Uge 51 2022
Ivan var en anelse ved siden af sig selv efterhånden, og da konen sagde, han skulle på loftet efter kasserne med pynt til træet, sagde han ikke noget, men fandt bare nøglerne og gik. Han slæbte kasser ned og fik dem bakset ind i stuen, hvor ungerne straks åbnede dem og med hvin og grin gik i gang med at hive pynt frem. Træet var stillet fint i sin fod og stod på juletræstæppet og lyste stuen op med sin mørkegrønne glans i den grå formiddag.
Ivan sad med den ene hånd i lommen og grublede. Hans fingre skubbede rundt med bjælden og snefnugget, og på bordet ved siden af ham stod hans lucialys og brændte roligt og gyldent. Børnene var ivrige og råbte op, alt imens de svang guirlander og ranker af flag og gamle musetrapper om sig. Ivans kone var i køkkenet, for der var ting, som skulle bages og deles ud til naboer og folk i opgangen og til ungernes sidste skoledag og til arbejdets sidste dag i år og til folk i det hele taget. Ivan forstod ikke al deres glæde over bagning og pynt, når de alligevel bare delte hele lortet ud og ellers pillede pynten ned igen om en uge.
En hel formiddag sagde han ikke noget, men så bare konen komme ind og smile ad børnenes pjank og sige, at de vel nok fik et fint træ. Men så røg der en julekugle på gulvet, og selvom den ikke knustes, fordi den var af plastic og bare hoppede nogle gange, før den trillede hen mellem hans fødder, røg Ivan op fra stolen og sagde, at de da for fanden måtte tage den lidt med ro, så de ikke endte med at splitte hele huset ad og ødelægge alting. Børnene delte et blik og pyntede videre i lidt mere ro og mag, og Ivans kone kom ind og så strengt på ham. Ivan gik ud på badeværelset og sjaskede koldt vand i sit sure fjæs og så på det i spejlet. Han var ret sikker på, det ikke var urimeligt at være ude af den, men han vidste også godt, at ungerne ikke helt havde fortjent sådan en reaktion, selvom al deres begejstring for den hule højtid var idiotisk.
Inde fra stuen lød der råb igen, og konen kaldte på ham. Ivan gik ind til dem med røde kinder og skulle til at sige noget om at beklage og være ked af det. Men så viste de andre ham en kagedåse, som de havde fundet i bunden af en af kasserne med pynt og julesager. Kagedåsen var gammel og bulet, og lidt af malingen var skallet af på hjørnerne og et par skrammer på låget og siderne. De andre havde råbt op, fordi deres efternavn var ridset ind i bunden, og fordi de ikke kunne åbne den og ville bede far om hjælp.
Ligemeget hvor meget børn og mor vred og lirkede i låget, kunne de ikke få den op. Ivan kunne godt huske kagedåsen. Det var den, som hans far havde fyldt med sine julesmåkager, men det var mindst et helt liv siden. Konen rakte ham den lukkede kagedåse, og den var tung, bemærkede han. Den måtte være fuld af gamle julekort eller noget andet ligegyldigt, der kunne veje sådan til, og han forstod ikke de andres iver for at åbne den. Men han ville da gerne vise dem, at det var tosset at være så spændt, så han tog fat i kagedåsen, og satte fingrene under lågets kant. Det slap med det samme, og kagedåsen fløj op, så Ivan i bevægelsen rystede en stribe peberkagemænd ud over bordet og gulvet. De krummede, så han.
Sønnen greb en af kagerne og stak den hurtigt i munden, imens Ivan råbte, at den da var for gammel, og at han skulle lade den være. Hans kone undlod at kommentere den hævede stemme, men hun var dog enig i dén sag; det måtte være gamle kager, og de skulle ikke spises, og han skulle faktisk spytte den ud igen. Sønnen tyggede og sank og sagde, at kagemanden smagte virkelig godt.
Konen mente alligevel, at det var lidt uforsvarligt, og Ivan sagde, at det jo simpelthen ikke kunne passe. De havde bestemt aldrig anvendt dén kagedåse til julebag, og selv hvis de havde, måtte kagerne nu være fra en tidligere jul og dermed mindst et år gamle, og de kunne virkelig på ingen måde være gode endnu. Men sønnen fastholdt, at de duede fint og tog tre kager mere. Ivans kone så på ham, og han vidste ikke helt, hvad han skulle gøre. Det her julepjat var blevet underligt og havde fuldkommen taget overhånd, syntes Ivan og rakte en hånd ned i kagedåsen. Han greb en peberkagemand, stak dens hoved ind i munden og bed og tyggede. Og så blev han ramt af noget hårdt lige i mellemgulvet. Peberkagemanden smagte af forne tider og god stemning og kram fra en far og en mor og en familie med glæde og varme. Ivan mærkede sine knæ give efter og sank sammen på gulvet, mens hans tårer flød ned over kinderne og dryppede på hans bukseben og ned på gulvet.
Børnene så på deres mor, som så på Ivan, som så på børnene, og ingen sagde noget. De havde aldrig set far sådan, og selv konen havde aldrig set ham så berørt, og de sad bare en stund og så sure far gå lidt i opløsning. Så kom sønnen over og lagde en hånd på fars skulder og spurgte, om Ivans kage måske ikke havde været helt så god som hans egen? Ivan hikstede og tørrede kinderne med sine ærmer og trykkede sin søn ind til sig. Jo, måtte han forklare, hans kage smagte aldeles vidunderligt, og det var det særeste, for Ivan var ikke i tvivl om, at det ikke bare smagte som hans fars hjemmebagte kager. Det var farens hjemmebagte kager. Men det gav ingen mening! De tre andre så på hinanden, og Ivan mærkede, at stemningen skiftede lidt. Han var ret sikker på, at de andre syntes, han burde ringe til lægen og tale om det dér med vanvid.
