Vokseværk
Jeg var på hold med Peter, da vi skulle dyrke pralbønner i skolen. Jeg tror, det må have været i første eller anden klasse. Peter boede i en lejlighed med sin mor og storesøster, mens jeg boede i et hus med min mor og to storesøstre, og potterne med bønner endte i vindueskarmen hjemme i vores stue.
Så kørte Peter med mig hjem fra skole og holdt øje med bønnerne dag efter dag, og engang var der en spire, og forbløffelsen var stor. Tænk, at man kan den slags, og tænk da især, at vi kunne frembringe en plante, bare fordi vi havde stoppet en tørret bønne ned i noget jord og givet den vand efter min mors formaninger.
Jeg aner ikke, hvad skolens tanke med projektet var, men jeg husker stadig følelsen af vigtighed og ansvar med de her små potter, selvom jeg ikke aner, hvad der nogensinde skete videre.
Da jeg nogle år senere stod op en morgen og fandt frimærkerne på min mors hylde med noter og papirer og stjal det pæneste og møjsommeligt satte det på en kuvert med Peters navn udenpå, tænkte jeg hvert fald ikke det mindste på de bønner.
Jeg havde også lykkeligt bønnerne langt fra mine tanker, da han en dag i fritidsklubben skulle hjemad og spurgte, om jeg lige ville gå med ud. Og udenfor fortalte han mig, at 10 øre ikke var porto nok, og at han i øvrigt ikke ville være kærester, som jeg havde spurgt om i brevet. Det vidste jeg egentlig godt, for vi var bedre til bare at spille bordtennis og lave sjov sammen og være de eneste i klassen, som gik i bløde bukser, helt til vi begyndte 8. klasse, og det var helt fint.
Siden har jeg heller ikke tænkt meget på de bønner, måske mere på dengang vores hund fik hvalpe, og jeg en dag efter skole hang for enden af skolestien og snakkede med Peter og en af de andre drenge, indtil vi blev enige om, at de tog med hjem for at se hvalpene. Men min mor, som ellers arbejdede i København, var af en eller anden årsag hjemme, og så var hun vred, måske fordi jeg var kommet sent, eller fordi jeg uden at have spurgt havde nogen med hjem, det husker jeg ikke. Men jeg husker, at Peter og den anden dreng blev bedt om lige at vente udenfor, og hvor meget jeg græmmede mig og var så pinligt berørt, fordi de hørte mig få skældud, når jeg nu lige endelig havde været den seje, som faktisk havde noget interessant i mit liv. Noget, som de ikke havde, og som jeg kunne vise frem, og så blev det sådan noget juks med pinlige voksne og skældud.
Jeg gik i skole med Peter indtil 10. klasse, og vi havde fulgtes siden børnehaven, så det er næsten femten år, vi har gået ved siden af hinanden dag efter dag og år efter år, imens vi lærte at cykle og selv køre hjem fra skole, at gå til fester og at vide, hvordan det er, når man oplever og opdager noget sammen, lige fra man har svært ved at undvære bleen, til man en dag kan passe et arbejde og møde livet som noget, der ligner voksen. Og et sted midt i det hele fik vi bønner til at vokse op fra potterne som nye planter.