Overfart

Jeg er på Odden Færgehavn, og det føles, om om det er midt om natten. Men det er bare vinteren, der får en søndag eftermiddag til at virke sådan. Udenfor er der begsort, og vinduerne er dekoreret med utallige diamanter, som den skarpe vind kaster mod glasset, hvor de løber ned og bliver væk. Jeg har aldrig været her før.

Jeg har selvfølgelig været på færgehavnen før, men ikke denne her. Den er mere som Laredo Bar, og der er kunstige og fede granguirlander og røvballemusik bredt ud over vægge og borde og folk med brede munde. Det er en tryg havn, og ingen af dem skal nogen steder hen.

Jeg er bare på vej hjem sammen med min veninde, og hun kommer tilbage fra toiletterne i cykelshorts og spørger mig, om hun har tis på benene, for alle kan se, det er den slags sted. Det har hun ikke, og det ville også være underligt, hvis hun havde andet på de ben end is og gåsehud, for vi er cyklet herhen.

Vi tog fra den lille by med huse i bindingsværk og med små spir og tårne, mens det endnu var lyst. Og jeg cyklede med veninden bagpå, og midt i det hele ringede det, og hun trak min telefon ud af rygsækken, mens jeg trådte til, og jeg tror, hun fik et alvorligt opkald på vejen, da vi snoede os forbi en nåleskov med helt orange bunddække og sort asfalt forude.

Bagefter cyklede min veninde os ad molen, der holdtes isfri af bølger, der slog ind over. Det var hende, der kendte vejen.

Da vi nåede havnen og kom ind i baren og hilste på alle, som om vi kom der jævnligt, var der skum på bølgerne i det lille havnebassin afgrænset af skarpe klippespidser, og ind imellem skyllede vandet helt op og slog på ruderne. Men det blev hurtigt mørkt, og efter det gjorde vandet kun opmærksom på sig selv ved at buldre mod underlaget.

Færgen var ved at lægge til, og jeg kunne lige nå på toilettet, før vi skulle gå ombord, og jeg var så heldig at finde det uden at gå forkert på trappen mere end et par gange. Der var netop genåbnet efter bardamens noget klagende rengøring, alting lugtede af sæbe, og der var sæbevand i baljen til toiletbørsten. Og det var vitterligt en balje af den slags, man bader fødder eller små børn i.

Som jeg tog bukserne af og vægrede mig ved tanken om at få sæbeskum på min bare hud, indså jeg, det var smartere at tisse på færgen, hvor der var flere og bedre toiletter, og hvor man nok kunne finde ét med en dør, man kunne lukke og låse. Jeg trak mit tøj på igen uden at tage mig af, om det kom ordentligt på plads, og da jeg gik ud, tænkte jeg, at dem ved de enarmede ville synes, at jeg skred uden at vaske hænder.

Jeg tog mig ikke af det, for jeg skulle op til min veninde, og vi skulle hjem, så jeg løb på trappen og hørte stilheden fra mine trin på det brune tæppe med store fedtede blomster, som var helt uklart definerede i den blanke luv.

Der var træk et sted fra, for jeg blev iskold, og så kunne jeg se, at alting var lukket og spærret af. I mørket bag en blafrende rude af plast så jeg færgens lys bevæge sig som i tjære, og jeg stampede i jorden.

Min telefon viste en sms fra min veninde, der skrev, hun ville ringe, når hun nåede Klostertorvet, og jeg stampede med begge ben og knyttede næverne, og der sprang saltvand i mine øjne på trods af det uklare lag af industriplast imellem mig og havet.

Jeg var efterladt. Jeg nåede ikke færgen, og nu var jeg alene. Min veninde sad i færgens lys med larm fra bløde mennesker og den klare duft af kaffe og kemisk toilet. Og jeg stod i en kold og mørk baggang på Odden og anede ikke, hvordan jeg skulle komme væk og ud og hjem. Finde en bus eller skaffe et lift og komme til en by med grisen, som kunne få mig til en større by, hvor der var tog til Jylland?

Aldrig trængte jeg så meget til et sæt ved en høj disk, men da ikke i denne her udørk af tabte forbindelser og kunstige stearinlys imellem glimmerstadset på bordene. Jeg gik rastløs om, og gang på gang sank jeg ingenting som helst og prøvede at trække vejret.

Jeg overvejede at finde en krog og bare lægge mig til at sove, så jeg kunne tage mig af hele verden og eventuelt mig selv en anden dag, hvor bølgerne ikke var helt så voldsomme, og netop da gik det op for mig, at bølgernes lyd havde ændret sig. En færge var ved at lægge til, og mørket drillede virkelig min forståelse af, hvor sent det ikke var. Snart vrimlede det med nye jakker og tasker og råb og farvet hår i stimer frem og tilbage.

Jeg havde ingen tid at spilde, og et sted på trappen fandt jeg landgangen i en sal med farvede striber og buer på gulvet og rækker af bænke med mindst tyve års maling i lag på afskallet lag. Jeg råbte til billetmanden, at jeg havde dankort og MobilePay og kunne give hvad som helst, jeg ejede, i pant for en billet, hvis det skulle være.

Så jeg stillede mig op i køen mellem de matte bænke og ventede på min redning, og inden jeg var gået tre skridt nærmere, blev jeg krammet bagfra. Min veninde var grådkvalt og forladt, og jeg faldt hende om halsen og hulkede, hvor fortabt jeg var, og hvordan det hele nu hang sammen, at hun var hér, når hun var væk.

Men hun troede, jeg var på den tidligere færge, fordi hun ikke kunne finde mig og så ikke selv nåede færgen, fordi man farer vild mellem enarmede tyveknægte, bardisk og så mange velmenende trapper op og ned.

Hun havde kun skrevet for at sige, at vi bare kunne tales ved, når vi begge var hjemme, og jeg holdt hende fast og gjorde hendes halstørklæde vådt.

En kvinde gik forbi med sit adgangskort til færgen og kiggede på os med hovedet på skrå, og hun spurgte uden synderlig omsorg eller behov for svar, om der da ikke havde været billet til os, før hun gik frem og videre.

Men det var slet ikke så vigtigt, om der var flere billetter, for nu var vi der begge to, og så skulle alt nok gå.

Og da clockradioen vækkede mig, var jeg helt udmattet, og jeg lå under dynens varme og kunne konstatere, at morgengryets blæst og regn mod ruden havde lirket sig ind i min søvns virkelighed. Nu er det dag.