Uge 50 2022

Det var underligt med den bjældeklang. Ivan gik på apoteket og fik noget til at skylle ørene med, og det hjalp ikke på den uforklarlige lyd, og han overvejede at ringe til lægen for at høre, hvordan vanvid kommer til udtryk i praksis. Ellers havde han da nok fået tinnitus, for bjælder klinger, men de holder også op, og Ivan blev ved med at høre bjælden fra lommen. Han vidste ikke lige, hvordan det hang sammen med snefnugget, for dét var næppe et udslag af tinnitus, men Ivan gik bare rundt med begge dele i lommen og havde således både klang og køling med sig. Han var meget forvirret.

Ungernes Lucia-kjoler var blevet fine og færdige, og nu stod han ved siden af sin kone og ventede på, at deres og alle andres børn skulle gå i et optog, der krævede opmærksomhed. Ivan ville faktisk helst give den opmærksomhed til sit arbejde eller måske noget sport eller i hvert fald noget andet, som gav mere mening. At bruge en halv dag på at se børn vandre langsomt forbi med lys, bare fordi det var juletid, var ærligt talt spild af tid.

Så dæmpedes lyset, og de små stemmer lød i skolens aula. Ivan så guldskæret fra en døråbning og fik lidt efter øje på sin datter og lidt bagude sønnen. De kom begge gående i mors hjemmesyede gevandter, og de havde flæser på ærmer og kraver, og de sang så fint, de havde lært. Ivan så ud af øjenkrogen, at konen tog begge hænder op til ansigtet og sukkede højt. Hendes skuldre rystede lidt, og Ivan var lige ved at vende øjne ved tanken om, at hun stod og græd over den slags parade af hul julefryd. Men så var der noget, der klemte om hans egen strube, og Ivans øjne blev våde. Han havde lidt svært ved at få luft trukket ind uden at hikste, og han kunne mærke sit hjerte ligesom svulme op og fylde meget mere end vanligt. De gjorde sig alligevel umage med at gå fint i takt og synge klart, kunne han se.

Hans kone tog nogle billeder, selv stod han bare med armene hængende ned langs kroppen og en telefon slapt i hånden. Han håbede, at hun kunne fange nogle af de øjeblikke, hvor ungerne koncentrerede sig og ikke dér, hvor der blev pillet i stearin og tørret fingre af i flæserne. Det var sgu da også en tåbelig ting, at deres skole stadig brugte rigtige lys, som dryppede og løb og muligvis brændte børnenes fingre og med sikkerhed var mere svineri end noget med batteri. Ivan inspicerede nøje sit slips, som da vist havde en plet, og så tørrede han alligevel noget vådt fra den ene kind med det.
Efter optoget krammede de børnene, som kom dem i møde råbende, om de nu havde set og hørt dem ordentligt og hov for søren, undskyld, at der blev leget med lyset, lød det med en lille stemme. Ivan klappede dem begge på håret og sagde, at det var flot, og så skulle de stille sig op til den årlige uddeling af luciabollerne.

De små havde stadig deres lys, og alle voksne fik udleveret et lille lys i sølvpapir, som de kunne stå med, imens lærerne iført nissehuer gik rundt blandt alle og delte boller ud uden et ord. Når alle havde fået boller, blev historien om Lucia læst op, og så var det endelig overstået. Både konens og børnenes lys var brændt ned, men Ivans lys brændte endnu, så han pustede det ud og lagde det i lommen. Bevægelsen fik bjælden til at klinge højere igen, og Ivan sukkede dybt. Han så på sin lille, gule bolle og konstaterede tørt, at det så ud til, at skolen havde sparet marcipanen væk.

Aulaen summede nu af hujende børn, som rendte ind og ud imellem hinanden og alle forældrene, som ønskede god jul og lovede hinanden at skrive sammen om legeaftalerne i juleferien. Folk skulle jo alverdens ting; rejse indenlands og udenlands og til frokoster og familietamtam i ét væk. De sagde allesammen, at de glædede sig, og at det sørme blev dejligt. Men Ivan noterede sig et og andet stift smil og var sikker på, han ikke var alene om at ønske, at julen kom og gik uden så meget palaver og besvær. Måske skulle den i det hele taget lade være at komme og gå, men bare holde sig helt væk i stedet. Ivan kunne ikke holde sit eget smil frisk og fint, imens han talte med børnenes venners forældre og sagde, han håbede, de fik en dejlig jul alle sammen. Han var jo ligeglad med de menneskers jul, og hvis de ville fylde deres fridage med julefrokoster og en fjollet tro på, at de kom hinanden nærmere, måtte de helt selv om dét.

Endelig var de andre voksne færdige med deres snak og løse ønsker om glade jul, så han kunne bede ungerne om at finde deres flyverdragter, og de kunne komme hjem. Hans kone havde naturligvis taget fri og planlagt at bage med de to små, men da de kom hjem, satte Ivan sig straks til at arbejde med de store hovedtelefoner på, så han ikke skulle høre deres julesang og julesnak og larm med bageplader. Og så han ikke skulle forholde sig helt så meget til bjældens klang.

Ungerne havde fablet om et juletræ siden november, så selvfølgelig skulle de på tur og tage i skoven og selv finde og fælde et træ. Ivan havde aldrig set pointen med at fejre noget som helst ved at hugge et træ om og slæbe det indenfor, hvor det så i løbet af en uge eller to kunne stå og dø ganske langsomt af varmen og manglen på lys og luft omkring sig. Men ungerne var spændte, og konen havde bestemt sig, og nu skulle de i skoven sammen.

