Hitlister fra hjertet

Jeg var engang gift med en mand med en helt anden musiksmag end mig. Og musik er vigtigt for os begge to, så vi talte meget om det helt fra begyndelsen, ikke mindst fordi vi havde svært ved at forstå, at den anden kunne elske netop den type musik så utroligt meget, når den nu egentlig ikke var særligt god.

Vi havde et stort overlap med David Bowie og Billy Joel og Sebastian, men for det meste var vi langt fra hinanden i musikken. En af de første gange vi mødtes, sagde han, at jeg måtte være hård i hjertet, fordi jeg hører rock. Det var alt for meget for ham. Han hørte mest jazz, og ellers var han til indiemusik, som den lød, da nullerne løb ud og gav plads til 2010’erne. Det var stille musik, og der var bløde stemmer, lette fingre på akustiske guitarer og masser af instrumenter som harmonika, banjo og kor i harmonisk mange stemmer.

Det meste af det var ikke lige mig, men han havde som så mange andre en faible for at høre plader på vinyl, og vi flyttede sammen og havde dagevis, hvor vi sad i sofaen og drak kaffe eller vin og hørte pladerne fra hans store bagkatalog og deltes om at opleve musikken.

Jeg har altid været glad for at lære andres smag at kende, og jeg prøver at lytte åbent, når de vil vise mig noget. Og selvom jeg i lang tid ikke var ret begejstret, når han for eksempel satte Bob Dylan på, vænnede jeg mig til det. For min mand elskede Dylan, han hørte det tit, og jeg er et menneske, som husker situationer med stemninger og følelser, så jeg forbandt det efterhånden med kærlighed. Det blev hans musik, så når jeg var alene hjemme i en weekend eller et par dage i sommerferien, satte jeg hans plader på, når jeg gik og savnede ham.

Der var lige tre sange med Bob Dylan, som ramte mig, og den ene af dem lød slet ikke rigtig som Dylan og var uden hans træls nasale vokal og slæbende måde at synge og spille på. De to andre var mere traditionelt Dylan, som alle forestiller sig en folkesanger med et budskab.

Én af dem, som ramte mig, hedder One More Cup of Coffee, og engang stillede jeg min kaffe på spisebordet, lagde et pladecover ved siden af, fotograferede det til Insta og sagde, at nogen sikkert kunne gætte, hvilken sang, jeg nu skulle høre. Og det var der da nogen, der kunne, for der er så utroligt mange mennesker, der ikke har det anstrengt med Dylans vokal og slæbende musik, men elsker ham for netop det.

Jeg nåede aldrig rigtig at elske andre end lige de tre sange, som ramte mig i hjertet og stadig tårner sig op som musik, jeg havde og delte med en mand, jeg elskede. Jeg hørte også jazz med ham, og jeg hørte stadig Bowie og Billy Joel både med ham og uden ham, og vi hørte meget Dylan sammen.

Alene hørte jeg musik til mit hårde hjerte, og jeg har altid været glad for rock med skarp guitar og tung og direkte bas. Én af dem, som leverer allermest lige til mit hjerte, er Jack White, som har lavet et væld af helt utroligt forskellig musik i diverse bands og samarbejder med andre musikere. Udtrykket er aldrig helt det samme, men altid er det umiskendeligt Jacks, og ingens guitar kan stramme alle mine nerver så meget som hans.

I dag satte jeg mig for at lave en top 5 med de bedste sange, som Jack White efter min mening nogensinde har lavet, og jeg kunne uden tøven remse de første fire titler op. Måske halter det lidt med at udvælge en prioriteret rækkefølge, men der er ingen tvivl om, hvilke sange der er bedst. Til gengæld kneb det lige med at finde den femte titel, og det er jo vigtigt, så jeg satte mig til at skimme bagkataloget igennem for at se, om der var noget, jeg havde glemt. Og det var der.

Min hjerne har det med at lade forskellige stykker fakta ligge hver for sig og uden kontakt, selvom de har med hinanden at gøre. For eksempel kan jeg have en aftale i kalenderen den 15. og vide, at det er en fredag, men så først den fredag morgen indse, at jeg er dobbeltbooket, fordi jeg på et tidspunkt har lavet en aftale, hvor jeg bare har tænkt ‘på fredag’ og ikke mærket, at de to har noget med hinanden at gøre, før de samles, og jeg pludselig indser, at det har de jo.

Og da jeg sad og kiggede albums igennem, fik jeg en iling ned ad ryggen, da jeg på en plade med The White Stripes så titlen One More Cup of Coffee. Jeg holdt lige vejret et øjeblik, men alene på guitarens anslag vidste jeg det.

Jack White synger altid på sin egen måde, og han spiller guitar på sin egen måde, og han gør i det hele taget alting på sin helt egen (vidunderlige) måde. Han er tydeligt rundet af den amerikanske folk-tradition og har altid indspillet andres musik, og B-siden til singlen med den formentlig mest kendte sang med The White Stripes er en gammel, traditionel folkesang (som Dylan i øvrigt også har indspillet) lavet i Jack Whites enkelt fyldige og længslende stil.

På den måde er det ingen overraskelse, at Jack White tager en sang af Dylan med på en plade, men jeg havde ikke rigtig hørt Bob Dylan, da jeg lærte Jack at kende, og jeg har da aldrig før indset, at det var den sang, jeg i årevis har elsket med Dylan for noget helt andet.

Nu har jeg hørt den med The White Stripes på repeat i den times tid, jeg har siddet og skrevet, og jeg kan ikke sige dig, hvilken af de to udgaver jeg holder mest af. Jeg mangler stadig den sidste sang i min Top 5 med Jack White, og selvom One More Cup of Coffee ikke kommer med på listen, er den med på en helt anden top 5 over den musik, der sidder i mit hjerte og gør det alt andet end hårdt.