Et job med kommunikation

Kommunikationsmedarbejder eller -konsulent er hyppigt anvendte stillingsbetegnelser for jobfunktioner, der kan variere nærmest i det uendelige. For kommunikation er jo både priserne på hylden nede i føtex, flyvebladet fra Røde Kors, der beder om støtte, og Aftenshowets udvælgelse af historier, der skal i fjernsynet.

Men det, jeg forestiller mig, når jeg læser jobannoncerne med kommunikationsstillinger er for eksempel et job, hvor jeg vil komme til at stå for kommunikationen internt i virksomheden måske på et intranet eller i et medarbejdermagasin. Det er et job, hvor jeg vil arbejde med virksomhedens ansigt udadtil og sidde med udarbejdelsen af pressekits eller direkte kundeplejende henvendelser. Eller det er måske et job, hvor min funktion er at skabe en overordnet strategi for virksomheden, som jeg fører til dørs sammen med andre medarbejdere i form af annoncer, plakater eller røgsignaler.

I virkeligheden drømmer jeg om det hele.

Jeg går så meget op i kommunikationen og dens funktion, at jeg elsker at sidde og overveje en situation, finde målgruppen, huske på, hvad der får netop dém i sving, få budskabet rettet til og sendt ud i verden, og så se det virke. Se, at der er nogen, der reagerer på det, som jeg havde forestillet mig. At nogen gør det, som var hele idéen.

Jeg er klar over, at den helt ægte virkelighed ikke altid lader kommunikatøren have så god tid. Men jeg har lært i løbet af min uddannelse, at mit instinkt for god kommunikation oftest har ret, og jeg ved, hvor effektiv, jeg er, når tidspresset lander på skuldrene, så det er ingen bekymring.

Jeg er dygtig til mit fag, og selvom jeg er nyuddannet, har jeg erfaring fra tidligere job forud for min studietid, fra praktik og fra helt konkrete formidlingssituationer i undervisning eller samtaler med banken og andre autoritære instanser, som er lidt på nakken af den, som er på overførselsindkomst. Ja, Jobcenter, jeg kigger på jer.

I  min hverdag er jeg utroligt fokuseret på andres kommunikation til mig. Det er med til at skærpe min egen sans for, hvad der virker eller ikke virker. Som nu førnævnte Jobcenter, der har for vane at kommunikere på en lidet positiv facon, der egentlig mest tjener til enten umyndiggørelse eller direkte trods.

Når jeg modtager kommunikation fra nogen, bedømmer jeg det. Virker det, fortæller jeg formentlig vidt og bredt om det i vild begejstring, ‘Shit mand, har I sét, hvor kløgtigt Nordisk Film bruger Twitter!?’ Og hvis kommunikationen ikke virker, skal man ikke regne med andet end en sviner i sofaen eller måske her på bloggen.

Jeg går virkelig op i mit fag. Jeg har det under huden, og det præger hele min hverdag, fordi jeg ser alt som kommunikation, der kan og skal bedømmes. Jeg værdsætter rigtig god kommunikation, som jeg værdsætter arbejdet med at få den god.

Hvis jeg bare kan få lov at få hænderne i den så fortærskede bolledej og komme til at arbejde med kommunikation, er min lykke gjort. Intet mindre.