylden bjælde og klang ganske stille. Han så på den, og bjælden blev ved med at klinge.

Børnene kom løbende ud med hvin og hvirvelvind, og Ivan lukkede hånden om bjælde og snefnug og lagde det tilbage i frakkens lomme og slap døren uden at se, om der kom flere ud.

Hele vejen hjem klingede bjælden, og den klang fra frakkelommen i entréen om aftenen, og Ivan kunne høre den, da han faldt i søvn, og han hørte den igen i den mørke morgen, da han stod op og i det bare undertøj gik ud til sin frakke.