Kapitel 13

Ras og rævehaler

Alting er galt, og Nisse Bent synes rigtig meget, det er andres skyld. Andre har taget huen, andre har sendt ham rundt i dagevis, andre har lavet indgangen til rævegraven om!

Han surmuler i haven. På foderbrættet slår spurvene høje triller, som om alt er helt fint, og han sigter med et runkent æble fra græsset, men fuglene har jo ikke gjort noget, så han tyrer det over i hækken. Her siger det fuff og pivs og bump og sender nogen ud af hækkens bagside i en ruf.

Nisse Bent får øje på noget rødt og løber efter, til han finder Fuchs i buskene lidt fra hønsehuset. Her sidder han med halen om sig og spørger, om han kan hjælpe med noget. Nisse Bent fortæller om sit besøg i rævegraven, udelader visse detaljer, og spørger hvorfor Fuchs er efter mor Åse ude på engen?

Fuchs ler og ryster på hovedet, da han hører historien om gåsen, for det var i hvert fald overhovedet ikke sådan, det var foregået. Nejnejnej da, Fuchs havde bare været ude at vise drengene området, fordi han synes, de skal flytte hjemmefra, og de havde på ingen måde været ude på skrammer, faktisk havde de slet ikke set gæssene og anede ikke, at de var der. På ære!

Ældste var blevet ganske ræd, da gåsen røg op med ras og hys, og hun havde været alt for ilter. Hun havde nappet en ordentlig bid af hans fine hale! Det var for meget. Det betød jo, at det bette, arme rævepus gik og frøs! Heldigvis havde Fuchs på en tur rundt fundet en gammel sok, som kunne varme halen, hvor pelsen manglede.

Det var nu ellers sært med den sok, for der havde været en bjælde inden i den, men den tog de altså ud… af sikkerhedsmæssige årsager. Han blinker til Nisse Bent, der rynker brynene. Ja, rævene ved ikke, hvad de skal med bjælden, men Fuchs foreslår, at Nisse Bent følger ham hjem og overtager den, hvis han vil. Det vil Nisse Bent gerne, men han vil altså ikke klatre nogen steder hen, siger han. Så Fuchs springer let i graven, og Nisse Bent trasker tilbage med bjælden i hånden.

Hvor kommer den fra? Hvem kan få glæde af den? Skal han selv beholde den? Hvad kan bjælder bruges til?

#balladenomnissebent #juleibsfortæller #heletidenflerespørgsmål #læsmereimorgen #ogseomnissebentkansvarepånoget

Nisse Bent taler med ræven