Men for fanden da!
Ivan sprang op, så det gibbede i familien, og så viste han de andre uforklarlige ting fra hans advent. Et snefnug, som frøs for altid, et lys, som brændte hele tiden, og en bjælde, som aldrig løb tør for klang. Og nu en kagedåse fuld af kager fra hans barndom. Ivans familie så på hans juleting, og de så på ham, og de så på hinanden. Stadig var der vanvid i luften, syntes Ivan. Og de var lidt tøvende, for det hang jo ikke rigtig sammen. Sne tør jo, og lys brænder ned, for slet ikke at tale om, at lydbølger dør ud, når dimsen inde i bjælden lægger sig til ro. Men de kunne alle sammen mærke, at sneen faktisk var frossen. Og de kunne høre bjælden klinge uden stop. Og de kunne se, at lyset ikke stak ild på noget som helst, selvom de prøvede nok så ihærdigt. De kunne ikke engang sætte fut i en stilk af gran fra juletræet, så uforklarligt brændte Ivans lys.
De tre andre undersøgte tingene og så på dem fra oven og fra neden og fra siden, og de trykkede og trak og bed og smagte og fandt ingen forklaring. Det måtte jo være tricks. Det måtte jo være løjer. Det måtte da være forklarligt. De kunne bare ikke lige helt regne forklaringen ud, så de undersøgte videre og talte og gættede.
Måske hang de tre ting sammen, mente Ivans børn, måske havde de noget til fælles, som kunne give svaret, gættede de og bød ind med forklaringer i munden på hinanden. Mon det var noget med Lucia i fars barndom, hvor der måske var kager og sne, eller var det en juleaften, hvor nogen fik en bjælde, eller kunne det være en tur med slæder og bjældeklang og kager på skødet? Ivan frøs og blev stiv over det hele. Han vidste lige, hvad det gjaldt.
Det var en kanetur, og det var dén kanetur, den sidste. Dén, hvor det var frost og gladeste juletid, og det var den sidste, smukke juletid, som Ivan havde oplevet. Efter det blev alting anderledes, fordi noget var gået galt. Løbske heste, glat føre, uerfaren kanekusk, og Ivan havde mistet sin mor og far, som mistede glæden, fordi den tynde is havde taget noget fra dem. Ivan havde mistet en bror til det mørkt kolde vand og først fået ham igen, da det blev tø efter nytår. Og da var det for sent.
Mor og far havde prøvet, men mor sad og så ud i luften, og fars bagning blev år for år mindre, og en dag holdt han op. Ivan havde forsøgt at glæde dem og tage en plads, som ikke var hans, men de voksne havde set forbi ham, og noget var tabt for altid, og de voksne sagde, at julen havde taget det fra dem. Så de var holdt op med at have træ, de var holdt op med at synge, de var holdt op med at se andre og gå til julestue. De var holdt op med at glædes, og Ivan holdt op med at prøve. Han lærte, at jul var pjank og glade mennesker dumme, og han gav slip på varmen og nærheden. Hans lille familie var gået igennem livet uden at se på julen som andet end endnu en måned i året, som alligevel ville skuffe og blive lige så slem året efter.
Ivan sad med kone og børn og så ned på sine hænder. Han hulkede, at han havde gjort dem ondt og uret og taget det fineste fra dem. Glæden og håbet og troen på det gode havde han stjålet, som andre havde stjålet det fra ham. Han lænede sig ind over konen og lagde hovedet i hendes skød, hvor han gjorde skørtet helt gennemblødt af tårer. Efter lidt tid løftede Ivan hovedet og lovede, at selvom det var lidt for sent, ville han give dem en skøn jul i år. Og alle år.
Han satte sig op og svor, at han resten af sit liv ville lave julestue og klippe pynt og flette hjerter og bage kagemænd og vikle sig i gran og guirlander og åbne sit hjerte og sit hjem for juleglæden og håbet og glade menneskers varme. Hvis bare… hvis bare de altså ville lade ham prøve, de andre. Han så sin søn i øjnene, og han så sin datter i øjnene, og han så ind i sin kones store øjne, der skubbede dråber ned ad hendes kinder. Og han håbede. Børnene lagde armene om ham, og konen lagde armen om børnene, og Ivan lagde armene om dem alle sammen og klemte og smilede bredt. Der faldt en lille krumme fra en peberkagemand ud af hans overskæg og trillede ned ad dem.
Dagen efter havde Ivan skrevet autosvar på sin mail, at han holdt fri resten af året, og han satte sedler i opgangen og inviterede naboer til hygge og juletræ, og han løb på alle dem, som han lige kunne huske at have udsat for sit sure julehad og indbød dem tilligemed. Han skrev på Aula, at alle børn og forældre var velkomne hos dem i julen, og de behøvede ikke lave en aftale forinden.
Og da juleaften kom, havde Ivan travlt. Der var lavet æbleskiver i snesevis, der var kogt gløgg i litervis, der var pyntet op, og Ivan skyndte sig med alting og havde bedre tid end nogensinde. Han undskyldte sig et øjeblik og gik ud på badeværelset og tørrede sine øjne. Han så sig i spejlet, nikkede til sig selv og gik så tilbage til stuen. Her så Ivan sin familie gå om juletræet hånd i hånd med fremmede, nye venner og med naboer og med hinanden. På julebordet stod hans lille lys og brændte, og på træet lå et snefnug og blinkede frossent til en gylden bjælde, der havde fået en silkesnor og nu spredte sin klang fra en grøn gren.