Ivan skulle gøre bilen juletræsklar og tog sit overtøj på før de andre. Som så ofte de sidste par uger stak han hånden i lommen for at mærke sit lille snefnug, men i lommen mødte fingrene også noget varmt. Forvirret trak han hånden op og fik sit lille lucialys fra forleden med. Lyset var tændt, og flammen stod fint op i luften over lyset.

Ivan gloede på lyset. Han pustede på det, og flammen lagde sig ned, blev meget lille og forsvandt nærmest til sidst. Ivan trak lettet vejret ind, men så blussede flammen igen. Han prøvede flere gange at puste lyset ud og endte med at blive lidt svimmel af at puste sådan, men flammen forsvandt ikke. Den blev mindre, og den lagde sig ned, men lyset gik ikke ud. Han holdt hånden over lyset, og det var varmt, men det brændte ham ikke. Han fandt noget papir på kommoden, som han holdt ind i lyset, og flammen brændte lystigt videre uden så meget som at farve papiret brunt.

Konen og ungerne var i gang med at tage tøj på nu, men Ivan smed støvlerne og gik ind i stuen for at finde tændstikkerne. En tændstik måtte der jo gå ild i, når den blev holdt i åben flamme! Men selvom han holdt tændstikkens svovl inde i flammen i lang tid, skete der intet, og tændstikken var kold, da han bagefter følte på den.

Ivan overvejede igen et opkald til lægen, men kom i tanke om, at når der nu var ild i lyset, så måtte det jo brænde ned på et tidspunkt. Han var helt glad for sit rationale, da han løb ud i køkkenet, hvor han fandt et af konens store lerfade til grød og dej. Han bar det ud på den frosne balkon, og midt i fadet stillede han en kort og fast stage, som ikke kunne vælte, og satte lyset fast i den. Der skulle helst ikke gå ild i huset, når lyset brændte ned, eller hvis det trimlede omkuld, så Ivan puffede til fad og stage. Da ingenting vaklede, var han tilfreds med sikkerheden og gik ind og tog tørre strømper og støvler på og gik ned til bilen. Her var hans kone i gang med at gøre køretøjet juletræsklar, og hun sendte ham et blik, der uden tvivl betød, at han var en narrøv for at lade hende stå med det. Ivan så det ikke, fordi han gik med hånden i lommen og mærkede på sit snefnug og den gyldne bjælde så fuld af klang.

I skoven løb ungerne omkring og pegede på træer og buske og fugle. De sang og grinede, og konen sang med dem og så på træer og buske og fugle. Ivan gik med sine hænder i lommen og sine tanker hjemme på balkonen. Han kunne ikke regne ud, hvad der foregik. Det måtte jo være noget med tricks og hjemmetrylleri, men hvad gik det ud på, og hvorfor skulle han dog prankes på den måde?

Ungerne kom ind imellem løbende tilbage og pegede, og Ivan fulgte deres blik og nikkede og mumlede, og så løb de videre igen. Han anede ikke, hvad de kom og fortalte ham, men så kom konen og sagde ham noget. Hun prikkede ham hårdt i skulderen og bad ham tage sig sammen. Det kunne jo godt være, han var ligeglad med sin egen jul, men han skulle melde sig ind og lade være med at ødelægge børnenes glæde ved at finde et flot træ, som hele familien kunne pynte og feste om.

Han tænkte på at forklare sit mentale fravær og fortælle sin kone, at det sgu ikke bare var julehad, der var faktisk mere på spil. Men det gik heller ikke, for så ville konen bare ringe til lægen. Og det var måske ikke så urimeligt igen. Nu tænkte han både på lyset og på vanvid. Ivan rystede sit hoved og lavede nogle hop med sprællemænd i den kolde luft. Han prøvede at samle sig om juletræer og symmetri og tæthed og den helt rigtige duft af gran og dejlig julestue. De fandt efter lang tids søgen et træ, som alle var enige om. Træet var smukt, og det blev spændt på bilen, og de kørte hjem helt uden, at Ivan ænsede ungernes nu’detjuligen hele vejen.

Familien havde været væk nogle timer, så lyset måtte jo være brændt ned. Ivan fór ud af bilen og råbte, at han simpelthen sådan skulle tisse, og han var næsten halvvejs oppe af trappen, da han hørte sin kones skarpeste røst. Så gik han ned og rømmede sig og sagde, at han godt lige kunne holde sig lidt længere. Det kunne da vente, til han havde slæbt træet op ad trappen i hvert fald. Og aldrig så snart han havde sat det flotte juletræ fra sig i entréen, løb han ud og flåede balkondøren op.

Og dér i fruens lerfad stod lyset og brændte lige så fint, som da han forlod det. Det var ikke brændt ned. Det var ikke engang blevet mindre, men stod med sin hvide stearin og gyldne flamme og så – udover opstillingen med fadet – meget idyllisk ud i frosten.

Ivan stak hånden i lommen og tog bjælden og snefnugget op. Han så på alle tre ting, som han ikke forstod noget som helst af. Et lys, som ikke brænder ned, et bjælde, som altid klinger, og et snefnug, som aldrig smelter. Ivan anede ikke, hvad der foregik.