Baronessens evige Afrika

Nogle gange ender en bog med at være god eller dårlig, fordi man læser den på et godt eller dårligt tidspunkt, og man kan ikke altid vide, hvordan det hænger sammen. For mange år siden prøvede jeg at læse Syv Fantastiske Fortællinger af Karen Blixen, og det var mig umådeligt kedeligt. Så jeg opgav, og sidenhen har jeg ikke rigtig skænket Blixen et litterært blik, men for nylig fik jeg ud af det blå lyst til at se Den Afrikanske Farm.

Min kloge fornuft fortæller mig, jeg må have læst om Karen Blixen i min avis, eller at nogen på sociale medier har nævnt hende i forbifarten, så jeg fik hende ind på lystavlen sammen med de varme lande.

Jeg fandt filmen på bibliotekernes streamingtjeneste, så den og var ærgerlig over noget greenscreen i begyndelsen og en lidt teateragtigt stiv dialog. Men så rejser Blixen til Afrika, og Robert Redford træder som Denys Finch-Hatton ind på scenen i al sin venligt maskuline styrke. Han stjæler billedet fra Meryl Streep, der forskønner fru baronessens kontrafej i den film, men også gør hendes store og faste styrke uret ved at se så forfinet ud, at en jagtriffel stikker ud fra hendes væsen som en højhælet morgensko på en savanne.

Jeg kunne godt lide filmen, men jeg kunne især lide historien om en kvinde, der tager styring over eget liv i nogle vilkår, som simpelthen er pissetræls for hende. En utro mand, der giver hende kønssygdom og barnløshed i bryllupsgave, alenehed og væren fremmed, ildebrand på farmen, som oveni har en – af den uduelige mand valgt – uduelig afgrøde for klimaet, og megen modgang i det hele taget.

Filmen blev hængende i mig, så jeg spurgte min veninde, der har flere bøger på reolerne end jeg, om hun tilfældigvis havde Den afrikanske Farm, og jo, den havde hun skam stående med en blå ryg, som netop var dét billede, jeg selv havde manet frem i mit indre, hvor der tilsyneladende må ligge fotografier af manges bogreoler.

Et par dage senere fandt jeg dog selv bogen – med grøn ryg og løst smudsbind – i en genbrugsbutik og tog den med hjem. Min udgave er gammel og lettere laset, men alle siderne var der, og jeg fandt først ud af en dag i solen, at bogen også lugter af røg og gammel stue, som den udelukkende giver fra sig, når den varmes op. Hvilket vel er ganske passende for et værk med en så stærk og solsveden historie.

En dag åbnede jeg bogen og gik i gang, imens jeg drak morgenkaffe og så ud over trætoppe og hustage. Jeg kunne godt mærke forne tiders erfaring med fantastiske fortællinger som en vis skepsis i min mentale læsebrille, men den forsvandt, da jeg på første side læste Blixens beskrivelse af landet omkring hendes kaffefarm.

Jeg lagde efter halvanden side bogen fra mig, for jeg var ikke fokuseret og havde dårligt med tid, og sproget og billederne fra Karen Blixens pen fordrede bedre opmærksomhed.

Så jeg genoptog Den afrikanske Farm en dag, hvor jeg havde god tid, og jeg svælgede i beskrivelserne af et Afrika fra en forlibt, men ikke blindt forgabt, forfatterinde. Og jeg var lige grebet hele vejen igennem.

Den uduelige ægtefælle nævnes ikke med et ord, men alle de mennesker, som har betydet noget for hendes Afrika, beskrives, så jeg har klukket og gispet og smågrædt. Og landet og vækster og folk og fæ og selve livets visdom beskrives side for side og billede for billede, så kærligheden og eftertanken emmer ud af hver en herligt krøllet sætning med indskud og skønhed.

På et tidspunkt dør en af dem, som baronessen elsker allermest, en bedste ven og nærmeste. Hun fortæller om det med nænsom ærlighed, så man mærker tabet, og et menneskes liv får sin ærefulde slutning hen over mange sider. Og netop som Karen Blixen går omkring i tågen på et bjerg i nærheden af kaffefarmen for at finde dét sted, hvor den døde skal stedes til hvile og for evigt forenes med sit eget Afrika, nåede jeg en slags slutning på bogen.

Min udgave, som både er fuld af livs lugt og flossede sidekanter, er af den gamle slags, som jeg har hørt mine forældre og bedsteforældre tale om. Bøger fra en tid, hvor man fik den og selv skulle sprætte siderne op for at komme ind til ordene og historien. Min bogs forrige ejer er aldrig nået længere end til eftersøgningen af en passende grav til forfatterindens elskede. De sidste tyve sider er aldrig åbnet og læst.

Det tog mig to uger at samle mod til at sprætte første stik op og læse fire sider videre, før det næste skulle sprættes op og så det næste og det allersidste. Jeg læste bogen færdig ude i haven og havde ikke så meget andet at gøre brug af, end hvad der var i tasken, så jeg endte med at åbne de stiplede sider med en pegefinger og resten med en nøgle.

Det er midt i Blixens egen afsked med Afrika og livet dér, fordi farmen ikke er rentabel og overtages af banken, så folkene må afskediges og findes nye pladser til; nogle rejser efter årevis på farmen hjem til en efterladt familie i Indien, fordi de ikke kan se sig selv i et afrikansk liv uden baronessen, mens andre bare går lidt rundt om sig selv og beder hende finde en løsning på deres fortsatte eksistens.

Det er en rørende del af bogen, og jeg græd både af de smukke malerier, som Karen Blixens ord et helt århundrede senere kan fremmane i mine tanker, og for al den ømhed og kærlighed, som hun har haft til – og i – sit liv i Afrika, et liv, som afsluttes med stort vemod og tapperhed.

Min grønt omslagne bog har både kaffepletter fra mig og røglugt fra en dame, som efter håndskriften på forsiden at tyde hed Benthe, og jeg kan faktisk ikke forestille mig, at jeg nogensinde skiller mig af med den. Hvis jeg gør, bliver den afleveret til genbrug, og ellers får mine efterladte en instruks om, at den skal sådan videre til andres glæde, når jeg engang selv har vendt mit sidste blad.

Jeg skriver mit eget navn i bogen, lige under Benthes, og fortæller den næste, at selvom første ejer ikke nåede dertil, fortsatte jeg efter det store tab, åbnede de bageste sider og fik slutningen med.